Skolen i hjemmet

Om læsning i hjemmet: Hvad ved vi om det, og hvorfor skal vi interessere os mere for hjemmets betydning for børns muligheder for at lære?

Som forælder til skolebørn, der er ved at lære at læse, kender man godt fænomenet: Man får at vide, at det er en god ide at læse med sine børn derhjemme – det støtter deres læseudvikling. Dansklærere har sikkert også oplevet at give forældre til skolebørn dette råd. Men hvilke tanker om læsning og læseudvikling kan der ligge bag sådan en praksis? I denne måneds forskerklumme ser jeg nærmere på fænomenet læsning i hjemmet og især på et par danske projekter, som jeg har været involveret i: Projekt READ – sammen om læsning i Aarhus Kommune og et projekt om literacymiljøer i dansk-somaliske familier.

Læs med dit barn – det styrker læseudviklingen

Argumenterne for at opfordre forældre (eller andre voksne eller søskende) til at læse med børn, der er ved at lære at læse, er flere. Et argument angår læsningen som en færdighed, der skal trænes: I den tidlige læsning har børn brug for at automatisere deres afkodning af tekster. Det kræver tid, og der er ikke altid tid nok til det i skolens undervisning. At læse i fritiden giver derfor potentielt mere træning i at læse, men også erfaringer med tekster, genrer og ord. Børnene får altså styrket deres læse- og sproglige færdigheder – noget de kan trække på, når de skal læse i skolen. Et andet – men ikke så ofte anvendt – argument kan angå de sociale sider af læsningen og børns udvikling af læseridentitet: Læsning i hjemmet kan være en mulighed for en fælles hyggestund med snak om det, man læser, og når man læser sammen med andre, socialiseres børn ind i en hverdag med læsning og tekster og læsere. De kan spejle sig i andre læsere, og de udvikler måske egne ideer om, hvilke tekster de kan lide at læse, og hvordan de kan lide at læse.

Projekt READ – sammen om læsning 2013-2014

I projekt READ – sammen om læsning undersøgte vi i 2013-2014, om en systematisk indsats med læsning i hjemmet kunne løfte elevernes læsefærdigheder. Forsøget blev gennemført med næsten 3.000 elever fra 2. og 3. klasse i Aarhus Kommune. De klasser, der meldte sig til forsøget, blev tilfældigt delt i en kontrol- og en indsatsgruppe. Kontrolgruppen skulle fortsætte skole-hjemsamarbejdet om læsning ”as usual”, mens klasserne i indsatsgruppen skulle tilrettelægge samarbejdet efter nogle principper, som var udtænkt af forskerne bag projektet, og som blev formidlet til forældrene gennem skole-hjemsamarbejdet med klassens lærere. Principperne angik både de færdighedsmæssige og de sociokulturelle sider af læsningen. Forældrene fik viden om, hvad læsning er for en færdighed, blandt andet at den er en foranderlig færdighed, der kan udvikles, fx gennem læsning i hjemmet. Principperne angik også læsning som en social aktivitet i hjemmet: Børn, der kan læse, kunne læse for forældre, og såvel før, under som efter læsningen kunne de tale om det, de læste om. Ikke for at tjekke forståelsen, men for at tale om indholdet og de tanker, det sætter i gang.

I READ-projektet blev eleverne i indsatsgruppen gennemsnitligt dygtigere både til at læse og til at skrive (Andersen & Nielsen, 2016). Det gjaldt også de tosprogede elever, da indsatsen forsøgte at tænke forældrenes forskellige sproglige baggrunde ind i indsatsen.

Hvorfor interessere sig for læsning i hjemmet?

Indsatser som READ-projektet kan kritiseres for at fokusere for meget på, hvad forældre og hjem skal gøre for at tilpasse sig skolens praksisser og mindre på, hvordan skolen i højere grad kan spejle forskellige familiers praksisser og erfaringer med læsning.

En af de første undersøgelser af forholdet mellem hjemme- og skolepraksisser er Shirley Brice Heaths etnografiske undersøgelse af forskellige praksisser med tekster og læsning i sociokulturelt forskellige amerikanske familier (Heath, 1982). Hos nogle familier – typisk familier med uddannede mødre, fx skolelærere – var læsning noget særligt, og bøger var særligt værdsatte. Dels skulle man passe på sine bøger, dels havde bøger en særlig autoritet. Man kunne fx slå ting op i bøger, hvis man ville vide noget eller ledte efter en oplysning. I andre familier var bøger – for så vidt børn havde bøger – legetøj på linje med andet legetøj. Bøger og trykte tekster havde ikke nødvendigvis en særlig autoritet, viden fra trykte tekster (fx opskrifter) blev ikke vægtet tungere end viden og erfaringer fra venner og naboer. Heaths pointe er, at børn i de forskellige familier blev socialiseret ind i forskellige måder at omgås tekster og være læsere på. Nogle børns erfaringer med tekster og læsning svarede til skolens forventninger, andres gjorde ikke. Nogle børn var således foran på læsepoint ved skolestart.

