Dys/leksi: Er du kun klog, hvis du kan læse?

Vi taler ofte om ordblindhed som et individuelt problem med bogstaver og lyd. Men ordblindhed handler også om samfundets krav til læsning – og vores fælles kulturelle forestillinger om, hvad det vil sige at være klog og dygtig. Begrebet dys/leksi kan hjælpe os med at kaste et nyt blik på ordblindhed. Det skaber forståelse for de ofte oversete sociale, kulturelle og politiske aspekter ved ordblindhed og viser, hvordan ordblindhed opstår som respons til såvel samfundets som egne (øgede) forventninger til læsning og skrivning.

Dys/leksi: Et nyt blik på ordblindhed

Begrebet dys/leksi henter inspiration fra kritisk handicapforskning, hvor der er fokus på, hvordan handicap ikke kun knyttes til individet, men skabes i mødet med samfundets normer og institutionelle barrierer. Samfundet er bygget ud fra billedet af det kropskapable menneske, og der sættes fokus på, hvordan vi kan granske, hvad vi forstår som ”det normale menneske”, og hvordan tilstedeværelsen af handicap kan udvide og skubbe til disse normer.

Oversætter vi den tankegang til ordblindefeltet, handler det om at få øje på, hvordan ordblindhed ikke kun er noget, der foregår i hjernen eller udspiller sig mellem et menneske og en tekst. Dys/leksi-begrebet viser, hvordan ordblindheden griber ind i sociale dimensioner af hverdagslivet og bliver formet af normer for, hvad der tæller som ”normal” læsning og skrivning – og hvordan dette forventes og praktiseres i skole og samfund.

Med dys/leksi-begrebet spiller jeg på begrebet dis/ability fra kritisk handicapforskning, som optegner samspillet mellem ”disability” (handicap) og ”ability” (evne), og hvordan disse begreber konstrueres socialt og kulturelt i forhold til hinanden. Ved at indføre skråstregen viser dys/leksi-begrebet, hvordan ordblindhed (dys-siden) konstitueres i forhold til normer og forventninger til ”normal” læsning og skrivning (leksi-siden) – og omvendt. Idéen er, at de to sider hænger uløseligt sammen, og at den ene ikke kan forstås uden den anden.

De to siders forbundethed bliver særlig tydelig i menneskers erfaringer med ordblindhed, og dys/leksi-begrebet kan indfange de ambivalente oplevelser, mennesker har med ordblindhed. Ambivalente, fordi menneskers erfaringer med ordblindhed rummer begge sider af skråstregen, og deres oplevelser vil vise, hvordan vi hele tiden navigerer og pendulerer mellem de to sider.

At være ordblind – og stadig én af de kloge?

I mit igangværende ph.d.-projekt har jeg gennem interviews og feltarbejde fulgt ti unge med ordblindhed fra tre skoler i udskolingen over halvandet år. Vi har talt om deres hverdagsliv og skoleliv, oplevelser med test, undervisning, støtte og fremtidsdrømme. Her bliver det tydeligt, at ordblindhed spiller en rolle langt ud over mødet med tekster. Det viser et kort uddrag fra én af disse samtaler med Carla, som går i 8. klasse:

Carla: jeg gider ikke at tro på… at jeg er ordblind… fordi jeg er altid en af dem, der ligger højt… sådan fagligt… og jeg ved ikke, hvorfor, men i starten, der forbandt jeg ordblindhed med dem der, der ikke er særlig gode til tingene… det kan være, det er derfor, de ikke er særlig gode til tingene, fordi de har svært ved tingene… men det har jeg jo aldrig rigtig haft… jeg tror bare ikke på, at jeg er ordblind… det er lidt svært at sådan acceptere, men det er jo ikke, fordi det er svært at acceptere… jeg har accepteret, at jeg er ordblind… jeg bruger alle mine... hjælpemidler [...] man forbinder jo de kloge elever [laver citationstegn med hænderne] med sådan nogle, der ikke [...] altså der er gode til alle ting… og sådan, jeg var jo en af de kloge unger… når man så bliver ordblind, så skal man lige pludselig have ekstra hjælp til tingene, og man skal bruge alle mulige programmer… der er programmer, jeg ikke rigtig skal bruge… for eksempel sådan noget der med oplæsning… jeg har ikke brug for at få ting oplæst… jeg bruger det kun, fordi så kan jeg læse endnu hurtigere, end hvad jeg selv kan… det er jo smart… men det er stadigvæk… det frustrerer mig lidt [...]

