Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798000560529
CVR 30787986

Aktuelt

Sydafrikansk læseportal vinder læselystpris

Det blev den sydafrikanske organisation FunDza Literacy Trust, der, som den første, modtog den nyetablerede internationale læselystpris ”Joy of Reading Award”.

Prisen, som er stiftet af it-virksomheden Systematic, gives til projekter og initiativer, som fremmer læselyst og gør en forskel for personer med analfabetisme. Med prisen følger 10.000 dollars, der skal bruges til at støtte det vindende projekt.

FunDza Literacy Trust

FunDza Literacy Trust har fået over en halv million unge sydafrikanere fra trange kår til at læse, downloade og skrive bøger. Organisationen står nemlig, blandt andet, bag en online læseportal, der kan tilgås via mobiltelefoner, og som giver adgang til bøger, daglige blogs og interviews med unge sydafrikanere. I et land, hvor biblioteker ikke er en selvfølge i alle byer, har den online læseportal haft stor succes med at give adgang til godt læsestof.

FunDza Literacy´s portal følges dagligt af mange tusinde sydafrikanere – ikke mindst på grund af at teksterne har fokus på de unges egne historier, udfordringer og erfaringer, og fordi mange af forfatterne i det online bibliotek selv er unge sydafrikanere. Derfor opmuntrer og støtter organisationen også de unge til selv at bidrage med tekster til portalen.

Om Joy of Reading-prisen

Joy of Reading-prisen uddeles til projekter, som fremmer læselyst og bekæmper analfabetisme. Prisen uddeles hvert andet år.

I alt 31 projekter fra hele verden har dystet om Joy of Reading-prisen. En international jury har valgt de seks nominerede og den endelige vinder af prisen.

Kilde: Pressemeddelelse Systematic

Del siden på email

Du deler et link til siden: Sydafrikansk læseportal vinder læselystpris