Fire bud på god skrivedidaktik

Skrivning handler ikke kun om at sidde stille og om at levere en tekst, der vurderes ud fra bestemte parametre. Skrivning handler også om samtale, om at kigge efter, om skriveproces og om at være nysgerrig på såvel egne som andres tekster.
Det er nogle af pointerne, som skriveforsker Lise Baun fremhæver i sin ph.d.-afhandling, Samskrivning og mimesis. En undersøgelse af relationerne mellem elever, lærere, tekster og digital teknologi i 1. klasse. Selvom hun i sit ph.d.-projekt observerede skrivende elever i 1. klasse, er pointerne også relevante for skriveundervisere på andre klassetrin. Sammen med Laura Overgaard Hansen fra Nationalt Videncenter for Læsning har hun samlet dem i fire statements til inspiration.

1. Efterligning er ikke et fyord

“Helt grundlæggende lærer mennesker ved at efterligne andre. I skolens skriveundervisning fylder efterligning meget, men her er det ofte de gode tekster og læreren, som eleverne efterligner. Men elever efterligner også hinanden, fordi de er betydningsfulde for hinanden, og det bliver ofte overset.”

Sådan forklarer Lise Baun, adjunkt på Københavns Professionshøjskole og ph.d., hvorfor det at efterligne klassekammerater ikke bør ses som forbudt, men i stedet som en naturlig og god del af skrivearbejdet.

2. Skrivning er meningsfuld

“Vi mennesker er meningssøgende væsener,” forklarer Lise Baun. ”I en læringssituation er vores engagement betinget af, at vi kan se meningen med den, og når vi skal udtrykke noget og skrive en tekst, skal vi have noget på hjerte. Skrivning skal derfor ses som en måde, hvor eleverne sætter ord på det, der er vigtigt for dem.”

Meningsfuldheden har ifølge Lise Baun to spor: den mening, teksterne skal udtrykke, og de meningsfulde relationer til de andre elever, som skrivningen kan udspringe fra eller inspireres af. Det sidstnævnte sker blandt andet ved at kigge efter hos hinanden eller skrive af – og det er ikke forbudt, men derimod en vigtig og naturlig del af læring.

Ved at undersøge det meningsfulde for eleven gennem deres tekst kan skrivelæreren også være med til at etablere nye grupper eller samarbejder for eleverne ud fra de ting, som de gerne vil skrive om.

3. Skrivning er samtale

Lise Baun peger – ligesom en række andre forskere – på vigtigheden af, at skrivning indeholder samtale. ”Mange har en forestilling om, at skrivning er en stille, indadvendt fordybelsessituation, som foregår mellem en person og et tomt stykke papir. Den forestilling er skrivelæreren nødt til at gøre op med,” understreger hun.

"I ens didaktiske praksis skal man have det som en forudsætning, at skrivning indeholder samtale. Det skal ses som en del af skriveprocessen frem for noget, som læreren forsøger at minimere,” forklarer Lise Baun.

“Hvis man sætter elever til at skrive individuelt og ikke skulle snakke med hinanden, så planlægger man faktisk op imod en helt grundlæggende impuls til at efterligne, til at tale sammen og se, hvad hinanden gør.” Elevernes impulser og lærerens rammer vil modarbejde hinanden, og det kan skabe uro i undervisningssituationen.

Læreren skal skabe rum og tid til, at eleverne kan tale sammen eller kigge hos hinanden. “Formålet kan være samtalen om skrivning og det at blive inspireret af hinanden. At vi sammen er i en skriveproces og udforsker, hvad skrivning kan.”

4. Skrivning er både produkt og proces

Selvom Lise Baun fremhæver skriveprocessen som et givende og lærerigt rum, anerkender hun, at skriveundervisningen også skal handle om produktet. Skrivelæreren må overveje, om det er produktet eller processen, som vægter højest, når skriveaktiviteten planlægges.

”Hvis det er vigtigt, at produktet er læseligt for andre, kan det give mening at skrive i grupper. I indskolingen er der stor forskel på, om eleverne endnu har knækket bogstavskoden. Derfor kan det give god mening at lave differentierede grupper, hvor elever med forskellige niveauer kan samarbejde, så produktet bliver lettere at læse for andre.”

I tråd med anden skriveforskning foreslår Lise Baun, at når læreren har læst elevernes tekster, kan læreren i stedet for at vurdere eller redigere i teksten spørge eleven: Hvad er du særligt glad for ved denne tekst? Hvad vil du gerne arbejde videre med? Herefter kan lærerens vejledning være en samtale om, hvordan elevens intention kan komme tydeligere til udtryk ved at ændre på sproget.