I leg siger vi JA til hinanden!

I leg siger vi JA til hinanden, til ideer, sprog, fortællinger og materialer, der hvirvles ind og ud af leg. Vi er stemt for situationen og for hinanden. Vi vil noget, gør noget og kan noget sammen. I det øjeblik vækker vi genklang hos hinanden. Leg står ikke i modsætning til hverken arbejde, læring eller andre former for alvorlig virksomhed. Hvis det står i modsætning til noget, er det livsangst og depression. Når vi er angste eller deprimerede, hverken kan eller vil vi noget – vi vover ikke noget. Vi lukker verden. I leg tør vi åbne verden. Der er med andre ord brug for at slippe legen løs for at få mod på at gøre noget sammen med andre. Men hvordan gør vi det? Det giver jeg et bud på her.

Hvad er leg?

Vi bliver nødt til at vide, hvad vi taler om, når vi taler om leg. Hvis vi baserer vores viden om leg på erfaringer, hverdagsbegreber eller ideer om, at leg er sjov og fri, så er det (måske) ikke forkert, men det hjælper os ikke med at udvikle en praksis, der er legende. Forholdet mellem hverdagsbegreber og teoretiske kategorier om leg er uklare. Filosoffen Martin Heidegger gør gældende, at hvis det er traditionen, der overleverer og formilder ’noget’, så glemmer vi at stille spørgsmål til begrebet og forståelser bliver usynlige og selvindlysende. Så spørgsmålet i denne klumme er, hvordan vi kan arbejde med leg i en pædagogisk praksis både i børnehave og børnehaveklasse, så vi ved at rette opmærksomheden mod legens handlinger, praksisser, materialer og æstetiske teknikker, skaber deltagelsesmuligheder for alle børn?!

Med tre børn under dæk

Jeg vil tage jer med ind på et søfartsmuseum sammen med en børnehave. Tre børn (3-4 år) får øje på en stak havtøjdyr og finder hurtigt ind ’under dæk’, hvor de går i gang med at omskrive ’nu og her’ til et legende univers. Kort gengivet lyder samtalen sådan:

”Kom vi dykker efter blæksprutter. Blæksprutten har tre hjerner. Det her, det er en sverigesfisk [om en sværdfisk]. Der er en kæmpestor haj. Jeg lukker alle vinduerne. Og en kæmpe blæksprutte. Du kan være lillebror. De ligner en hest, derfor hedder de søheste”.

Jeg er på feltarbejde og er blevet inviteret ind under dæk, hvor jeg sidder med ryggen mod stævnen og bliver instrueret i, hvad jeg skal gøre. Jeg får rollen som lillesøster. Legen går hid og did, og børnene bevæger sig ind under dæk og ud ad det store koøje. Udenfor forestiller de sig havet med monstre, hajer, venner og alt muligt andet. Indenfor lader vi som om, ’vi’ sover og er en familie, som skal spise og forskanse sig, hvor ’lillebror’ undervejs forvandler sig til en zombie, der kun siger hvislelyde og går og står som en zombie med let ludende skuldre.

Viden om blæksprutter, søstjerner og hajer, blander sig med forestillinger om monstre og spioner. Vi imiterer, hvordan man dykker, sniger sig osv. Tøjdyrsfisken med det sværdlignende overnæb bliver til en sverigesfisk. Kæmpeblæksprutter og muddermonstre optræder sammen med zombier og søstjerner. Gulvet transformeres til ’havets bund’ og tilbage igen – vi er i roller som spioner, lillebror, storesøster og lillesøster.

Under dæk: et glimt af Søfartsmuseets tilbud til børn. En skibsstævn med et koøje og de store tøjhavdyr

Legemedier og tre dimensioner på leg

Leg er betinget af det, som Helle Marie Skovbjerg kalder legemedier. Legemedier er alle typer redskaber, der tages i brug, når man leger. Jeg kalder det legens ’råstof’ som det, der hvirvles ind og ud af leg i dialogiske processer. Det er rum, materialer, mennesker, sprog, lyde, fortællinger, krop, gestik, mimik osv., der bidrager til at holde leg i gang, eller forkastes, hvis det ikke gør. Det er i den proces børnene i eksemplet undersøger og afprøver, hvad tøjhavdyrene kan bruges til og for den sags skyld, hvad jeg kan bruges til.

Leg kendetegnes ikke ved legemedier alene. ifølge Skovbjerg er der tre centrale dimensioner ved leg. Det er udover legemedier, også legepraksisser og legestemninger.

• Legemedier er de redskaber, der anvendes i leg
• Legepraksis er det, man gør for at komme i legestemning.
• Legestemning er den særlige sindstilstand, man befinder sig i, når man leger

Fire legestemninger, der giver energi til leg

Deltagerne er fuldt engagerede og bidrager sammen til at holde legen i gang mod til gengæld at dele oplevelsen af at være i leg.

