Udgivelser
Grænsegængere og grænsedragninger i nordiske modersmålsfag
Grænsegængere og grænsedragninger i nordiske modersmålsfag er første del af en konferenceserie udgivet af Nordisk Netværk for Modersmålsdidaktisk Forskning (NNMF), som har til opgave at skabe rum for forskning i de nordiske førstesprogsfag. Publikationen indeholder 14 artikler fra danske, svenske og norske forskere samt fra den australske modersmålsdidaktiske/L1-forsker Mary Macken-Horarik.
Bogen indledes med en introduktion til termen grænsegængere/boundary students samt de tilstødende begreber grænsedragninger og grænser. Bogens første del indeholder bidrag, der forankrer grænsegænger-begrebet til uddannelsesvidenskabelige forskningsfelter og afprøver det som kategori for fagdidaktisk analyse med fokus på modersmålsundervisning. Anden del undersøger begrebet i relation til empiriske studier, altså som perspektiv til forskning inden for modersmålsdidaktik, og bogens tredje og sidste del indeholder forskningsbidrag med aktuelle problemstillinger inden for modermålsdidaktisk forskning med hensyn til grænse(gænger)problematikker, som kan være med til at udvikle fagets indhold-, metode- og legitimeringsgrundlag.