Udgivelser
Skoleledelse med data – i praksis
I denne bog giver forfatteren korte og koncise svar på, hvad data er, og hvad data kan og ikke kan med udgangspunkt i skolens opgave og ud fra danske skolelederes praksis. Desuden præsenterer forfatteren den nyeste viden om, hvordan data kan bruges i ledelsens arbejde. Bogens pointe er, at nuancerede data kan styrke den professionelle beslutning til gavn for elevernes læring og trivsel, selv om data ikke i sig selv kan give svar på den rette handling i skolen.
Bogen er skrevet som en hjælp til ledelsesteam i arbejdet med at omsætte og anvende data. Der bliver derfor præsenteret en række modeller og værktøjer til dette. Bogens eksempler, som alle er hentet fra praksis, viser, hvad, hvordan og hvorfor danske ledere i skolen gør, som de gør, i arbejdet med data.
Ledere i skolen, skolens vejledere og konsulenter samt chefer fra skoleforvaltninger er bogens målgruppe. Den kan også bruges på diplomuddannelser for vejledere og ledere – og for de lærere og pædagoger, som gerne vil gennemskue og forstå beslutninger i skolens hverdag.