Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Forskerklummen

Nabosprogsforståelse som sprogligt dannelsesmål

Set helt ovenfra kan man sige, at hensigten med et modersmålsfag som dansk er at formidle sproglig og kulturel viden, der ruster eleverne til at begå sig socialt med sprog. På engelsk bruger man nogle gange begrebet ”literacy” som overordnet paraply for den viden og de mange delfærdigheder, der tilsammen gør, at man kan kalde en person for ”literate”.

På dansk kunne man i mangel af bedre tale om sproglig dannelse som overordnet begreb. En af de mere specielle sproglige dannelsesintentioner i folkeskolens danskfag, der har rødder helt tilbage fra dengang, dansk opstod som fag, lyder sådan her: ”Eleverne skal i faget dansk have adgang til de skandinaviske sprog og det nordiske kulturfællesskab” (Fagformål, dansk, stk. 3). Formålsparagraffens formulering konkretiseres i vejledende mål efter klassetrin, hvor det bl.a. efter 9. klasse hedder, at ”eleven kan kommunikere med nordmænd og svenskere”.

Når skandinaver kommunikerer indbyrdes ved at tale deres egne sprog og forstå de andres, taler forskningen om inter-skandinavisk kommunikation eller semi-kommunikation (Haugen, 1966). Pædagogiske bestræbelser på at lære unge at læse, forstå og kommunikere på nabosprog kalder man ”nabosprogsdidaktik”. I international forskning bruger man betegnelserne ”intercomprehension” (Doyé, 2005) og ”receptive multilingualism” (Thije & Zeevaert, 2007) for den særlige sproglige dannelse eller literacy, det er at kunne begå sig i sociale sammenhænge, hvor man taler sit eget sprog (evt. med tilpasning), samtidig med at man lærer at forstå det (ofte beslægtede sprog), som samtalepartneren bruger.

Hvorfor nabosprog i et modersmålsfag?

Nabosproglige dannelsesintentioner er meget specielle at have i et modersmålsfag, fordi et modermålsfag typisk er sat i verden for at formidle nationens sprog og kultur. Samtidig bryder de med en nyere og langt stærkere kulturel norm om, at man kun bør bruge engelsk i international kommunikation.

Synspunktet i denne klumme, som bygger på min ph.d.-afhandling Nabosprog i danskundervisningen (Steffensen, 2016) er, at der er god grund til at være kritisk over for den historiske fortælling om det nordiske sprog- og kulturfællesskab, der er afspejlet i faghæftets mål. Men samtidig vil jeg argumentere for, at den grundlæggende ide med at forstyrre den sproglige og kulturelle ensidighed, som et modersmålsfag ellers let kommer til at (re)producere, er yderst relevant i dag. Mødet med det, der ligner, men som alligevel er anderledes, kan ligesom mødet med det, der er helt anderledes, bidrage til forstyrrelse af elevernes viden om sprog og verden og ruske op i stereotype forståelser. Set i det lys peger nabosprogsundervisning ikke tilbage, men fremad, og forbinder sig med fælleseuropæiske ambitioner om at fremme sproglig og kulturel diversitet i uddannelsessystemet (Doyé, 2005). Lad os først se kritisk på den romantiske ide om nordisk (sprog)fællesskab, inden jeg kort skitserer nogle af de pædagogiske udfordringer og muligheder, der knytter sig til nabosprogsundervisningen.

Forestillingen om nordisk (sprog)fællesskab

Noget af det, der kan få målene om nordisk sprog- og kulturforståelse til at virke anakronistiske er, at de er formuleret ind i en romantisk diskurs om nordisk (sprog)fællesskab, der går tilbage til både 1800-tallets skandinavisme og 1900-tallets mere bløde nordisme, der aldrig rigtig fik politisk betydning. I den traditionelle nordisme er lighederne mellem de centralskandinaviske sprog dansk, norsk og svensk blevet set som udtryk for en mere grundlæggende kulturel lighed.

Men hvor godt forstår skandinaver i grunden hinanden? Det spørgsmål har sprogvidenskaben givet sine bud på i en række undersøgelser fra 1960’erne og frem. Forskningen viser, at danskere og svenskere generelt har lettere ved at forstå norsk end hinandens sprog. Forklaringen er groft sagt, at norsk og svensk har mange af de samme lyde, mens dansk og norsk (bokmål) har mange af de samme ord. I den seneste store undersøgelse dokumenteres det, hvordan nabosprogsforståelsen generelt set er god i Norge, men at den er dårlig og måske også på retur i Sverige og især Danmark (Delsing & Lundin Åkesson, 2005). Nogle sprogforskere har ligefrem foreslået, at vi hellere skulle tale om dansk og svensk som fremmedsprog end nabosprog i forhold til hinanden.

Nabosprogsundervisningens mål og metoder

Der foreligger ikke mange undersøgelser af, hvad der foregår i klassen, når eleverne undervises i nabosprog, eller af, hvad eleverne lærer af det. I min undersøgelse, hvor jeg har fulgt to overbygningsklasser, der deltog i et større nordisk udviklingsprojekt, viser jeg, hvor svært det generelt er at få norsk og svensk til at fungere i danskundervisningen, men peger samtidig på nogle åbninger for elevernes læring.

