Hvordan styrker man læselysten?

Mange danskere udtrykker et ønske om at ville læse mere, men det er et faktum, at rigtig mange af os sjældent eller aldrig læser bøger i traditionel forstand. Hvis flere og flere bliver svage læsere, kan det i fremtiden få konsekvenser for vores kollektive uddannelsesniveau, men hvordan skal vi få tid til at sætte os ned og fordybe os i en god bog, når vores hektiske hverdag konstant banker på? For at svare på det spørgsmål har forskere og nordjyske biblioteker arbejdet sammen i projektet Ro(man)TID om et opsøgende arbejde på en række nordjyske arbejdspladser, hvor der i forvejen fandtes kollegiale fællesskaber, som kunne udgøre et afsæt for en fælles læseindsats. Bibliotekarerne talte med de ansatte og gav dem individuel vejledning i forhold til læseforudsætninger, læsebarrierer, læsemønstre og læseinteresser. Kombinationen af en indledende kortlægning af, hvad der stjal tiden i den enkeltes hverdag, samt en efterfølgende målrettet inspiration i forhold til valg af litteratur viste sig at være rigtig god til at (gen)etablere holdbare læsevaner hos deltagerne. I projektet fik deltagerne hjælp til at opstille klare, realistiske og meningsfulde læsemål, at finde rum i hverdagen, hvor læsningen kunne foregå uforstyrret, og at skabe læseflow.

Læseflow

Men hvad er læseflow? Frans Ørsted Andersen fra DPU på Aarhus Universitet er en af forskerne i projektet, og han har i mange år forsket i flowteori, som er tæt forbundet med fordybelsen i læsning. Flow er ifølge Andersen en tilstand, der kan opstå, når man er i gang med en opgave, i hvilken man er fuldt opmærksom, koncentreret og engageret, og hvor tidsfornemmelsen ændres: ”At være i flow er ikke bare at slappe af. Det er ikke bare at være mindful. Det er også at være i gang med noget, der er udfordrende. Kernen i den dybe læsning er flowtilstanden. Det ligger i flowbegrebet, at man er fordybet for aktivitetens egen skyld. Man gør det ikke, fordi man får løn for det eller likes på de sociale medier.” Hvis man er fordybet i læsning, kan det ifølge Andersen sammenlignes med at meditere, og selvom man læser om voldsomme ting som mord eller krig, så er kroppens stresshormonniveau alligevel i balance, når man er opslugt af en tekst. For eksempel øges kroppens produktion af dopamin, som man ser det ved indtag af kaffe, alkohol eller marihuana, også ved fordybet læsning. Flow er en både mentalt og fysiologisk sund tilstand at være i, som bl.a. kan modvirke stress.

Læsning er langt nede på to-do-listen

Men det at være fordybet i en tekst i lang tid er ifølge Andersen en kulturteknik, der er ved at forsvinde for store dele af befolkningen. Nogle af de store nationale læseundersøgelser viser, at selv højtuddannede har udfordringer med læsningen, og at danskerne udtrykker, at selvom de før har følt glæde og fået energi ved at læse, så har de ikke tiden til det mere; at læsningen er røget for langt ned på to-do-listen. I begyndelsen af projektet tænkte Andersen derfor, at det ville blive en meget stor udfordring at få folk til at kunne fordybe sig i læsning (igen): ”Det er jo nogle store globale tendenser, vi er oppe imod, og jeg tænkte, at det var umuligt bare lige at rykke ved med nogle bibliotekarer og forskere, der rendte rundt i Nordjylland i et stykke tid. Så jeg var meget overrasket over, hvor meget der faktisk lykkedes.” Andersen peger på, at successen bl.a. kan skyldes, at der i os som mennesker er en iboende rettethed mod at være fordybet på trods af travlhed. ”Måske er det, der gør os til mennesker i virkeligheden, det, at vi ikke kun handler på impulser og gør det nødvendige her og nu, men at vi også har denne her optagethed af at kunne lave et stykke tøj eller bygge et hus.” Han peger på, at man bl.a. kan se, at håndværksmæssige fritidsbeskæftigelser som fx syning var i fremgang inden samfundets coronanedlukning. Folk lader i stigende grad til at vende tilbage til aktiviteter, hvor fordybelsen er i centrum.

