Konferencer og seminarer
Temadag om ordblinde elever i inkluderende læringsmiljøer, København
Undervisning af ordblinde elever må tilgodese hele elevens udvikling – og det stiller krav til, hvordan undervisningen tilrettelægges, og til hvordan skolen tager hånd om et inkluderende læringsmiljø.
Sammen med VIA University College og Kompetencecenter for Læsning, Aarhus Kommune inviterer Nationalt Videncenter for Læsning til en spændende temadag med fokus på undervisning af ordblinde elever i et inkluderende læringsmiljø. Her er fokus på, hvordan undervisningen i fagene kan tilrettelægges, så den ordblinde elev har de samme læringsmuligheder som klassens øvrige elever, og hvordan den ordblinde elevs fremtidsdrømme og livskvalitet kan styrkes gennem pædagogiske indsatser fra en forebyggende indsats og gennem hele skoleforløbet. Kompetencecenter for Læsning deler blandt andet deres gode erfaringer. Her gives konkrete forslag til praksis – baseret på forskning – både til den almindelige inkluderende undervisning.
Temadagen henvender sig til lærere, læsevejledere, inklusionsvejledere og ordblindelærere i grundskolen og på specialskoler, til læse- og talekonsulenter og læringskonsulenter samt skoleledere.
Program
Kl. 09.00 – 09.30 Registrering og kaffe
Kl. 09.30 – 09.45 Velkomst
v. Lene Storgaard Brok, centerleder, Nationalt Videncenter for Læsning
Kl. 09.45 – 10.00 Intentionerne bag dagen
v. Kirsten Friis, konsulent i Nationalt Videncenter for Læsning
Kl. 10.00 – 11.00 ”Forstærket indsats for ordblinde i udskolingen" – et skoleudviklingsprojekt, hvor special- og almenpraksis i skolen mødes og udvikles
v. Lotte Søndergaard, skoleleder for Rundhøjskolen, Johanne Sand-Nielsen, lærer og læsevejleder på Rundhøjskolen, Søren Kronborg Pedersen, konsulent i Børn & Unge i Aarhus Kommune & Hanne Mette Kristensen, konsulent i KCL
I oplægget vil vi kort præsentere tankerne bag projektet samt udvalgte highlights fra indsatsen, som er gået fra at være en specialiseret indsats for ordblinde elever i udskolingen til at være et skoleudviklingsprojekt med fokus på alle elevers læsning i alle fag. Projektet er et samarbejde mellem Rundhøjskolen, KCL og PPR i Aarhus Kommune. Målgruppen er elever i læsevanskeligheder eller med dysleksi i 7.-10. klasse, og projektet forløber over tre skoleår fra 2017 til 2020.
Arbejdet med udskolingseleverne uddybes i workshop A3 og B3.
Kl. 11.00 – 11.15 Elevpanel: Hvad har betydning for, at jeg føler mig inkluderet?
v. Mikael Stensgaard, konsulent i KCL og nuværende/tidligere elever fra KCL
Sammen med Mikael Stensgaard fortæller ordblinde elever om, hvordan undervisningen kan tilrettelægges, så eleverne føler sig inkluderede.
Kl. 11.15 – 11.30 Ordblinde/Dysleksiforeningen – også et netværk for ordblinde børn og unge
v. Ordblinde/Dysleksiforeningen i Danmark
Ordblinde/Dysleksiforeningen præsenterer her deres særlige indsatser for ordblinde børn og unge. Hør om deres camps og ungdomsafdeling, deres arbejde for dysleksivenlige skoler og tilbud om forældrerådgivning.
Kl. 11.30 – 12.30 Frokost og besøg hos forlagene
Kl. 12.30 – 13.15
Workshop, session 1: Du kan deltage i en workshop i denne session og en i session 2. Vi beder dig om at prioritere/vælge tre workshops, så vi har mulighed for at fordele jer efter jeres ønske. Vær opmærksom på, at workshop 1 kun findes i session 1.
A1 Undervisning i LST-strategier – en sag for hele lærerteamet
v. Helle Bundgaard Svendsen, VIA UC & NVL
I workshoppen præsenteres forskellige bud på, hvordan man kan arbejde med LST-strategier i skolens fag. Der vises eksempler på digitale læremidler.
