Lektionsstudier – på besøg i hinandens undervisning

For skoleleder Henriette Langkjær er det ikke på kurser, at udviklingskronerne er bedst givet ud. Gennem sine 27 år som folkeskolelærer har hun nemlig selv hentet allermest ved at vende blikket indad og få sparring og vejledning hos kolleger. 

På Bredballe Privatskole, en mindre nystartet skole i Vejle, ønskede hun at igangsætte en sådan kompetenceudvikling blandt sine medarbejdere. Den metodiske ramme fandt hun i lektionsstudier. En internationalt anerkendt metode, der går ud på, at lærerteams sammen planlægger, gennemfører og evaluerer en lektion med det formål sammen at udforske en fælles fagdidaktisk problemstilling.

Med afsæt i denne metode har skolens lærere sat fokus på undervisningsdifferentiering. 

Et fælles sprog om undervisningsdifferentiering

- Undervisningsdifferentiering er noget, vi hele tiden taler om, og som vi alle gerne vil være gode til, indleder Henriette Langkjær, men det er også noget, som kan være svært at få helt hold på. Hvad mener vi egentlig med det? Og hvordan arbejder vi med det?

- Med de diskussioner, som lærerne tog i forberedelsen, gennemførslen og evalueringen af den fælles lektion, kom de helt ind på hinandens forståelser og ressourcer. De fik indblik i, hvad de gør og tænker hver især, og hvorfor de gør og tænker det. Det skaber et solidt grundlag for et fælles sprog og en fælles didaktisk forståelse af et bredt begreb som undervisningsdifferentiering. Noget, der igen sikrer et højt fagligt niveau på skolen. 

Tid, ro og rum for lektionsstudier

Som skoleleder er det Henriette Langkjærs opgave at skabe tid, ro og rum for, at lærerne sammen kan fordybe sig i dette didaktiske fokus. Hun fortæller:

- På min skole planlagde vi det således, at vi bad udvalgte klasser blive en ekstra time, så de forskellige teams kunne gennemføre deres planlagte lektion den samme dag. Efter lektionen mødtes alle i deres teams og talte om den. Så på den måde var hele skolen i gang med det samme og på samme tid. Det gav energi, fokus og masser af mulighed for sparring. 

Planen er nu, at den planlagte lektion skal udvikles og atter gennemføres, denne gang af en anden af teamets lærere. På den måde kommer alle efterhånden til at stå foran deres kolleger – og udvikle undervisning sammen med deres kolleger. 

Vi skal være gode til at kigge hinanden over skuldrene

Forløbet er blevet positivt evalueret af skolens lærere, især det at tale om didaktik ud fra daglig praksis frem for overordnede didaktiske principper har haft betydning for dem, fortæller Henriette Langkjær. Det er lettere at tage afsæt i praksis og diskutere ud fra det. 

Det kan dog være svært at kigge på hinandens undervisning - og blive kigget på. Det er noget, der skal læres lige så stille, og som både kræver en kultur for at besøge hinandens undervisning og at være god til at give konstruktiv kritik. Henriette Langkjær uddyber:

- Lektionen blev hele tiden kaldt ”vores lektion” for at sikre det fælles ejerskab til den, for det kan føles ensomt og sårbart både at skulle gennemføre undervisning foran sine kolleger og dernæst få deres feedback. Derfor var det vigtigt at tydeliggøre, at alle have en anpart i lektionen. 

- Fremadrettet vil jeg gerne skabe en kultur på skolen, hvor lærerne har tid til at besøge hinandens undervisning, og hvor man tør sige, når noget er svært, og at man ikke ved alt. Jeg vil også gerne understøtte, at lærerne bliver dygtige til at give og modtage konstruktiv kritik. Ingen udvikler sig af at blive sablet ned, men alle bliver dygtigere af gode input og forslag, slutter hun.