Eleverne skal styrkes i mødet med visuelle medier

Vi lever i dag i en visuel kultur, hvor levende billeder fylder hverdagen, fra vi vågner, til vi går i seng. Men samfundets medialisering, og den samtidigt rivende udvikling af de medier, som omgiver os, kan være svær at navigere i – måske især for de børn og unge, der er vokset op midt i den. For dem er den i højere grad end for voksne en helt essentiel og uundgåelig del af deres liv. Forskning viser, at skolen har svært ved at håndtere denne udfordring, og at der er en risiko for, at eleverne kommer til at stå meget alene i mødet med de elektroniske visuelle medier. De sociale, relationelle, personlige og informationsmæssige udfordringer, som følger med, når eleverne anvender de nye medieformater, kan være svære at gennemskue, og der er sjældent hjælp at hente hos forældre eller kammerater.

Tværinstitutionelt samarbejde sætter fokus på film

Skoletjenesten Station Next, der tilbyder filmkurser til elever og lærere på folkeskole- og gymnasieniveau, tog i 2017 kontakt til Københavns Professionshøjskole (KP) for at etablere et samarbejde om at uddanne lærerstuderende i filmmediet. På KP så man et sådant samarbejde som en oplagt mulighed for at kunne styrke lærernes viden og didaktiske kompetencer til at klæde eleverne bedre på til mødet med deres visuelle virkelighed, og derfor satte de tre lektorer Kenneth Reinecke Hansen, Jan Fogt og Thomas Olsen sig sammen for at finde ud af, hvordan man bedst kunne indtænke undervisning i film (og levende billeder generelt) på læreruddannelsen.

”Da vi fik henvendelsen fra Station Next, begyndte vi at udfærdige en rapport over, hvilke samarbejdsmuligheder der fandtes på området, og hvordan arbejdet med film i undervisningen kunne lade sig gøre i praksis. Forslagene gik på alt fra at lave relativt beskedne undervisningsforløb à fx en uge med fokuseret filmarbejde til idéen om at etablere et helt undervisningsfag, der skulle være kompetencegivende til at undervise i valgfaget filmkundskab”, fortæller Thomas Olsen. Han forklarer, at sidstnævnte fag dog ville blive for omfattende både at udtænke og implementere, og derfor faldt valget på at lave et forsøg med et specialiseringsmodul, som relativt uproblematisk kunne passes ind i den allerede etablerede struktur på KP’s læreruddannelse. Herefter blev en udviklingsgruppe bestående af Kenneth Reinecke Hansen, Jan Fogt, Inger-Lise Mourier og Thomas Olsen nedsat af KP, og samarbejdet med Station Next blev udvidet til også at omfatte Det Dansk Filminstitut (DFI). Sammen udformede undervisere fra de tre institutioner rammerne for et tværfagligt pilotmodul, der gav de studerende mulighed for at tilegne sig teoretisk og praktisk kendskab til digitale visuelle produktioner. Modulets målsætning blev at kvalificere de studerende til at kunne designe, gennemføre og evaluere filmundervisning på folkeskolens mellemtrin og i udskolingen med fokus på styrkelsen af elevernes filmanalytiske og -produktive kompetencer samt deres kritiske medie-literacy og æstetiske mediedannelse. Thomas Olsen understreger: ”Fra KP’s side lagde vi fra starten af samarbejdet meget vægt på, at formålet med modulet skulle være at uddanne filmundervisere og ikke filmproducenter, og at filmdidaktik derfor måtte være omdrejningspunktet. De analytiske og produktive kompetencer skulle gå hånd i hånd med didaktikken, og derfor var det også vigtigt at etablere samarbejde med skoler, hvor de studerende kunne koble deres nye viden til praksis.”

Film i skolen – et sideløbende forskningsprojekt

I skolen bliver de unge ofte tilbudt eksterne undervisningsforløb hos udbydere som netop Station Next og DFI’s FILM-X, hvor filmproduktion er omdrejningspunktet. Disse forløb har sammen med læreres efteruddannelse på feltet vist sig på kort sigt at have en positiv effekt på elevernes kompetencer – især hvad angår det produktive element. Men da der ikke fandtes forskning i de mere langsigtede effekter af sådanne tiltag på udviklingen af elevernes fagsprog, kompetencer og dannelse knyttet til levende billeder, blev der bevilget forskningsmidler fra DFI og KP til at undersøge, hvordan film og filmdidaktik kunne indtage en mere central plads i elevernes undervisning i skolen samt i lærernes efter-/videreuddannelse. Forskning på området ville således på sigt kunne styrke lærernes filmdidaktiske faglighed og dermed bedre muligheder for at kunne støtte elevernes evne til at navigere i det visuelle medielandskab.  

”Der opstod den idé, at man skulle forskningsinformere filmmodulet – altså prøve at finde ud af, hvad der egentlig er behov for, hvad de studerende kan i forvejen, og hvordan vi kan gøre dem dygtigere”, fortæller Kenneth Reinecke Hansen. Specialiseringsmodulet kom således til at danne ramme om det KP-baserede forskningsprojekt med samme navn som modulet, Film i skolen, som nu er søsat med Jan Fogt og Kenneth Reinecke Hansen ved roret. ”I forskningsprojektet undersøger vi med surveys, hvad de studerende kan før og efter gennemførelsen af modulet, samtidig med at vi har været ude og observere de studerende på de skoler, hvor de har arbejdet med filmproduktion med eleverne.”