A2 LST-makker
v. Hanne Gramstrup, konsulent i KCL, Jeanette Rugaard, konsulent i KCL og Mia Finnemann Schultz, specialkonsulent i Gentofte Kommune
I workshoppen fortæller konsulenterne om projektet LST-makker, og hvordan børnene arbejder i Aarhus og i Gentofte. LST-makker er inspireret af materialet "Læsemakker" af Mia Finnemann Schultz, 2016, hvor en mesterlærebaseret tilgang danner grundlag for makkerforløb. Fordelen ved mesterlære er, at en erfaren elev lærer en mindre erfaren elev op i nogle færdigheder, hvor de faglige, sociale og kommunikative kompetencer kommer i spil og øves i et trygt og ligeværdigt miljø. I forløbet LST-makker udvælges en lille gruppe ældre elever, som bruger kvalificerende it. De får et kursus i at have ansvar for en yngre makker. Dernæst udvælges yngre makkere, som bruger kvalificerende it, og makkerne parres.
I workshoppen gives konkrete bud på, hvordan et sådant forløb kan se ud.
A3 Forstærket indsats i udskolingen
v. Hanne Mette Kristensen, konsulent i KCL og Johanne Sand Nielsen, lærer og læsevejleder på Rundhøjskolen
Som en del af et skoleudviklingsprojekt arbejdes der på Rundhøjskolen systematisk med at anvende resultaterne fra nationale test i læsning som et redskab, der kvalificerer den pædagogiske indsats. Ved hjælp af Beregneren og Elevprofilberegneren analyseres og fortolkes testresultaterne. På en klasselæsekonference får fag- og dansklærere fælles overblik over elevernes læsestandpunkt, progression og potentiale for udvikling.
På workshoppen fortælles om, hvordan læsning er blevet alle læreres opgave.
A4 Ordblinderisikotesten og en tidlig forebyggende indsats i Roskilde Kommune
v. Mimi Skovgaard og Mette Eriksen, læsekonsulenter i Roskilde Kommune
I workshoppen beskrives Roskilde Kommunes arbejde med ordblinderisikotesten og den tidlige og forebyggende indsats, som kommunen tilbyder.
A5 Faglig læsning for ordblinde
v. Mikael Stensgaard, konsulent i KCL
I workshoppen præsenteres forskellige bud på, hvordan ordblinde, der anvender LST, udvikler selvstændige teknologibaserede læse- og skrivestrategier i arbejdet med faglige tekster. Der gives eksempler på notatteknik, dynamisk læsehastighed, læseguides og ordbogsopslag m.m.
Kl. 13.15 – 13.45 Eftermiddagskaffe og besøg hos forlagene
Kl. 13.45 – 14.30
Workshop, session 2. Se indholdsbeskrivelserne under session 1.
B2 LST-makker
v. Hanne Gramstrup, konsulent i KCL, Jeanette Rugaard, konsulent i KCL og Mia Finnemann Schultz, specialkonsulent i Gentofte Kommune
B3 Forstærket indsats i udskolingen.
v. Hanne Mette Kristensen, konsulent i KCL og Johanne Sand Nielsen, lærer og læsevejleder på Rundhøjskolen
B4 Ordblinderisikotesten og en tidlig forebyggende indsats i Roskilde Kommune
v. Mimi Skovgaard og Mette Eriksen, læsekonsulenter i Roskilde Kommune
B5 Faglig læsning for ordblinde
v. Mikael Stensgaard, konsulent i KCL
Kl. 14.45 – 15.45 Et børneperspektiv på inklusion med særligt fokus på ordblinde elever
v. Christina H. Poulsen, UC Syd & Helle Bundgaard Svendsen, VIA UC & NVL
Ud fra et børneperspektiv præsenterer Christina H. Poulsen sin forskning om deltagelsesvanskeligheder og inklusionsmuligheder i grundskolen. Hendes forskning har ikke specifikt fokus på ordblinde elever, men hvad sker der, når børneperspektivet også rettes mod dem? Hvilke nye veje finder vi, når disse perspektiver mødes? Det undersøger Christina og Helle i en samtale på åben scene.
Kl. 15.45 – 16.15 Nyt fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Undervisningsministeriet
v. Trine Nobelius, specialkonsulent
Kl. 16.15 – 16.20 Tak for i dag og på gensyn
v. Kirsten Friis, konsulent i Nationalt Videncenter for Læsning