Tidlig literacy og den styrkede læreplan i dagtilbud

Hvorfor er Liv Gjems´ forskning særlig aktuel lige nu?

Det er den, fordi få har som Liv Gjems forsket i grundlaget for tidlig literacy ud fra en nordisk daginstitutionel kontekst. Vi kan bruge hendes forskning som et stærkt bidrag til at styrke ikke kun læreplanen i dagtilbud, men også synet på, hvordan ”[s]prog og kommunikation ikke bare er middel for læring, men hele grundlaget for, at børn lærer og opnår viden og selvforståelse” (Gjems 2009, s. 71). Gjems’ forskning tager afsæt i børns muligheder for deltagelse i samtale og dialoger som grundlag for tidlig literacy, og hun viser gennem sine analyser, hvordan voksne kan bruge denne viden til at skabe gode literacymiljøer i dagtilbud. Jeg samarbejder aktuelt med Liv Gjems i et større nordisk forskningsprojekt om tidlig literacy i pædagoguddannelse og pædagogisk praksis. Her har jeg været meget inspireret af, hvordan hun ser børns sprogudvikling som forbundet med børns dannelse af medborgerskab. I denne klumme argumenterer jeg for, at hendes forskning kan vise os, hvordan temaet i den styrkede læreplan, kommunikation og sprog, må forstås som et tværgående element i alle læreplanstemaer, hvis vi ikke kun vil øge børnenes ordforråd, men også øge deres deltagelse i dagtilbuddets fællesskaber. 

Forskning på tre ben

Liv Gjems har forenet sin forskning på tre sammenhængende områder. Derfor kan hendes mangeårige forskning på området ses som et samlet bidrag til, hvilken viden pædagogstuderende og de voksne i institutionerne må have, hvordan de didaktisk kan tænke hverdagslivet som læringsarena for børns kommunikation og sprog, og hvorfor de voksne må have faglige kundskaber om børns læring gennem deltagelse i hverdagens sproglige interaktioner.

Hverdagslivet som ramme om tidlig literacy

I arbejdet med den styrkede læreplan har det været et mål at flytte fokus fra aktiviteter til læringsmiljøer. Og her giver det god mening at indføje Gjems’ forskningsperspektiv, idet hun viser, at der, hvor de voksne for alvor kan gøre en forskel, er i de 85 % af institutionsdagen, hvor der ikke foregår planlagte aktiviteter. Da danske børn tilbringer mange af deres vågne timer i institutionen, udgør den en unik ramme om deres sproglige læring og deltagelse i hverdagslivet. I min egen forskning om børns læring og udvikling af gode læringsmiljøer har jeg i lighed med Gjems anlagt en sociokulturel tilgang til læring med reference til Bruner og Vygotsky. Her forbinder læring sig altid til adgangen til deltagelse og mulighederne for forandringer i deltagelse. Institutionens hverdagsliv giver mangfoldige muligheder for deltagelse, og det er lige her, de voksnes opmærksomhed på samtale og dialoger med børnene kan skærpes.

Fortællingen som læringsakkumulator

Jeg har været inspireret af Gjems’ måde at se børns fortællinger som noget, der forbinder sig til medborgerskab. Gjems viser i sin doktorafhandling fra 2006, at den måde, voksne omgås og involverer børn i samtaler og fortællinger, bliver barnets egen læring i, hvordan man interagerer og udvikler viden med andre. Når børn gennem deres fortællinger får mulighed for at dele tanker og forståelser af hverdagslivet med andre, kan det føre til følelsen af medborgerskab og deltagelse i demokratiske processer (Gjems 2010). Jeg vil gerne gentage denne stærke pointe, for det Liv Gjems her peger på er, at den sprogpædagogiske praksis skal række længere end at øge børns ordforråd. Læring gennem sproget finder først sted, når sprog kan åbne for forståelse om sig selv i deltagelse med andre. Når børn fortæller, øver de sig i at være deltagere, og det er gennem kommunikationen med andre, at verden åbnes for barnet. At lære om demokrati er, når børn har mulighed for at deltage i demokratiske processer.

Børns ulige mulighed for deltagelse i hverdagssamtalerne

Imidlertid er en af de største udfordringer for børn i vores dagtilbud, at de skal dele de voksne med mange andre børn. Og når vi nu ved, at børns sproglige udvikling er tæt forbundet til deres deltagelsesmuligheder i hverdagen, så bliver de ofte store grupper af børn med få voksne en udfordring for børnene, siger Gjems. Hendes forskning viser, at de voksne har en tendens til at være mere talende end børnene i samtalerne, og hun ser, at børn, der taler meget, også får mere opmærksomhed og endnu mere taletid. I store grupper kan det være svært for nogle børn at få tid til at tænke sig om, at få spurgt eller fortalt, om det, der presser sig på. Gjems peger desuden på, at børn oftere bliver mødt med lukkede spørgsmål end med åbnende og nysgerrige spørgsmål. Det er således en udfordring for børnene at komme til orde og blive forstået, ligesom det ofte er ulige fordelt, hvem der får taletid, især i de større grupper af børn. Alle børn har brug for at blive forstået, når de fortæller, og bliver de ikke hørt, ikke forstået eller gives tid til at tænke efter, så opgiver de deres fortælling. Det genkender jeg fra min egen forskning, hvor jeg har oplevet et stort behov fra de voksne ift. at organisere sig i mindre grupper, hvor børn fik lov til at fortælle færdigt og dele fælles oplevelser. Et godt literacymiljø er der, hvor børn har tid til at tænke, at spørge, og hvor de voksne hjælper børnene med at uddybe og forlænge fortællingerne. Det er en af Gjems’ forskningspointer.

Og hvad kan vi så bruge Livs Gjems’ forskning til?

Jo, vi kan og skal bruge hendes forskning til at spørge, hvordan vi synes, vi ruster danske pædagogstuderende og de voksne i daginstitutionerne til at arbejde med tidlig literacy. I Danmark er der fortsat stor politisk opmærksomhed på daginstitutionernes arbejde med børns sproglige udvikling, især med henblik på overgangen til skole. Med Gjems’ forskning åbnes der for et bredere perspektiv på det sprogpædagogiske arbejde helt fra vuggestuen. Kommunikation og sprog er altid tilstedeværende aspekter af hverdagslivet, og derfor giver det mening at tænke læreplanstemaet kommunikation og sprog som et tværgående element i alle læringsmiljøer.

At flytte perspektivet fra et fokus på ordforrådstilegnelse til et fokus på tidlig literacy vil samtidig øge opmærksomheden på børns lige adgang til deltagelse i sproglige interaktioner og meningsfulde fællesskaber. Det er et godt bidrag til den styrkede læreplan.