Forskningen peger på behov for opkvalificering

De to forskere Jan Fogt og Kenneth Reinecke Hansen er i skrivende stund i gang med at analysere den indsamlede data, så de har endnu ikke dannet sig et fuldstændigt overblik over, hvad de studerende præcist har fået ud af modulet. Hansen peger dog på, at de kan ane to karakteristiske tendenser: ”Når man spørger de studerende, hvordan de tidligere har beskæftiget sig med film på læreruddannelsen, så peger størstedelen på, at de har lavet filmanalyse, færre peger på, at de har haft erfaring med produktionsdelen, mens ingen af de studerende kan erindre at have arbejdet med film ud fra et didaktisk perspektiv. Det er ret tydeligt, at stilladsering står som noget centralt; hvordan stilladserer man en filmproduktion med elever, så det ikke kun handler om at have det sjovt eller om at få lavet nogle flotte film, mens processen bliver fuldstændig kaotisk? En af de ting, som mange af de studerende har udfordringer med, er kompleksitetsreduktionen. De har store ambitioner om, at de på meget kort tid skal få eleverne til at lave en reklamefilm, der ser ud som dem på tv, i stedet for at reducere til nogle få parametre og nogle få benspænd”. Dette bekræfter Thomas Olsen, der i samarbejde med kollega Inger-Lise Mourier selv har undervist på pilotmodulet: ”De studerende skal ud at gennemføre et forløb i skolen, hvor de som udgangspunkt har to dage med hver 3-4 lektioners undervisning. Med en så begrænset tidsramme kommer de meget nemt til at lave for komplekse produktioner. Hvis man både skal kunne håndtere skuespil, kamera, lyd osv., så falder kvaliteten, og det gælder både for de studerende og for eleverne.” Hansen beretter, at de studerende ikke aktivt anvender begrebet stilladsering, og at de har huller i deres filmdidaktiske sprog. ”Vi kan se, at de i undervisningen faktisk foretager en stilladsering af processen, men at det enten bliver på en meget rigid måde, hvor de måske holder fast i, at alle fagbegreber skal forstås, eller omvendt på en meget flydende måde præget af konstante justeringer og forhandlinger. Det er to yderpunkter, som begge resulterer i, at de studerende virkelig kommer på overarbejde. Det kan jo godt lade sig gøre, når man er ude som en gruppe med fuldt fokus på den ene opgave, men det er ikke en holdbar løsning i en lærers hverdag”. Hansen understreger, at det er påfaldende, hvor dygtige de studerende er til den lærerstyrede del af undervisningen. ”Men i det øjeblik, de går i gang med filmproduktionen, så bliver undervisningen mere kaotisk. Der må selvfølgelig godt være en vis grad af kaos, men det kunne være interessant, hvis man kunne sørge for, at elevernes læringskurve blev lidt mere forudsigelig”.

Æstetik vs. kritik

Undersøgelsens tidlige resultater viser desuden en uligevægt i forholdet mellem de studerendes viden om filmæstetik og deres kritiske bevidsthed. Når de studerende i forundersøgelsen skal reflektere over dette forhold, fortæller Hansen, at de er rigtig gode til at forholde sig æstetisk til film. De ved enormt meget om form og udtryk, fx klipperytme, kameraføring og lyssætning, mens de på idé- og indholdssiden ikke har samme viden. ”Det er den modsatte verden i forhold til 70’erne og 80’erne, hvor man skulle kritisere alting, men slet ikke havde blik for, at fx reklamefilmen også havde en æstetisk dimension. En af de ting, vi kigger på, er derfor, om man både kan styrke elevernes æstetisk-kreative evner, samtidig med at vi også gør dem mere kritisk bevidste i forhold til alle de ting, de sidder og ser og selv producerer; YouTube-videoer, realityprogrammer og kvasidokumentariske formater og den måde, de manipulerer virkeligheden på”.

Filmundervisningens fremtid i skolen

Thomas Olsen fortæller, at evalueringen af pilotmodulet har vist, at de studerende i overvejende grad har været positive i deres feedback om modulet. ”De har været meget begejstrede for selv at kunne producere film, og det, at de fysisk har kunnet være et sted med professionelt produktionsudstyr, har været meget motiverende”. Olsen peger dog på, at der er behov for at styrke arbejdet med de mere analytiske aspekter af modulet, hvilket netop forskningsprojektet vil kunne bidrage til. KP har på grund af de studerendes interesse for modulet valgt at udbyde det i efterårssemesteret 2021, og det forskningsinformerede modul er allerede fra foråret 2022 planlagt til at blive en fast del af KP’s modulkatalog. Modulets parløb med forskningen i skolens filmundervisning skal således fremover være med til at opkvalificere dansklæreres didaktiske arbejde med de levende billeder, så eleverne har et mere stabilt fundament under fødderne, når de står ansigt til ansigt med den medievirkelighed, som har og får så stor betydning i deres liv.