Udgivelser
Læringsudfordringen. Sådan guider du eleverne gennem "pitten"
Denne bog beskriver i teori og praksis, hvordan man guider sine elever gennem ”pitten”; en metafor for den forvirrede tilstand, en person befinder sig i, når vedkommende har to eller flere modstridende tanker eller meninger i hovedet samtidigt. Det er bogens påstand, at udfordring gør læring mere interessant, idet der i læringsudfordringen, som er en dialogbaseret gruppeaktivitet, opstår en kognitiv konflikt, hvor to eller flere idéer giver mening hver for sig, men sådan set er i modstrid med hinanden. Dette motiverer eleverne til sammen at tænke dybere, strategisk og mere kritisk, og dermed får de mulighed for at tænke over og tale om egen læring.
Læringsudfordringen henter inspiration fra John Dewey og Matthew Lipmans syn på tænkning og dialog som værende selve kernen i alle uddannelsespraksisser. Det teoretiske grundlag bygger især på Lev Vygotskys tanker om, at de idéer og processer, en person oplever i dialog med andre, påvirker den måde, som vedkommende tænker på fremover. Bogen indeholder beskrivelser af den bagvedliggende tilgang til undervisning og læring, indføring i aktivitetens fire stadier og overvejelser om, hvordan man kommer i gang som enkelt underviser eller som samlet skole.
Bogen henvender sig til lærere, ledere og pædagogiske medarbejdere, der ønsker at vejlede deres elever i at udvikle kritisk, kreativ empatisk og samarbejdsbetonet tænkning.