Er folkeskolens danskfag et fag for alle skolens elever?

I grundskolen er fagformålet for dansk centralt for at forstå faget. Det er muligt at læse et ambitiøst dannelsesformål ud af fagformålet, fordi eleverne som udgangspunkt gøres til aktive subjekter, der på baggrund af eget individuelle udgangspunkt kan deltage i faget. For eksempel står der, at eleverne skal opnå ”udtryks- og læseglæde samt personlig og kulturel identitet gennem arbejdet med sprog og tekster” (læs hele fagformålet her). Men spørgsmålet er, om fagformålet kan siges at gælde for alle elever, eller om det i dansklærernes forvaltning af faget bliver forstået og fortolket forskelligt, alt afhængig af hvilke elever der er tale om.

I denne klumme vil jeg fremføre, at fagformålets brug af ordet eleverne i bestemt form er uklar, fordi elever på ingen måde udgør en ensartet og homogen gruppe, snarere tværtimod – for hvilke elever er der reelt tale om – og gælder eleverne også gruppen af minoritetselever med en anden sproglig baggrund end dansk?

På baggrund af empiri fra min ph.d.-afhandling, hvor jeg har fulgt fire 9. klasser og deres lærere, kommer jeg nærmere ind på de overvejelser, dansklærere i folkeskolen kan have, når der i de klasser, de underviser, er minoritetselever med en anden sproglig baggrund end dansk. Inden jeg gør det, kommer jeg kort omkring de dokumenter, som er med til at skabe en ramme for dansklærernes refleksioner over faget og minoritetselevernes deltagelse.

Danskfagets ”selvfølgeligheder”

Policydokumenter rammesætter ikke kun danskfaget, men også de læringsvilkår, minoritetselever med andetsprogskompetencer i dansk bliver tilbudt i skolens ordinære danskundervisning (Kristjánsdóttir, 2018).

Danskfagets fagformål lægger vægt på, at eleverne udvikler ”udtryks- og læseglæde samt personlig og kulturel identitet gennem arbejdet med sprog og tekster” (skønlitteratur, fag- og brugstekster), hvilket også må gælde for minoritetselever. Skolens danskfag praktiseres formodentligt som et modersmålsfag med et stærkt fokus på dansk sprog og litteratur i klasserummet, men hvordan imødekommer danskfaget sit eget fagformål i forhold til en elevgruppe, der inden for danskfagets kerneområder er karakteriseret ved andre sproglige forudsætninger for læring end majoritetselever?

At skolens danskfag omhandler dansk sprog og litteratur samt det forhold, at danskfaget praktiseres som et modersmålsfag er vel naturligt. Måske så naturligt, at der er sket en naturalisering af sproget i danskfaget, og at denne ”selvfølgelighed” i faget kan komme til at virke bag om ryggen på bl.a. dansklærere i folkeskolen, så naturaliseringen kan svække eller skjule lærernes blik på, hvordan der skal skabes deltagelsesmuligheder for minoritetselever i skolens danskfag.

Danskfaget og ”sprog”

I dokumenter som Fælles Mål er sproget og litteraturen kernen i faget, men arbejdet med sproget i faget er tvedelt. På den ene side er formålet med det sproglige arbejde at styrke elevernes identitetsfølelse og kommunikative færdigheder med den hensigt, at eleverne kan indgå som ligeværdige parter i et demokratisk samfund. På den anden side optræder sproget som en æstetisk eller kunstnerisk markør i forhold til litteraturlæsning og som genstand for (grammatik-)undervisning. ”Dansk er et sprog, og dansk er et fag”, hedder det i vejledninger til Fælles Mål. Tvedelingen af sproget kaldes i dokumenterne for ”danskfagets pointe” – en pointe, der stadig er gældende med det aktuelle faghæfte for faget dansk.

At sproget i danskfaget er dansk, virker banalt at skrive – og så alligevel. I fagformålet for dansk står der ”kun” sproget i bestemt form, og ud fra policydokumenternes vanlige elevcentrerede tilgange til fagene generelt kunne en rimelig læsning vel være elevernes sprog. Selvom sprogbegrebet i fagformålet for dansk kan betragtes som forholdsvis bredt, fordi det rummer både elevernes egen sproglige udvikling og litteraturens særlige kunstneriske udtryksform, så kan sprogbegrebet også betragtes snævert ud fra minoritetselevernes perspektiv. Modersmål som begreb optræder ikke i Fælles Mål for dansk. Naturaliseringen fordunkler minoritetselevers muligheder for deltagelse med andetsproget dansk, fordi normen er dansk sprog. Naturaliseringen efterlader måske både lærere og andre i et vakuum, hvor problemstillingen med minoritetselevers reelle muligheder for deltagelse ikke diskuteres. Mine fund peger i den retning.

Et fragmenteret danskfag

Afhandlingens empiri er observationer af danskundervisningen i fire 9. klasser på to forskellige folkeskoler over en tre måneders periode samt interview med fire lærere og elever i de fire klasser. På begge af de to deltagende skoler var der ca. 30 % minoritetselever.

En af lærerne i min empiri siger: ”Danskfaget er svært for minoritetseleverne. De kan ikke dansk sprog godt nok – og de har ikke noget ordforråd […] Det er ikke muligt for dem at følge med i danskundervisningen og læse danske romaner.” Senere i interviewet siger læreren: ”At de (minoritetselever) får lov til at sidde med nogle udleverede grammatikhæfter, mens klassen arbejder med litteratur.”

