Cornering – om uønskede sprogidentiteter

Denne klumme er tidligere udgivet på KU’s hjemmeside (dialekt.dk). Vi genudgiver den her på NVL’s site.

Månedens emne introducerer begrebet cornering, som dækker over situationer, hvor en taler tildeler en eller flere samtalepartnere en identitet på baggrund af en antagelse om sprog, og samtaledeltagerne giver udtryk for, at den identitet enten er uønsket eller bare ikke passer.

Lad os tage et eksempel: En lærer i en dansk folkeskole spørger en gruppe elever, som har et andet hjemmesprog end dansk, om det ikke er svært at være tosproget. Indbygget i spørgsmålet er for det første en antagelse om, at man kan skelne mellem tosprogede og etsprogede elever. For det andet konstruerer selve formuleringen af spørgsmålet det at være etsproget som det ”nemme”. Det viser sig senere, at eleverne bliver ret irriterede over spørgsmålet, de føler sig stemplet som anderledes, fordi de bliver sat i et modsætningsforhold til etsprogede elever. Metaforisk kan man sige, at de bliver malet op i et hjørne af, hvad taleren (i dette tilfælde læreren) opfatter som det sprogligt normale. Det er denne type handling og reaktion, som begrebet cornering forsøger at indfange. Vi skal se et mere detaljeret eksempel om lidt. Men først skal vi forstå baggrunden for cornering gennem to vigtige sociolingvistiske teorier: den etnolingvistiske antagelse og positionering.

Den etnolingvistiske antagelse

Den etnolingvistiske antagelse (Blommaert et al., 2012) handler om, hvordan et sprog over tid kan blive knyttet uløseligt sammen med en gruppeidentitet. Et godt eksempel er den udbredte forestilling om, at hvis man er dansker, så taler man dansk og omvendt. Forestillingen er naturligvis let at dekonstruere. Tænk bare på sønderjysktalende danskere, der har tysk som kultursprog, eller et land som Schweiz, hvor der er fire officielle sprog. Men ikke desto mindre er den etnolingvistiske antagelse særdeles indflydelsesrig på samfundsniveau i mange vestlige lande, inklusive Danmark. Det kan hænge sammen med, at forestillingen om sammenhænge mellem sprog, krop og sted var en afgørende drivkraft i nationsdannelsen i 1800-tallet. I 1848 skrev Grundtvig i digtet Folkeligheden, at dem, der kunne rose sig af at være en del af ”Folket”, var dem, som ”har for Modersmaalet Øre, har for Fædrelandet Ild”. Her skal man selvfølgelig huske, at tanken om et ”folk” med fælles kultur og fælles sprog var et vigtigt skridt frem mod den første grundlov og afskaffelsen af enevælden i 1849. Men som vi så i åbningseksemplet, kan den etnolingvistiske antagelse føre til eksklusion af dem, der ikke lever op til andres forestilling om den tætte kobling mellem et ”modersmål” og et ”fædreland”. 

Positionering på samtaleniveau

En gang i 1980’erne var de to forskere Bronwyn Davies og Rom Harré under et konferenceophold ude at lede efter et apotek, fordi Bronwyn følte sig sløj. De kunne ikke finde det, og på et tidspunkt undskyldte Rom over for Bronwyn, at han havde trukket hende ud i det dårlige vejr. Hertil svarede hun, at han ikke havde ”trukket” hende nogen steder, da hun selv havde valgt at gå ud. Dette førte til en længere diskussion, hvor kernen var, at Bronwyn anklagede Rom for at behandle hende som et hjælpeløst offer og derved positionere sig selv som den handlekraftige. Hun trak deres forskellige køn frem og anklagede ham for at være patroniserende. Rom afviste blankt anklagen. Han havde i egne øjne opført som en god ven og kollega, der selvfølgelig trådte hjælpende til i nødens stund. På baggrund af diskussionen udviklede de positioneringsteori på samtaleniveau (Davies & Harré, 1990):

Positionering finder sted, når mennesker bruger ord (og andre kommunikative resurser) til at placere sig selv og andre. Når man positionerer sig selv (som fx ”en ven, der påtager sig ansvaret”), positionerer man samtidig sin samtalepartner (som fx ”hjælpeløs”) og omvendt. Samtalepartnere har ikke nødvendigvis samme udgangspunkt. De kan samarbejde om positioneringer eller afvise dem mere eller mindre håndfast. Desuden kan de samme ord blive modtaget vidt forskelligt af forskellige mennesker og i forskellige situationer. Og vigtigt ikke mindst i forhold til cornering: når man først har låst sig fast på en opfattelse af sin egen position (som fx ”barmhjertige samaritaner”), kan det være særdeles svært at ændre den opfattelse efterfølgende (særligt hvis den skal ændres til ”patroniserende mand”).

