’The total linguistic fact’ – at tænke sprog i 3D

Sprog beskrives ofte umiddelbart i tal og med fokus på form: Hun taler x antal sprog. Børn kan x antal ord, når de har alder y. Der er x antal fejl i tekst – eller test – z. Men sprog er andet og mere end form og tal! Det afspejles i begrebet ’the total linguistic fact’, hvor sprog i stedet opfattes som en kompleks interaktion mellem sproglig form, sprogbrug og sprogideologier. Denne tredimensionelle tilgang til sprog står centralt i min forskning i sprog og literacy i pædagogiske institutioner.

Men hvorfor insistere på at tænke så tredimensionelt og nuanceret om sprog, som begrebet ’the total linguistic fact’ inviterer os til? Fordi sprog ER tredimensionelt og nuanceret. Og hvis vi alene fokuserer på de formelle aspekter af sprog, der mest umiddelbart lader sig identificere og kvantificere, risikerer vi at drage reduktionistiske slutninger om sprog og ikke mindst om sprogbrugere – med store konsekvenser for sprogsamfund.

Sprog i 3D – eller ’the total linguistic fact’

Tilbage i 1985 lancerede den nordamerikanske antropologiske lingvist Michael Silverstein begrebet ’the total linguistic fact’ – det fuldstændige sproglige faktum. Med begrebet ville Silverstein tydeliggøre, at sprog ikke alene er form, men at ethvert sprogligt fænomen eksisterer i en helhed mellem struktur, sprogbrug og ideologi.

Silverstein brugte det sproglige fænomen ’køn’ som eksempel. Mange af verdens sprog har et sæt af sproglige hun- og hankønsformer og ord og udtryk, der knytter sig til henholdsvis kvindelige og mandlige væsener. Men i konkrete sprogbrugssituationer kan betydningerne forskyde sig – fx når et hankønsvæsen kaldes en ’tøs’. Det hænger sammen med sprogideologierne, som er de holdninger og forestillinger, der i ethvert samfund er til, hvad der gælder som korrekt, passende og efterstræbelsesværdige måder at bruge sprog på. Tænk bare på debatten om det angiveligt kønsneutrale svenske ’hen’, der netop illustrerer, at sprog er alt andet end kønsneutralt.

At tænke sprog som pizza

Herhjemme har den danske sociolingvist Pia Quist brugt et stykke pizza til at illustrere ’the total linguistic fact’. Det gjorde hun med afsæt i en verserende diskussion om såkaldt ´pizza-dansk`, men i øvrigt med primær reference til pizzastykkets karakteristiske trekantede form. Quist placerer struktur, sprogbrug og ideologi ved hvert sit hjørne af pizzaen for på den måde at gøre det klart, at de tre hjørner er dybt afhængige af og filtret ind i hinanden:

Sprog er aldrig bare struktur og form; sprog gives mening i konkrete situationer af bestemte sprogbrugere, og det formes af – og former – de forestillinger, der til enhver tid gøres gældende om både sprog og sprogbrugere.

Fra tilfældigt bogstav til sprogligt nationalsymbol

I min forskning har jeg fundet ’the total linguistic fact’ til at forstå, hvad der er på spil i modersmålsundervisning i arabisk, dari, pashto og somali, som den praktiseres i 2. klasse i en dansk folkeskole. Et enkelt, men illustrativt eksempel kommer fra modersmålsundervisningen i pashto og handler om et bestemt bogstavtegn, nemlig ڼ.

For en umiddelbar betragtning er ڼ et helt almindeligt bogstavtegn – en sproglig struktur på linje med de øvrige bogstaver i alfabetet på pashto. Men når vi aktiverer det pizzaformede, tredimensionelle sprogbegreb, udvides synsvinklen, og vi kan se og forstå, at ڼ i den konkrete sprogbrugssituation er andet og mere end et tilfældigt bogstav.

Ser vi først på den sproglige struktur, har ڼ en karakteristisk lille ring forneden. Ringen kaldes panḏak, ’bylt’, og markerer retrofleks udtale – den karakteristiske udtale, som vi kender fra karikeret indisk engelsk. I talesproget er det lige præcis denne retroflekse udtale, som gør pashto tydeligt forskellig fra det andet afghanske sprog dari

I modersmålsundervisningen i pashto står ڼ og de øvrige panḏak-bogstaver centralt i en særlig sprogbrug eller sproglig praksis. Panḏak-bogstaverne spiller nemlig en meget væsentlig rolle i forhold til at etablere skel mellem de to afghanske sprog dari og pashto – og dermed også mellem modersmålsundervisning i dari og modersmålsundervisning i pashto og i sidste ende mellem de børn, der går til modersmålsundervisning i det ene og det andet afghanske sprog.

Modersmålslæreren fremhæver netop panḏak-bogstaverne, når han over for skolens ledelse argumenterer for, at dari og pashto er to forskellige sprog, og at der derfor bør være separat modersmålsundervisning i dari og pashto. I de efterfølgende modersmålstimer i pashto lægger han da også stor vægt på panḏak-bogstaverne og fremhæver gentagne gange for børnene i klassen, hvor vanskelige og særlige de er.

Herved når vi ud i pizzaens tredje hjørne, nemlig sprogideologierne. Skellet mellem de to afghanske sprog dari og pashto er hverken neutralt eller uskyldigt. Tværtimod er det omdrejningspunktet for en sprogideologisk kamp, der gennem århundreder har udspillet sig i Afghanistan, og som med panḏak-bogstaverne tydeligt ræsonnerer i modersmålsundervisningen i Danmark. Arbejdet med panḏak-bogstaverne i pashtotimerne udgør et vigtigt led i etableringen af et skarpt skel mellem dari og pashto og er samtidig et led i en særliggørelse af pashto. Den markante fremhævelse af de panḏak-bogstaver, som unikt knytter sig til pashto, er med til at gøre pashto særligt og at fremstille pashto som et særligt vanskeligt sprog, hvilket igen forstærker særliggørelsen. Med det pizzaformede sprogbegreb kan vi altså se, hvordan ڼ i modersmålsundervisningen fungerer som andet og mere end en tilfældig bogstavstruktur. Tværtimod fungerer ڼ og de øvrige panḏak-bogstaver som stærke sproglige nationalsymboler – et kraftfuldt sprogligt korrelat til nationalretter, nationalfugle og nationalflag. 

Husk 3D-brillerne!

Med ’the total linguistic fact’ får vi blik for hele denne komplekse sproglige mekanisme – og for dens konsekvenser for sprogbrugerne og sprogsamfundet. I eksemplet her står panḏak-bogstaverne centralt i en løbende forhandling af, hvilke børn der får adgang til undervisning i hvilke sprog i skolen. Mekanismer som disse er hverken tilfældige eller ligegyldige, og derfor bør vi interessere os for dem.

Som sprogprofessionelle – uanset om vi er sprogforskere, sproglærere og -pædagoger, sprogkonsulenter eller sprogstuderende – har vi et skærpet sprogligt ansvar, fordi vi fungerer som magtfulde sprogpolitiske aktører i hverdagens sprogpædagogiske praksis. Det ansvar kan det pizzaformede sprogbegreb hjælpe os til at tage på os.

’The total linguistic fact’ gør det tydeligt, at vores sproglige virkelighed udfolder sig i 3D. Alene at fokusere på den sproglige form og at lukke øjnene for sprogbrugssituationen og sprogideologierne svarer til at gå i biografen for at se en 3D-film uden at tage 3D-briller på…