Lærerens udsagn er ikke et enkeltstående udsagn, men en forståelse og en praksis, der er gennemgående i interview og observationer. Min pointe er ikke, at lærerne skal hænges ud som nogle, der ikke vil skabe deltagelsesmuligheder for minoritetselever. Min pointe er derimod, at lærernes læsning af fagformålet og deres forståelse af danskfaget til en vis grænse legitimerer det, som jeg benævner som et fragmenteret danskfag. Lærerne læser og forstår danskfaget på én måde, når de betragter faget i forhold gruppen af minoritetselever, mens de læser faget på en anden måde, når de forholder sig til majoritetens elever. Eller sagt med andre ord, så skelner de fire lærere i min undersøgelse mellem, om de taler om faget i forhold til gruppen af minoritetselever eller majoritetselever. Det kan pege på, at danskfaget fra et lærerperspektiv ses som svært for minoritetseleverne, hvorimod lærere ikke vurderer, om faget også er svært for majoritetselever. Når de deltagende dansklærere beskriver danskfaget som svært for minoritetseleverne, så tager de ikke udgangspunkt i hele fagets fagformål, men tager fat i fagformålets ordlyd om, at eleverne ”skal i faget dansk styrke deres beherskelse af sproget […]” Sproget kan kun forstås som beherskelse af dansk sprog. Lærerne forholder sig derfor ikke eksplicit til, om sproget i fagformålet også er en faglig udfordring for majoritetens elever, da det tilsyneladende (kun) er en problemstilling, der påhviler og karakteriserer minoritetselever. De interviewede lærere betragter – givet mod deres intentioner – minoritetselever ud fra et mangelsyn: Minoritetseleverne ”mangler” dansksproglig kompetence. Fagprofessionelles mangelsyn på minoritetselever er ikke et nyt fænomen (Holmen, 2011). Det interessante er, at lærerne i min empiri principielt deler danskfaget op i to kategorier og forståelser, alt afhængigt af om eleven har minoritets- eller majoritetsbaggrund. Dansklærerne fokuserer på danskfagets sproglige dimension – sproget, når de forholder sig til minoritetselevernes muligheder for deltagelse i faget – og inddrager ikke de øvrige dannelsesmæssige elementer, som også er repræsenteret i faget, fx ”oplevelse og forståelse af litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation […]” Dansklærerne fra min empiri laver en hierarkisering af fagets kerneområder, så minoritetselever skal beherske dansk sprog, inden de tilsyneladende kan præsenteres for det ”hele” danskfag, som også omhandler litteratur, æstetiske og multimodale tekster. For lærerne gælder det om at lære minoritetselever sproget dansk, så ordlyden i fagformålet om, at ”eleverne skal i faget dansk udvikle deres udtryks- og læseglæde” bliver ikke prioriteret i forhold til gruppen af minoritetselever. Pointen med, at minoritetselever tilbydes et danskfag med en mere snæver fokusering på det ene af fagets to kerneelementer, som er sproget, understøttes i den øvrige empiri, hvor minoritetselever bliver sat til at arbejde med grammatikbøger, mens majoritetens elever arbejder med fx skønlitterære tekster.

En udfordring for danskfaget

At modersmålet dansk er en norm i danskfaget bør ekspliciteres, nuanceres og måske udvides, fordi det vil tydeliggøre og udfordre de barrierer, faget sætter op for minoritetseleverne, fremfor at fokusere på minoritetselevernes manglende sproglige kompetencer i dansk. Danskfaget må tage modersmålsnormen på sig, så der kan komme en reel diskussion af den normativitet, der er indskrevet i fagformålet, og så der kan stilles spørgsmål til, hvordan fagformålets ordlyd om ”udtryks- og læseglæde samt personlig og kulturel identitet gennem arbejdet med sprog og tekster” skal forstås og imødekommes for elever med andetsprogskompetencer i danskfaget.

Som det er for nuværende med et fagformål, hvor sproget bliver det centrale omdrejningspunkt for dansklærernes opfattelse af minoritetselevernes deltagelse i faget, kan lærernes ensidige fokusering på sproget føre til, at de kun i meget begrænset omfang bliver søgende i forhold til et bredere pædagogisk perspektiv på danskundervisning af minoritetselever (Gitz-Johansen, 2009). Ligeledes går lærernes egne refleksioner over, hvad et modersmålsfags egenart og identitet egentlig er, tabt i bestræbelserne på at lære minoritetselever dansk sprog.

Danskfagets fagformål er ambitiøst, men min afhandling lægger op til, at fagformålet bør aktualiseres i en mere nutidig kontekst – ikke ved at ændre på fagets indhold, men ved at tage mangfoldigheden af elever i folkeskolen alvorligt.

Danskfaget må rette sit fokus mod elevers aktive deltagelse i danskfaget – uanset hvilke sproglige baggrunde eleverne har. Aktiv deltagelse fra et elevperspektiv kan handle om engagement, nysgerrighed og videbegær, som ikke er et karakteristikum ved hver enkelt elev, men en kvalitet ved den sammenhæng, der skabes i relationen mellem den enkelte og undervisningen. I en danskfagskontekst vil det fx sige at være i dialog, at eleverne har en følelse af, at læreren hører, hvad eleverne – også minoritetseleverne – er optaget af, når klassen fx læser skønlitterære tekster. At læreren tager det, eleverne siger alvorligt, fordi læreren er optaget af det, eleverne er optaget af. I den forståelse er den pædagogiske hensigt, at læreren ikke kun har sit fokus rettet mod elevernes sprog, men mod det, eleverne forsøger at sige – deres perspektiver på verden. Dette udgangspunkt kan blive et afsæt for minoritetselevers aktive deltagelse i danskfaget og en opfyldelse af fagformålet.