Nu kan vi med baggrund i teorierne beskrive cornering som situationer, hvor positioneringer foretaget på baggrund af etnolingvistiske antagelser bliver udfordret og/eller afvist. Det skal vi se et eksempel mere på.

Kan du lære mig noget pakistansk

Både åbningseksemplet og nedenstående eksempel er fra projekt Hverdagssprogning (https://nors.ku.dk/forskning/centre-og-forskergrupper/kobenhavnerstudier-i-hverdagssprogning/) udført på en skole med elever med mange forskellige sproglige baggrunde. Projektet undersøger fra et etnografisk perspektiv sprog som socialt fænomen i skoleelevernes levede liv. For eksempel ser vi på, hvordan deltagerne positionerer sig selv og hinanden i et samfundsperspektiv gennem sprog, og her er cornering-teorien et af vores resultater. Det følgende eksempel er fra en optagelse af en samtale, hvor vi har bedt deltagerne diskutere i grupper, om man snakker på forskellige måder i deres lokalområde. Indimellem udnytter deltagerne temaet om sprog til at drille hinanden og parodiere forskellige menneskers sprogbrug, og det er tilfældet i det eksempel, vi skal se her. Der deltager to drenge fra 8. klasse, som her har fået navnene Daran og Ali. Begges familier har migrantbaggrund. Alis familie er migreret fra Pakistan, hvilket har en vis betydning i eksemplet. Tallene i enkeltparentes er pauser i sekunder, dobbeltparenteser indeholder kommentarer til udtalen.

Daran:              Ali, jeg vil gerne lære noget pakistansk ((overdrevet tryk på -stansk)) (1.7) kan du lære mig noget ((Daran udtaler hele sin tur overdrevent distinkt))

                          (1.0)

Ali:                    Desværre (0.5) jeg kender ikke det sprog (1.0) jeg er dansk (1.2) jeg har dansk statsborgerskab

Eksemplet kommer i en sammenhæng, hvor drengene generelt leger med labels for sprog, og hvad de betyder socialt, når man bruger dem til at positionere hinanden (se Møller, 2021 for detaljer). Den første vigtige detalje i eksemplet er, at Daran laver sin stemme om i forhold til, hvordan han plejer at tale. Dette er en måde at vise sin samtalepartner på, at de befinder sig i en parodisk genre. Den overdrevent distinkte udtale peger på, at Daran parodierer en majoritetstaler af standarddansk. Selve opfordringen til at lære sig noget ”pakistansk” er også sprogligt interessant i lyset af den etnolingvistiske antagelse.  Der er som udgangspunkt ikke noget, der hedder pakistansk. I Pakistan er hovedsprogene urdu og punjabi. Vi ved fra tidligere observationer, at Ali har forklaret dette for Daran ved andre lejligheder. I det lys kan Darans opfordring til Ali ses som en parodi på mennesker, der helt automatisk tænker, at alle der kommer fra Pakistan må kunne tale ”pakistansk”. Ali afviser positioneringen, men ikke ved at udfordre brugen af ”pakistansk”. Tværtimod leger han med på rollespillet ved at sige, at han er dansk statsborger, og han derfor naturligvis ikke kender til ”pakistansk”. På denne måde viser Alis svar, at han har kendskab til en ideologi, hvor beherskelsen af visse minoritetssprog i nogles øjne automatisk udelukker, at man kan være ”dansk” og således også udelukker både ham og Daran fra et forestillet fællesskab af dansktalende danskere.

Hvad skal vi med cornering?

Hvad kan cornering overordnet som begreb? Først og fremmest kan det afdække og sætte fokus på sammenstød mellem forskellige antagelser om sprog som socialt fænomen. Det kan være med til at kortlægge, hvem der har eller tager magten til at definere, hvad der er (sprogligt) normalt, og hvilke konsekvenser det har for dem, der bliver malet op i et hjørne af denne påståede normalitet. I eksemplerne ”svært at være tosproget” og ”kan du lære mig noget pakistansk” anvender deltagerne sprog og sprogidentiteter som en linse til at fortolke deres omverden og deres egen og andres placering i den.

Skal man så holde op med at tilskrive hinanden sprogidentiteter ved fx at ville lære sprog af andre? Nej, selvfølgelig ikke! Spørgsmålet er, om man overhovedet kan undgå det. Men for at undgå eller bearbejde cornering kan man holde øje med, hvordan andre reagerer og prøve at forstå hvorfor – også selv om dette udfordrer ens egne indgroede etnolingvistiske antagelser.