Eventyrfortælling giver rum til børns emotionelle udvikling

Argumentet i denne klumme er, at vi skal fylde vuggestuer, børnehaver og skoler med kultur, som børnene kan leve sig ind i og gøre sig erfaringer med. Mit fokus er i denne sammenhæng på børns oplevelse af eventyrfortælling. Eventyrfortællingen giver børnene mulighed for at leve sig ind i fiktive figurer og situationer og dermed – inden for fiktionens trygge ramme – få forskellige emotionelle erfaringer. Når børnene gentager eventyret i leg, gives de nye muligheder for afprøvning og identifikation. Børnene oplever sig selv i de forskellige eventyrroller og får dermed erfaringer med, hvad disse roller kan indeholde af følelsesmæssige oplevelser. Jeg vil i det følgende argumenter for, at sådanne erfaringer med eventyrfortælling og andre former for kulturoplevelser er et vigtigt element i børns emotionelle udvikling.

Et moderne udviklingspsykologisk blik på eventyr

Inden for psykoanalysen er der en forestilling om, at eventyr har et særligt potentiale for børns følelsesmæssige udvikling. Det mest indflydelsesrige værk er uden tvivl psykologen Bruno Bettelheims bog Eventyrets fortryllelse – i psykoanalytisk belysning. Der bliver refereret til denne bog i næsten alle publikationer om eventyrs psykologiske betydning for børn og deres udvikling. I denne bog hævder Bettelheim, at eventyr har en terapeutisk effekt for de børn, der hører eller læser dem. Bettelheims ræsonnement er, at børn projicerer deres indre uløste (psyko-seksuelle) konflikter ind i fortællingerne, og at dette fører til en bearbejdning af de problemer, der ellers ville stå i vejen for en sund emotionel udvikling. Problemet med Bettelheims bog er dog, at den ikke indeholder nogen form for belæg for disse påstande, der altså forbliver rene spekulationer.

I min forskning moderniserer og fornyer jeg Bettleheims tanker ved at beholde fokus på eventyr og børns emotionelle udvikling, men nu ud fra en kombination af moderne udviklingspsykologi og empiriske observationer af eventyrfortælling for børn. I to forskningsprojekter har jeg i 2020-2024 med udviklingspsykologisk teori observeret børn i vuggestue og børnehavealderen, som har mødt forskellige former for kulturoplevelser. Jeg har observeret dans, billedkunst, sang, eventyrfortælling og noget, som jeg kalder ”fortryllelse”. Mit ærinde var at finde ud af, hvad børn får ud af mødet med disse former for æstetisk kultur. Lidt højstemt formuleret var det også en undersøgelse af, hvad æstetisk kulturoplevelse er for noget, og hvad vi som mennesker får ud af mødet med kulturen.

Kulturoplevelse som et intersubjektivt og interaffektivt erfaringsrum

Det overordnede teoretiske perspektiv er, at eventyrfortælleren skaber dét, som udviklingspsykologerne Colwyn Trevarthen og Daniel Stern kalder intersubjektivitet. Intersubjektivitet betegner kort fortalt den deling af bevidsthed, nærvær og samspil, som barn og omsorgspersoner kan dele allerede få uger efter barnets fødsel, og som i høj grad er det medium, som barnet udvikler sig gennem. Udviklingspsykologien beskriver typisk det intersubjektive samspil som en dyadisk (dvs. topersoners) udveksling mellem ét barn og én forælder, typisk mor og barn. Det spændende ved eventyrfortællingen er dog, at dette intersubjektive samspil af fælles nærvær og oplevelse udvides til at omfatte en gruppe af voksne fortællere og en gruppe på ti børn. Det intersubjektive samspil er med andre ord udvidet til at være det, som Stern kalder et intersubjektivt felt. Den udviklingsfremmende intersubjektivitet udvides med begrebet om det intersubjektive felt, altså fra samspil mellem to personer til at betegne en gruppeoplevelse.

