Vi skriver og skriver, men har dårligt tid til at læse

Deborah Brandt er professor emerita på University of Wisconsin-Madison i USA og forsker i læsningens og skrivningens betydning i almindelige menneskers liv. I sin forskning kaster hun et originalt og øjenåbnende blik på de roller, som læsning og skrivning har haft, når vi ser tilbage i historien, og viser, hvordan færdigheder i vor tid forældes med stigende hast.

I sin seneste bog dokumenterer Brandt, at skrivningen er blevet den dominerende kulturelle praksis i vores hverdags- og arbejdsliv, mens vi ikke har tid til at læse. Skolen står med nogle store udfordringer, som den efter hendes vurdering er svagt rustet til at løfte.

Et historisk paradoks

Til den prisbelønnede bog Literacy in American Lives fra 2001 interviewede Deborah Brandt 80 helt almindelige amerikanere i alderen fra 10 til 90 om, hvordan de havde lært at læse og skrive, og hvordan de havde anvendt den ressource i forskellige perioder af deres liv.

I bogen kan vi læse om, hvordan betingelserne og mulighederne for at lære sig at læse og skrive ekspanderede i det 20. århundrede, samtidig med at selve læsningen og skrivningen forandrede sig. I de mange historier ser Brandt et paradoksalt mønster. Stadig flere har fået adgang til at lære at læse og skrive på stadigt mere avancerede niveauer. Og samtidig bidrager dette øgede færdighedsniveau til en økonomisk og teknologisk udvikling, som devaluerer færdigheder, der tidligere gjorde god fyldest.

Sponsorer af læse- og skriveressourcer

Læsning og skrivning kan undersøges ud fra forskellige perspektiver. Deborah Brandt interesserer sig for, hvordan betingelser og rammer for læsning og skrivning formes af økonomiske og samfundsmæssige strukturer. Derfor vælger hun at se ’literacy’ som en ressource, vi efterstræber for at få adgang til de muligheder, den åbner for.

Det helt originale i Brandts undersøgelse er, at hun bruger begrebet sponsor til at analysere forbindelserne mellem de individuelle livshistorier og de økonomiske kræfter, som sætter retningen og bestemmer den samfundsmæssige værdi af menneskers læse- og skriveressourcer. Hun undersøger, hvem og hvad der har sponsoreret de interviewedes oplæring i læsning og skrivning gennem livsforløbet.

Pointen med begrebet sponsor er, at sponsorer støtter en sag eller en person, men også selv får noget ud af det. Det er aktører, der støtter, oplærer og modellerer, men også rekrutterer, regulerer, undertrykker eller unddrager læse- og skriveressourcer – og som får fordel af det på en eller anden måde.

Historisk har kirken og skolen været hovedsponsorer for læsning og skrivning. Det var læsningen, der var kulturelt dominerende. Læsning var for kirken forbundet med fromhed og bibelstudier, mens skrivning var forbundet med negative værdier som verdslig aktivitet og stræben efter materiel og social mobilitet.

Også i skolen har læsningen haft markant prioritet og tilskrives stærke dannelsesværdier, mens skrivningen for masserne blev set som en basal, nyttebetonet færdighed, og kun de få fik adgang til avanceret skrivekyndighed. Brandt peger på kirkens og skolens sponsorinteresser i at disciplinere og fastholde egen institutionel magt og betydning, og hun beretter om sine informanters ambivalente erfaringer med skrivning, hvor følelser af ensomhed, hemmelighedsfuldhed og modstand er et gennemgående tema.

Hvem sponsorerer læsning og skrivning i dag?

I dag er der store økonomiske interesser i ”mass literacy” på avanceret niveau. Kravene til skrive- og læsekyndighed er steget stejlt med stadigt accelererende teknologiske og økonomiske forandringer. Samtidig forældes færdigheder så hurtigt, at nye generationer ikke kan genkende den forrige generations erfaringer og færdigheder. Nye sponsorer er sprunget frem ved siden af de klassiske. Kommunikationsteknologien er drevet af stærke markedsinteresser, og ifølge Deborah Brandt er markedet i dag en mere dominerende sponsor for læse- og skrivekyndighed end skolen.

Det har store politiske og etiske følger, for markedet abonnerer ikke på idealer om lighed og borgerrettigheder, men kun på muligheder for profit. Og markedet har ingen historisk hukommelse. Men, reflekterer Brandt, her kan skolens forandringstræghed og lange hukommelse måske komme til nytte. Som samfundets vigtigste opbevaringssted for læsningens og skrivningens historie kan skolen tjene til at stabilisere literacy-oplæringen og bruge sine formidable ressourcer til at styrke værdien af de mangfoldige former for ’literacy’, der mødes i skolens rum.  

I Literacy in American Lives fra 2001 så Brandt tendenser til, at skrivning var på vej til at forskyde læsning som den dominerende ressource. I The Rise of Writing fra 2015 dokumenterer hun, at denne tendens er eksploderet. I medrivende beretninger viser hun, hvordan unge som ældre skriver mere og mere, mens der ikke er tid til at læse. Læsning er i stigende grad blevet et led i skriveprojekter. Samtidig er skrivningens potentialer som rum for intellektuel, moralsk og samfundsmæssig udvikling dårligt forstået.

Skolen er ude af trit med verden i sit fortsatte fokus på læsning frem for skrivning. God skrivning forstås som noget, der udspringer af læsning af gode tekster. Og skrivningens stærke historiske forbindelser med kunst, håndværk, performance, offentlighed og indtægter undertrykkes i skolens abstrakte, symbolbaserede rutiner.

Brandt advokerer afsluttende for et skrivebaseret literacy-projekt. Det vil skabe muligheder for at genvinde en masseskrivning for det civile liv, frem for at den drives af kommercielle og forretningsmæssige interesser: ”Når skrivning behandles pædagogisk i hele sin fylde, engagerer den etik og en sans for risiko og ansvarlighed. Den bliver betydningsfuld, dramatisk, farlig, berigende og i stand til at forandre selvet og andre”.