Heaths undersøgelse viser, at studier af læsning, der forsøger at beskrive, hvad læsning er for børn (og ikke blot hvor godt børn læser), giver vigtige perspektiver på læsning som praksis. I en dansk kontekst ved vi ikke ret meget om, hvad der foregår med læsning i elevers hjem – noget, der var udgangspunkt for en undersøgelse af literacymiljøer, som jeg gennemførte sammen med kolleger (Christensen, 2019 u.u.; 2020 forth.). I undersøgelsen af literacymiljøer i dansk-somaliske familier anlagde vi det andet perspektiv: Hvordan ser skolens literacypraksisser, og ikke mindst skolens krav og forventninger om samarbejde om læsning ud, når vi ser den fra familiernes perspektiv?

Literacymiljøer i dansk-somaliske familier

I de dansk-somaliske familier blev der læst meget. I begge familier var børnene dygtige og sikre læsere, men de skulle stadig læse hjemme. I en familie læste en dreng et bestemt antal sider hver dag, det var et opdrag fra skolen. I den anden familie læste to skoledrenge et bestemt antal minutter hver dag ved køkkenbordet, mens forældrene så til, at det foregik i god ro og orden. Som i READ-undersøgelsen kunne vi altså se, at forældre bruger og anvender viden om og anvisninger på læsning i hjemmet, som skolen udstikker. I begge familier fyldte læsning som social aktivitet også meget. Læsning foregik både på børnenes værelser, men lige så ofte midt i dagligstuen og familielivet. Her kunne små søskende finde på at afbryde læsende skolebørn, bøger på sofabordet og i sofaen inviterer til at blive læst højt, selvom storebror ikke altid gad afbryde sin egen læsning. Store børn læste for de mindre børn, og mindre børn læste også for de mindste børn. Nogle gange læste børnene, fordi de havde lyst eller var interesserede i en bogs eller et blads indhold, andre gange, fordi de skulle.

Vores undersøgelse viste i den sammenhæng nogle interessante tendenser. Selvom vi kunne se, at de dansk-somaliske forældre var helt klar over, at børnene skulle læse i hjemmet, var det ikke klart for dem, hvorfor børnene skulle læse, og hvad formålet med læsningen i hjemmet var. Da alle skolebørn allerede var dygtige læsere, var det derfor ikke klart, om de skulle træne for at blive endnu dygtigere (hurtigere, sikrere), eller om der var andre sider af læsningen i fokus. Alligevel var forældrene optagede af at skabe rammer for, at børnene kunne læse fx 20 minutter i stilhed hver dag.

Hvorfor fokus på læsning i hjemmet?

Argumenterne for hjemmelæsning angår altså både nogle færdighedsmæssige sider af læsningen, men også mere sociokulturelle sider, hvor identitet og læsning også ses som en social praksis – noget, man gør sammen med andre. Vi ved, at børn, der læser, lærer flere nye ord, og at elever, der har et stort og bredt ordforråd, læser bedre og med bedre forståelse. Det er de færdighedsmæssige sider af læsningen. Vi ved mindre om, om det også betyder noget, at elever, der lærer at læse på bestemte måder og med bestemte formål, klarer sig bedre, og hvorfor det forholder sig sådan. Vi kan se, at forskelle i danske børns læsefærdigheder korrelerer med forskelle i hjemmebaggrund. Elever, hvis mødre har længere uddannelser, læser bedre (målt på de nationale test) end elever, hvis mødre har kortere eller ingen uddannelse (Beuchert & Nandrup, 2018). Der er altså god grund til at interessere sig for, hvordan alle børn kan støttes, og hvordan skolen kan tage højde for forskellige forudsætninger for læsning. Men vi har også brug for at vide mere om, hvorfor det forholder sig sådan. I de to projekter, jeg har omtalt her, bekræfter READ-projektet hjemmets betydning, og at alle forældre kan støttes i at læse med deres børn. Det etnografiske projekt med dansk-somaliske familier gik en anden vej ved at zoome helt ind på, hvordan praksisser i hjemmet kan se ud, og hvor forskellige de kan være.