Julie: Men selvom man har brug for programmer og ekstra hjælp, så kan man vel stadig være klog… eller hvad?

Carla: Ja… Ja, jamen det kan man jo godt… Det er bare, jeg ved ikke, det kan man åbenbart ikke lige i min verden… Men det kan man jo godt, fordi… Er det mærkeligt at sige, det kan man, og det kan man ikke?

Carlas erfaringer med at blive testet ordblind og i at navigere i brugen af den hjælp og støtte, som hun tilbydes i skolen, bærer tydeligt præg af ambivalens, som netop kendetegner penduleringen mellem de to sider af dys/leksi modellen.

På leksi-siden afsløres normer om det ”normale” eller ”forventelige” ved at undersøge, hvordan Carla spejler og reproducerer disse normer. Her er det tydeligt i Carlas erfaringer, at den ”normale” læser ikke bare er én, der kan læse – men én, der er fagligt stærk, klog og uafhængig af hjælp. Før ordblindetesten var hun én af de ”kloge unger”. Hun har derfor svært ved at acceptere ordblindheden, fordi det samtidig forbindes med et tab af status som ”klog” og ”fagligt dygtig”. Samtidig bliver det tydeligt, at dét at modtage ekstra hjælp og bruge læse- og skriveteknologi ikke hører med i pakken hos den ”normale” læser og skriver.

Samtidig ser vi på dys-siden, hvordan der også sker en accept af ordblindheden. Carla finder strategier, der gør hende endnu hurtigere til at læse end før. Hjælpemidlerne bliver en styrke og udfordrer forestillingen om, hvad en ”dygtig” læser/skriver kan og er. Hun bruger sine egne erfaringer til at åbne et vindue til en ny forståelse: at man godt kan være ordblind og klog – selvom det stadig er svært for hende helt at tro på. På den måde rummer dys-siden af dys/leksi-begrebet et potentiale for at udfordre vores forståelser af ”det normale” og derigennem skabe mere plads til netop at være ”anderledes”.

Hvorfor er dys/leksi-begrebet vigtigt?

Dys/leksi begrebet viser, at ordblindhed også handler om de sociale og kulturelle rammer, den udspiller sig i. Samtidig udpeger begrebet den stigende betydning, som læsning og skrivning har fået i skole og samfund. Siden 1990’erne og det såkaldte PISA-chok er fokusset på monitorering og evaluering af elevers læse- og skriveniveau kun blevet større. Opmærksomheden på ordblindhed og andre læsevanskeligheder er fulgt trop, f.eks. med lanceringen af fem ordblindepakker siden 2019.

Men spørgsmålet er, om denne opmærksomhed er et tveægget sværd. På den ene side har den bragt vigtig anerkendelse og støtte til elever med læse- og skrivevanskeligheder. På den anden side risikerer vi at udpege en gruppe som ”særlig”, hvilket kan føre til stigmatisering og snævre forestillinger om, hvad det vil sige at være ”normal”.

Med dys/leksi-begrebet får vi blik for, hvordan kategorien for den ”normale læsning” indimellem kan opleves noget snæver, hvis man falder udenfor, f.eks. når læsning ofte kobles til idéer om intelligens og kompetence. Det kan føre til eksklusion af dem, der ”gør” læsning og skrivning på andre måder. Hvis vi anerkender – og når vi anerkender – forskellige måder at læse og skrive på, kan vi skabe mere inkluderende rammer og udfordre snævre forestillinger om, hvad det vil sige at være læser samt fagligt kompetent og klog.