Ordblinde har brug for tryghed – ikke flere test

En arbejdsgruppe har set på, hvad der skal til for at få flere voksne ordblinde til at melde sig til ordblindeundervisning. Den anbefaler blandt andet at øge screening og at gøre tilrettelæggelsen af undervisningen mere fleksibel. Det er der ikke noget galt med, men de foreslåede løsninger rammer ikke kernen i problemet, for udfordringen stikker dybere – og skulle man måske spørge de potentielle modtagere af tilbuddet om, hvad der skal til? 

Som en del af regeringens Ordblindepakke V er en arbejdsgruppe blevet nedsat for at komme med bud på, hvordan vi får flere voksne ordblinde til at tage mod det gratis tilbud om ordblindeundervisning. Man anbefaler øget screening og mere fleksibel organisering af undervisningen, men anbefalingerne hviler på nogle problematiske antagelser.  

For det første antages det, at voksne med læse- og skrivevanskeligheder ikke selv er klar over deres udfordringer, og at en screening vil motivere dem til undervisning. Jeg kan ikke genkende dette billede af mine kursisters motivation. Gennem de sidste 18 år har jeg været med til at opbygge landets største afdeling af ordblindeundervisning for voksne og har derigennem set, hvad der har effekt – og hvad der ikke har – når man skal have voksne ordblinde til frivilligt at træde ind ad døren. Mennesker, der kæmper med skriftsproget, ved udmærket, at de har vanskeligheder – det behøver de ikke en test til at fortælle dem. Og den manglende motivation skyldes en erfaringsbaseret lav tiltro til, at skolebænken er vejen frem for dem. Så hvorfor skulle en screening skabe motivation i sig selv? For mange vil det nok nærmere føles, som om man tramper på deres i forvejen ømme tæer.   

For det andet antager man, at den manglende fleksibilitet i undervisningstilbuddet er hovedårsagen til manglende tilslutning. Der er ingen tvivl om, at det er unødvendigt bøvlet at skulle tilrettelægge ordblindeundervisning. Det skyldes bl.a. et taxameter, der i takst og tællemønster ikke passer til den virkelighed, det skal afspejle. Samtidig er administration af kompensation for undervisning i arbejdstiden til arbejdsgiver eller medarbejder også besværlig.  Disse faktorer bør der gøres noget ved. Men jeg tvivler på, om det reelt skaber flere kursister på skolebænkene. Problemet for den enkelte er næppe, hvor fleksibelt undervisningen er tilrettelagt, men frygten for selve undervisningslokalet. 

De fleste voksne ordblinde har udviklet en fobi for undervisning. Jeg kender stærke voksne, der beskriver, at selvom de har fået en masse succesoplevelser med ordblindeundervisning for voksne, så har de stadig ondt i maven, hver gang de skal afsted. Det her stikker dybere, end man skulle tro.  

Så hvis vi skal lokke nogen ind til undervisning, skal vi nok i højere grad vise de ordblinde voksne, at undervisningslokalet er et trygt sted at være. At læreren er blid, kompetent og respektfuld over for voksne kursister med undervisningsfrygt. Vi skal ikke sælge løgnehistorier om, hvor nem undervisningen er, men indrømme, at det er benhårdt arbejde – men at det nytter.  

Arbejdsgruppens anbefalinger bærer præg af at være skrevet af dem, der skal tilrettelægge tilbuddet (arbejdsgivere og udbydere). De er baseret på de stopklodser, som de ser. Men har man mon husket at tale med de potentielle modtagere af tilbuddet om, hvad der ville motivere dem? Eller med de undervisere, som står helt ude i undervisningslokalerne og møder ordblinde voksne? Det kunne være, at de kunne se nogle andre stopklodser – og dermed andre anbefalinger til løsninger.  

Vi er nødt til at erkende, at der skal ses på løsninger, hvor voksne ordblinde føler sig set, hørt og taget alvorligt i deres frygt. Kun ved at tage udgangspunkt i deres perspektiv kan vi skabe reel motivation og tryghed til at tage skridtet ind i undervisningslokalet.