Læsning i skolen skal tage udgangspunkt i det personlige møde

Kan RO(man)TID fortælle os noget om, hvordan vi styrker den meget eftertragtede læselyst i skolen? Andersen peger på, at lærerens engagement og indlevelse i elevernes livsverden er helt centralt. Han forklarer dette ved at henlede opmærksomheden på, at det fx i høj grad er drenge og mænd, der har problemer med læsningen: ”Hvis vi alene kørte alle disse læseundersøgelser på kvinder og piger i alle aldre, så var der faktisk ikke rigtig noget problem. Der er ikke ret mange mænd, der orker at sidde og læse en hel roman. Nogle af de undersøgelser, jeg har været med til at lave, viser, at drenge fra 5.-6.-klasse og hele vejen op gennem uddannelsessystemet – især hele det segment, der ikke tager en boglig uddannelse – faktisk gerne vil læse, og hvis man kan formidle noget litteratur, som interesserer dem, så kan de pludselig blive fanget.” Andersen fremhæver som eksempel biografien Jeg er Zlatan om fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic som en bog, der appellerer til rigtig mange drenge, der ikke troede, at de nogensinde ville komme til at læse. ”Bibliotekarerne i RO(man)TID måtte sande, at det ikke er nok med det passive bibliotek. Man skal lave opsøgende arbejde, og man skal have face-to-face-samtaler med folk, hvad enten det er drenge i skolen eller lastbilchauffører, og så skal man koble det på nogle af de interesser, de i øvrigt har. Så kan der ske alt muligt.” I skolen handler det altså om, at læreren gør nogle af de samme ting, som viste sig så succesfulde i projektet: At give eleverne individuel vejledning i forhold til læseforudsætninger, -barrierer, -mønstre og -interesser ud fra en indlevelse i elevernes livsverden og at være opsøgende og lytte nysgerrigt til elevernes fortælling.

En eksistentiel samtale

Frans Ørsted Andersen understreger, at man i skolen ikke skal være bange for at vælge litteratur, der passer til den enkelte elev: ”Det er ikke alle, som bliver fanget af forfattere som Tove Ditlevsen eller Ida Jessen. Det, vi gjorde i dette projekt, var jo at spørge folk, hvad de var interesserede i, og så var det virkelig interessant at lave en personlig tidskortlægning. Alle, der deltog, blev nemlig chokerede over, hvor meget spildtid de har med at sidde med deres smartphone for sanseløst at tjekke det ene og det andet og like alle mulige ligegyldige opslag. Rigtig mange læsevejledere i skolen har meget fokus på lixtal, men man er også nødt til at arbejde med, hvad det er for et liv, eleverne lever, og hvornår de har mulighed for at sætte sig ned og læse. Det bliver nærmest en eksistentiel samtale, som kan vise eleven, at litteraturen kan knytte an til noget af det, der foregår omkring dem i deres hverdag, og kan give noget værdi, nogle oplevelser og noget dannelse. Men det er selvfølgelig noget, der kræver tid.” Andersen mener desuden, at det er vigtigt, at man som underviser kobler den personlige fortælling bevidst til elevernes læsning og inviterer verden indenfor i skolen: ”Det kan for eksempel være at invitere forfatteren eller landmanden, den enlige mor eller indvandreren fra Vollsmose ind og fortælle om sit liv og så koble det på den litteratur, der findes på feltet. Det personlige møde og det personlige engagement koblet til dér, hvor eleverne er.”

En opfordring til selv at skrive

Andersens sidste råd til lærere og pædagogiske forskere er selv at begynde at skrive litteratur til de elever, der har det svært med at få læst. Han har således selv skrevet en biografisk roman, som er blevet til på baggrund af en grundig analyse af Jeg er Zlatan. Bogen handler om danskeren Chris Madsen, hvis livsfortælling har paralleller til Zlatans, og han har fået mange gode tilbagemeldinger fra især mænd og drenge, der synes, at bogen gav dem lyst til at læse. Og læses skal der, for som Andersen slutter: ”Læseforskningen har altid sagt, at man lærer at læse ved at læse, så vi er nødt til at holde det i gang, så vi ikke kun bruger vores tid på at rulle fingre hen over skærme og afkode billeder og overskrifter.”