Vi tager problematikkerne først. Som jeg prøver at vise i afhandlingen, kan læreren tilrettelægge sin nabosprogsundervisning ud fra to forskellige grundopfattelser. Den første tilgang handler om ikke at gøre et stort nummer ud af, at den tekst, man læser, den film, man ser, eller den elev, man taler med, er norsk eller svensk. Den grundlæggende holdning er, at eleverne kan mere, end de selv tror, hvis de bare bliver kastet ud i det. Den tilgang kalder jeg usynlig nabosprogsundervisning, fordi fremmedelementet forsøges nedtonet. Den anden tilgang tager konsekvensen af, hvor svært det rent faktisk er for eleverne at forstå nabosprog. Her arbejder man struktureret med meget afgrænsede sproglige enheder inspireret af fremmedsprogsdidaktikken. Det interessante ved denne tilgang er, at læreren eksplicit sætter sprog på dagsordenen og forsøger at vise, hvordan oplevelser af sproglig fremmedhed kan håndteres og overvindes. Det kan eksempelvis gøres med den såkaldte dictogloss metode, hvor eleverne hjælper hinanden med at afkode en meget kort talesprogssekvens (fx 2 minutter) af passende sværhedsgrad ved at gentage proceduren: lytte-notere-diskutere.

Min undersøgelse viser imidlertid fordele og ulemper ved begge tilgange. Udfordringen ved usynlig nabosprogsundervisning er det store gab mellem elevernes reelle sprogkompetencer og det faglige indhold, de forventes at gribe. Udfordringen ved synlig nabosprogsundervisning er, at den kommer til at ligne fremmedsprogsundervisning og dermed bryde med elevernes forventning til, hvad man laver i dansk. Hvilken tilgang der fungerer bedst i den konkrete situation, vil som i al anden undervisning afhænge af kontekst, elevforudsætninger og formål. Fælles for de aktiviteter, jeg har observeret, hvor eleverne deltog aktivt og viste tegn på sproglæring, var, at aktiviteterne ikke var for svære (norsk bedre end svensk, læse bedre end lytte), at de var tilrettelagt med en tilpas grad af støtte (fx mulighed for at veksle mellem at lytte og læse), og sidst, men ikke mindst, at aktiviteten gav mening for eleverne ved også at handle om noget andet end sprog.

Ideer til undervisning i nabosprog

Nabosprogsundervisning er udfordrende, fordi læreren skal balancere hensynet til elevernes svage sprogforståelse op mod kravet om vedkommende og meningsfuldt indhold. Alligevel behøver det ikke altid være så svært. Lad os slutte af med en simpel, men konkret ide. Mange overbygningslærere bruger den norske ungdomsserie Skam i deres undervisning og af gode grunde, fordi den både har kunstnerisk kvalitet og appellerer til målgruppen.

Når eleverne i et sådant forløb har fået erfaringer med at lytte til norsk understøttet af underteksten og forhåbentlig er blevet interesseret i seriens personer, vil det være oplagt at udvælge en kort sekvens på et par minutter, som bearbejdes sprogligt med brug af fx dictogloss metoden. En anden oplagt mulighed er at arbejde med nogle korte norske tekster, der knytter sig til serien, som eksempelvis chat-kommunikationen på seriens blog.

Med det afsæt kan klassen sammen anlægge et komparativt blik på norsk-dansk og få en ide om nogle overordnede sproglige forskelle og ligheder. Her kan man fx lægge ud med at finde ord, der er helt ens, ord, der ser ens ud, men betyder noget forskelligt (såkaldte ”falske venner”), og ord, der både ser forskellige ud og betyder noget forskelligt. Der er en række faglige pointer, som læreren kan vælge at fokusere på, i et sådant forløb, der både kan handle om sprogs slægtskab, stavning som konvention og sammenhænge mellem sprog og kultur. På den måde kan eleverne få konkrete erfaringer med nabosprog og udvikle sproglig dannelse. Danskundervisningen peger derved samtidig fremad og udfordrer en tendens til sproglig og kulturel ensartethed. 

  • Anbefaling til videre læsning

    Tom Steffensen anbefaler følgende til videre læsning: 

    Delsing, L.O., & Lundin Åkesson, K. (2005). Håller språket ihop Norden. En forskningsrapport om ungdomars förståelse av danska, svenska och norska. København: Nordisk Ministerråd.

    Doyé, P. (2005). Guide for the development of language education policies in Europe: from linguistic diversity to plurilingual education. Language Policy Division, Council of Europe.

    Haugen, E. (1966). Semicommunication: The language Gap in Scandinavia. Sociological Inquiry, 36(2), 280-297.

    Thije, J. D. ten, & Zeevaert, L. (eds.) (2017). Receptive Multilingualism. Linguistic analyses, language policies and didactic concepts. Amsterdam: John Benjamins Publishing Company. 

    Steffensen, T. (2016). Nabosprog i danskundervisning – en undersøgelse af kommunikation og pædagogisk praksis i et netbaseret skoleprojekt. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet.

Del siden på email

Du deler et link til siden: Nabosprogsforståelse som sprogligt dannelsesmål