Aktuelt
Styrk gymnasieelevers læsning
Er der belæg for at sige, at der er en læsekrise blandt danske unge?
Det spørgsmål tages op i et afsnit af podcasten Lærerværelset, som Peter Heller Lützen, specialkonsulent ved Nationalt Videncenter for Læsning, har gæstet. Han vil ikke male et krisebillede af læsesituationen i Danmark, men alligevel er der kompetencer, som kan styrkes, når man arbejder med unges læsning. Derfor giver han en håndfuld gode råd til undervisere, der gerne vil støtte elevers faglige læsning i gymnasiet. En af opfordringerne er at se kritisk på lærebøgerne og fagenes tekster, når man vil hjælpe de elever, der har svært ved læsningen. Teksterne er ikke altid så tilgængelige, som faglæreren tror.
I podcasten inddrages idekataloget ”Stilladseret læsning”, som Peter Heller Lützen er medforfatter til. Heri beskriver han bl.a., at der er meget stor variation i unges læsekompetencer, også selvom de måske sidder i de samme klasser. Ideerne i idekataloget handler om, hvordan man didaktisk kan tilrettelægge fagundervisningen, så alle får mere ud af den – også dem, der har svært ved at læse fagenes tekster på egen hånd.
Peter Heller Lützen er også en af forfatterne bag vidensuniverset om læse- og skrivestilladser til unge, som du finder her. Her finder du konkrete metoder og ideer til at hjælpe gymnasieeleverne med at læse, forstå og bruge fagenes tekster. Vidensuniverset indeholder både film, podcasts, idekataloger og inspirationshæfter – klar til brug i undervisningslokalet.