Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Aktuelt

Ny forskningsoversigt om børn og unges læsning i en digital tid

I dag læser børn og unge tekster på computer, tablet, e-bogslæser og smartphone. De læser ikke kun tekster i trykt form. Det betyder ikke, at bogen er forsvundet ud af deres mediebrug. Faktisk lever den i bedste velgående. Desuden er børn og unge fleksible og opmærksomme mediebrugere. De er opmærksomme på, hvad det medie, de læser på, kan tilbyde dem, samtidig med at de følger indhold på tværs af medier og platforme.

Det er nogle af de pointer, man kan læse om i en ny forskningsoversigt: Digitaliseringens betydning for børn og unges læsning, som Kulturministeriets Bogpanel har udgivet. Vi bad Henriette Romme Lund, ph.d. og faglig konsulent i Nationalt Videncenter for Læsning, der har skrevet oversigten, om at uddybe.

 

Bogen er ”still going strong”

De seneste læsevaneundersøgelser viser, at danske børn og unge er hyppige brugere af sociale medier, og at de har taget både e-bogen og lydbogen til sig – muligvis fordi de ofte læser disse formater i skolen. Det betyder dog ikke, at bogen er forsvundet ud af deres mediebrug. Tværtimod ser den ud til at indtage en central rolle. Der er flere årsager til dette. Henriette Romme Lund forklarer.

- Et dansk studie viser, at børn og unge især vælger bogen til, når de læser længere tekster i form af skønlitteratur. Det skyldes, at bogen kun rummer én tekst, og at den giver dem ro til at fordybe sig. Desuden tillægger de bogen en særlig symbolsk værdi. De finder det forkert eller direkte mærkeligt at læse skønlitteratur på en tablet.

- Det sidste er, tilføjer hun, en holdning, som forældre til små børn også giver udtryk for. Et engelsk studie, der undersøger højtlæsning i syv familier, viser, at mødre foretrækker bogen, når de skal læse højt for deres barn. De bryder sig ikke om at læse højt fra en tablet. Den holdning til bogen, som børn og unge giver udtryk for, kan stamme fra den læsekultur og de holdninger til læsning, de er vokset op med.

Børn og unge orienterer sig altså mod bogen, fordi de mener, den kan noget særligt. Det samme ses i deres brug af smartphonen, hvor – hvilket et singaporeansk studie viser – børn og unge helst læser korte nyheder, fordi de hele tiden får dem i en opdateret version. På baggrund af det foreslår Henriette Romme Lund, at vi taler om en fredelig sameksistens mellem de forskellige medier i stedet for at se dem som konkurrenter til bogen.

 

Læsere i en digital tid

Børn og unge opfører sig ikke kun medieorienteret i deres læsning, de opfører sig også indholdsorienteret. Et dansk studie viser, at de ofte følger en historie, et idol, en karakter fra en fortælling eller en influencer og således bevæger sig på tværs af medier og platforme.

Når de henter inspiration til læsning, sker det dels via nære relationer som venner og familie, dels via forskellige onlinelæserfællesskaber. Det kan eksempelvis være BookTok på TikTok, BookTube på YouTube, Bookstagram på Instagram og r/books på Reddit.

Et singaporeansk studie af 12 meget læsende piger viser, at de på BookTok både henter inspiration til boglæsning i form af skønlitteratur i papirbøger og inspiration til tekster, der kun kan læses online. Det kan være fanfiction, som de finder på Movellas, eller tegneserier, som de finder på Webtoon. Når de henter inspiration til læsning, opfører de sig altså nysgerrigt og fleksibelt.

- Det er typisk børn og unge, som læser meget, og som har en positiv holdning til læsning, der anvender sociale medier som inspirationskilde, understreger Henriette Romme Lund. Det samme gælder ikke for dem, der ikke læser meget, og som helst undgår at læse bøger, hvilket nok ikke kan komme bag på nogle.

- Ifølge et hollandsk studie er der dog et potentiale at spore hos såkaldte bogtvivlere. I studiet betegner det børn og unge, der nogle gange kan lide at læse bøger, andre gange ikke, og forskerne peger på, at en platform som BookTok ville kunne inspirere dem til at læse, da de her møder læsende rollemodeller. Man kan sige, at forskerne opfordrer til, at vi lader bogtvivlen komme dem til gode, slutter Henriette Romme Lund.

  • Seminar 22. maj 2024

    Bogpanelet ønsker at fremme debatten om børn og unges læsning, og inviterer derfor til seminar om undersøgelsen den 22. maj 2024, kl. 16:00-17:30, hos Slots- og Kulturstyrelsen på Hammerichsgade 14, 1553 København.
    Tilmeld dig via dette link

Del siden på email

Du deler et link til siden: Ny forskningsoversigt om børn og unges læsning i en digital tid