Vi ved fra udviklingspsykologien, at det intersubjektive samspil er et essentielt element i børns udvikling. Vi ved også, at det er samspillets emotionelle kvalitet, der er det vigtigste i de tidlige år. Stern taler således om, at den vigtigste kvalitet ved det intersubjektive samspil er interaffektiviteten; det fælles nærvær om oplevelsens følelsesmæssige kvalitet (spænding, ophidselse, ængstelse, overraskelse, begejstring m.m.). Vi ved også, at det er i det intersubjektive og interaffektive samspil, at børn lærer dét, der kaldes affektregulering, altså at være i, gennemleve og blive fortrolige med et register af følelser. Vi er ikke født med en evne til at være i og tolerere vores egne følelsesmæssige reaktioner; det er noget, vi lærer i samspillet med nærværende voksne.

Mit overordnede fund er, at kulturoplevelser, fx eventyrfortælling, giver børnene rige følelsesmæssige erfaringsmuligheder. Kulturoplevelser fungerer som et intersubjektivt og interaffektivt felt, som børnene kan træde ind i. I kulturoplevelsens intersubjektive og interaffektive felt skal børnene for en stund ikke kun være i deres egne indre følelser og psyke, for kulturoplevelsen tilbyder dem et mentalt og emotionelt rum at være i og udforske. Kulturoplevelsen tilbyder altså en anden tilgang til det følelsesmæssige og det psykiske end et psykologisk blik, som kigger indad. Her har vi at gøre med et udviklingspsykologisk blik, der kigger udad og ind i kulturen. I det intersubjektive erfaringsrum oplever børnene også en form for aflastning fra at skulle være i sig selv, mærke sig selv og regulere sig selv. I den kulturoplevelse, som de voksne skaber for børnene og inviterer dem ind i, kan børnene altså være i kulturoplevelsen i stedet for kun at være i sig selv.

At blikket vendes udad, betyder dog ikke, at kulturoplevelsen er en fremmedgørende oplevelse, der trækker børnene væk fra sig selv. Eventyrfortælling og andre former for kulturoplevelser opstår i mødet mellem menneskets indre (psykiske, følelsesmæssige, fantasimæssige) verden og de forskellige kulturformer (eventyr, dans, litteratur, teater, billedkunst m.m.). I kulturoplevelsen er barnet altså på én gang forbundet med sig selv, men uden at det bliver indadskuende.

Observation af eventyrfortælling

Hvordan fungerer eventyrfortælling som rum for børns følelsesmæssige erfaringsdannelse? Det har jeg undersøgt ved to gange at observere fortællingen, gennem­spilningen og gennemlegningen af eventyret Mutter Grib og Smør Peter. Eventyret blev af en lokal gruppe eventyrfortællere fortalt til to grupper børnehavebørn i et kulturhus.

Gruppen har selv digtet eventyret ud fra lokale folkesagn. Eventyret handler om drengen Smør Peter, der bor hos sin mor i udkanten af en skov. I en hule i skoven bor den grumme Mutter Grib sammen med sine sønner. De er fattige og sultne, og Mutter Grib beslutter, at de skal fange Smør Peter og koge suppe på ham. Smør Peter narrer dem dog, og det ender med, at det er ham, der slår Mutter Grib og hendes sønner ihjel. Fortællingen af eventyret foregår sådan, at først kommer børnene ind og sætter sig på gulvet, hvorefter en af fortællerne først fortæller eventyret fra hu­kommelsen. Derefter gennemspiller de handlingen sammen med børnene, hvor børnene får lov at vælge, hvilken rolle de har lyst til at spille. Herefter får børnene lov at lege frit i eventyrsalen og bruge rekvisitterne. Til sidst sidder børnene og tegner frit med inspiration fra eventyret. Mine noter fra observationer af eventyrfortællingen starter med denne beskrivelse:

Børnene kommer ind i eventyrsalen. De er stille og kigger rundt. Det er tydeligt, at dette ikke er et almindeligt sted for dem. Der er dæmpet belysning, der er en skov med en skovsø, der er Mutter Gribs hule med en brændestabel og et stort kogekar, og der er Smør Peters og hans mors hus med en rød- og hvidternet dug, et dejfad og en kakkelovn med kunstige flammer i. På væggen hænger våben af træ: gevæ­rer, knive og økser. Der hænger udklædningstøj: fine, silkeagtige kjoler af grønt og blåt stof, grove grå hætter og Mutter Gribs lasede grå kjole. Der er også en trone­agtig stol til fortælleren. Børnene er stille og kigger sig omkring. En af de voksne sætter sig i fortællerstolen og fortæller eventyret. Børnene virker optagede. Der er øjenkontakt mellem fortæller og børn. De er i samme mentale rum, får jeg ind­tryk af. Fortælleren ser alvorlig ud, mens hun fortæller. Hun signalerer med sin al­vorlighed, at dette ikke er pjank og pjat: Det er seriøst.