Helle Marie Skovbjerg har udviklet fire legestemninger, der involverer krop og sanser på forskellige måder:
Den ene stemning er en hengiven legestemning, som involverer handlinger, der er kendetegnet ved at have en sagte og kontinuerlig rytme. Praksissen er glid. Det handler om at komme i flow, og ofte er hånden i centrum for legene, mens kroppen er i ro. Deltagerne bygger, fifler, samler og balancerer.
Den anden stemning er den opspændte, hvor publikum er vigtigt, og det handler både om at ’se på’ og om at blive set. Praksissen er centreret om at fremvise. Deltagerne performer, efterligner, overværer og forestiller sig noget, som når ’lillebror’ er zombie og hans kropsholdning, lyde og bevægelser pludselig skifter karakter.
Den tredje er den højspændte stemning, som er kendetegnet ved, at hele kroppen er i bevægelse, den skifter i fart, retning og højde, og det er præcis skiftene, der (med)skaber potentiale for rytme, tempo og variationer. Praksissen er skift. Deltagerne løber, gynger, danser og hopper, som når vi hopper ud ad koøjet for at skifte bevægeform og går ned i knæ for at snige os. 
Den fjerde legestemning er den euforiske, hvor deltagerne er involveret i at smadre, drille, ødelægge og råbe. Det er handlinger, der giver energi til legen. Praksissen er overskridende. Handlingerne skal ikke forveksles med fx at mobbe eller ødelægge legen. Det er selve fornøjelsen ved fx at smadre en papkasse eller drille, der gør sig gældende, og som er afstemt i forhold til deltagerne og legesituationen

Det er især den fjerde legestemning, der ikke får plads i pædagogisk praksis. Det er den leg, der opleves som euforisk, og som er spændingsfyldt, ustyrlig og vild. Det er ikke mærkeligt, at det ustyrlige sættes udenfor døren, men det er værd at overveje, hvordan man alligevel kan skabe muligheder for, at den euforiske legestemning kan udfoldes. I situationen ’under dæk’ tager børnene fx fat i havdyrene for at kaste og slås med dem. De griner og kæmper og det kræver en god fornemmelse for situationen at vove en legepraksis, hvor man fx overskrider grænserne for, hvad man plejer at gøre indendørs.

Legestemninger kan skabes med materialer, skala og æstetiske teknikker

De fire legestemninger involverer forskellige former for krops- sanseligt engagement, som kan skabes med forskellige materialer, handlinger og æstetiske teknikker. Handlinger er centrale, og det er ikke ligegyldigt, hvordan handlingerne gøres. Det har med æstetiske teknikker at gøre. Det vil sige med måder at løbe på, gå på, stå på, danse, bryde ud i sang, imitere lyde, tegne, spille roller, sparke til en bold, balancere på en træstamme osv. Det er heller ikke ligegyldigt, hvilket råstof der indgår, fordi man bruger kroppen og bevæger sig på forskellige måder, når man anvender materialer i forskellige skalaer. Der er forskel på bevægelserne, hvis man tegner cirkler med blyant på et A4-ark eller ude i sandet med sine hænder. Der er forskel på, om man bygger kuglebaner, så små kugler kan trille, eller om de bygges udenfor til bolde og fx involverer rutsjebanen. Der er forskel på at bygge/vælte/smadre et tårn af små klodser eller af kæmpepapkasser osv. Materialer er værd at tænke sammen med skalaer, hvor tunge/lette, lange/korte, mange/få skal materialerne være? Ligesom man kan involvere forskellige sanser ved at anvende forskellige skalaer for lyd (høj/lav), lys/mørke, føle (hård/blød), smag (salt/sød) og duft (frisk/rådden).

Tøjhavdyrenes størrelse, lethed og blødhed, gør en forskel i kamp-, slås- og familielegen. De er både fisk, våben og dyner ’under dæk’. ’Under dæk’ er et lavloftet, afgrænset rum i det store museumsrum, et rum i rummet, der er afstemt med barnekroppens størrelse og ønsket om skabe en ramme for den leg, der finder sted i dialogiske processer mellem mennesker, sprog, fortællinger, lyde, krop, sanser, materialer og rum.

At få øje på lege i skolen

Fra børnehaven bevæger børnene sig senere ind i skolen via børnehaveklassen, hvor leg og det legende også er en del af curriculum. Leg har derimod ikke tradition for at være en del af skolens praksis, så det kræver både teoretisk og praktisk viden om leg for som børnehaveklasseleder at kunne arbejde med at planlægge, analysere og evaluere for at kunne begrunde sin legende praksis.

De fire legestemninger, museumsbesøg med ’under-dæk-trylle-rum’, sanselige materialer og æstetiske teknikker åbner potentielt for at tænke ’det legende’ ind i børnehaveklassens pædagogisk praksis. Det skaber deltagelsesmuligheder og giver børnehaveklasseledere redskaber til planlægningen af legende aktiviteter i skolens pædagogiske praksis, der imødekommer alle børn, når de arbejder ud fra 

• Hvilke handlinger styrker børnenes leg og andre aktiviteter? Hvilke handlinger mangler?
• Hvilke materialer inviterer børnene til (mere) leg i skolen? I hvilke skalaer?
• Hvilke æstetiske udtryksformer skabes der muligheder for i børnehaveklassen?