Da fortælleren begynder at fortælle eventyret, lægger jeg mærke til, hvordan fortællingen lader til at skabe et fælles mentalt rum (intersubjektivitet), hvor fortællerne og børnene er sammen om at opleve det eventyr, der fortælles. Børnene deltager på forskel­lige måder, men de fleste har gennem hele eventyret deres opmærksomhed rettet mod fortællerne, så man kan gå ud fra, at de i deres fantasi oplever eventyrets for­tælling.

En fælles og personlig følelsesrejse

Hvilke følelsesmæssige erfaringer tager børnene med sig fra indlevelsen i eventyrets fortælling og med den voksne eventyrfortæller som nærværende udgangspunkt for den intersubjektive eventyroplevelse? Kort fortalt er børnene og den voksne eventyrfortæller sammen på dét, jeg (med inspiration fra Stern) kalder en fælles følelsesrejse. Denne ”rejse” skabes af eventyrets historie, figurer og dramaer i samspil med fortællerens nærvær og de rekvisitter og scenografi, som de voksne har skabt. Rejsen er fælles, men det er tydeligt, at børnene suger noget forskelligt til sig. Nogle bliver særligt begejstret over de grumme og voldsomme dele af eventyret; der er sværd, økser og brændekævler, der bruges til at slå folk ned og hugge hoveder af, og Mutter Grib og hendes sønner vil koge suppe på Smør Peter. Dette virker meget tiltrækkende og frydefuldt at opleve og gennemspille for nogle af børnene. Der er i eventyret også smukke elverpiger, der danser omkring en skovsø i måneskinnet, og nogle af børnene nyder at klæde sig som elverpiger og danse yndefuldt rundt. Jeg ser en pige, der nærmest ryster af lyst til at blive klædt som en elverpige. Andre bliver tiltrukket af rollen som hund og ser ud til at nyde at sidde sammen med de andre hunde i et hundehus, mens de boltrer sig rundt i hinanden som hundekroppe. Og endelig er der den både spændende og lidt ængstelige oplevelse af at identificere sig med eventyrets helt, Smør Peter, som skal gruelig meget ond igennem, men som ender med at dræbe den grumme Mutter Grib og hendes sønner.

Denne følelsesrejse foregår i fantasien, men følelserne vækkes og mærkes alligevel; blot skaber fantasien et rum, hvor man trygt kan gøre sig forskellige erfaringer (det havde ikke været trygt, hvis den drabelige Mutter Grib og hendes sønner var virkelige!). Det er en fælles rejse, fordi børnene oplever det samme eventyr. Samtidig er det en personlig rejse med individuelle følelsesmæssige erfaringer, fordi børnene bliver tiltrukket af og lever sig ind i forskellige aspekter af eventyret. Nogle får særlige erfaringer med at være drabelig og brutal med sig. Andre får erfaringer med at være heltemodig og stærk. Andre igen får emotionelle erfaringer med at være smukke, yndefulde og lidt magiske, og de, der er hunde, får sansemæssige erfaringer med at tumle rundt mellem hinanden og berøre hinandens kroppe.

Perspektiver

Sammen med de øvrige kulturformer viser observationerne af eventyrfortælling, hvor meget værdi der kan være for børns følelsesmæssige erfaringsdannelse i at få fortalt eventyr. Det spændende er, at det følelsesmæssige – eller ”det psykiske” – her ikke bliver så personliggjort, men de kan opleves i mødet med den æstetiske kultur. Det samme kan siges om andre former for æstetisk kultur som fx sang, musik, teater, litteratur og billedkunst. Opfordringen herfra vil derfor være at fylde vuggestuer, børnehaver og skoler med kultur. Ikke i form af et pensum, som børnene skal lære udenad, men som det, man kunne kalde ”et landskab af psyke omsat til kultur”, som børnene kan leve sig ind i og gøre sig erfaringer med.