Skrivning som tænkende opmærksomhed

At skrive har et potentiale i forhold til at skabe refleksion over og opmærksomhed på verden, og det er dermed forbundet til dannelse. Selve skrivebegivenheden kan være en undersøgelse og sprogliggørelse af det at være menneske i verden. Spørgsmålet er, hvordan man som lærer kan facilitere skrivningens dannelsespotentiale? Det hurtige svar er: Skriv mere, friere og vildere. 

Kreativ skrivning i 8. klasse

I forbindelse med mit ph.d.-projekt fulgte jeg elever i 8. klasse og deres skrivning.  Eleverne skrev lyriske essays, fortællinger, haikudigte, her og nu-digte og digte, hvor de imiterede eller lod sig inspirere af andre digtere. De skrev i naturen, i klasseværelset, i S-toget, på Glyptoteket og i Kongens Have. Efterfølgende fortalte en elev mig om sin oplevelse med at skrive digte: ”Det er meget anderledes sådan, fordi man virkelig er så opmærksom. Man lægger virkelig mærke til noget mere, end hvis man bare er det normale.”

To ting træder frem. Først og fremmest peger eleven på en styrket opmærksomhed. Det er en opmærksomhed, som både knytter sig til det indre: tanker, følelser, fornemmelser, forestillinger – og til verden. En opmærksomhed, der er forbundet med sensitivitet, med vågenhed og med det at få øje på verden. Desuden definerer eleven den tilstand, man er i, når man skriver digte, som noget andet end ”det normale”. Det er, som om det at kaste sig ud i at bruge sproget poetisk gør noget ved den skrivende. Det fjerner på en måde det trivielle og klichéfyldte ved hverdagslivet og inviterer til at sprogliggøre erfaringer på nye måder.

Skrivning og dannelse

Elevens oplevelse står i kontrast til den tilgang, som i længere tid har præget skrivning i skolen. Her har skrivning i længere tid været domineret af et funktionelt syn. Fokus har været på skrivekompetencer og på, at eleverne forlader folkeskolen med brugbare færdigheder. Det er også vigtigt! Men skrivning kan så meget andet. Som dansklærer i udskolingen, som danskunderviser på læreruddannelsen og som skriveforsker er det i stigende grad blevet tydeligt for mig, at skrivning har et eksistentielt potentiale. Når vi skriver, møder vi verden og os selv gennem sproget. Gennem sproget får tanker, forestillinger, følelser og fornemmelser en form og placerer sig derved uden for os selv. Vi kan kigge på det, gå væk fra det og vende tilbage igen. Skrivning bliver en teknologi for tænkning, opmærksomhed, perspektivskifte, erindring og forestilling.

Når man bruger sproget gennem skriften, kaster man sig ud i noget, der har et system, en struktur, konventioner og kultur. Sproget kan bruges uopmærksomt og konventionelt og dermed være med til at fastholde kulturelle forestillinger, fordomme og automatreaktioner.

Ved at bruge sproget kreativt, undersøgende og opmærksomt får eleverne altså mulighed for at overskride hverdagssproget, og på den måde opstår der ifølge den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt et krav på vores tænkende opmærksomhed. Gennem eksperimenter med form, skrivesituation og skriveopgaver, der forbindes med erfaringer og sansninger, kan man bevæge sig ud over klichéerne og konventionel sprogbrug og henimod ”tænkende opmærksomhed”. På den måde sker der en overskridelse af de kendte sprog- og tankemønstre. Noget nyt kommer til verden.

Derved relaterer skrivning sig til dannelse, idet dannelse kan forstås som menneskets søgen efter at forstå verden og forbinde sig selv med den. Dannelsesbevægelser er altså dobbeltrettede og relaterer sig både til verdensforholdet og til selvet.

Skrivning og dannelse i 8. klasse

Det dannelsespotentiale satte jeg mig for at undersøge konkret i to 8. klasser på Sjælland. I studiet har jeg analyseret elevernes tekster (fortællinger, digte og essays) og interviewet eleverne. De har fortalt om deres erfaringer med at skrive generelt og specifikt i relation til de tekster, de har skrevet i forbindelse med studiet.

Undersøgelsen peger på fire indbyrdes sammenhængende hovedtemaer: 1. at gå med sproget, 2. opmærksomhed, 3. tænkning og 4. forestillingskraft. Når jeg har valgt at kalde det første tema ”at gå med sproget”, skyldes det, at eleverne beskriver den gode skriveoplevelse som at ”gå med det, der kommer” eller som ”flow”. Der er altså tale om en slags overgivelse til skriveprocessen. At gå med sproget handler om en overskridelse mellem tanke og skrift. Den overskridelse er et nødvendigt udgangspunkt. Idet den skrivende elev overgiver sig til skriveprocessen eller går med sproget, opstår der ifølge eleverne mulighed for øget ”opmærksomhed” (tema 2). Det er en gennemgående metafor i elevernes udsagn, at man får ”helt nye øjne”, eller som en elev siger det: ”Ja, altså det åbner lidt øjnene, fordi du skal være endnu mere opmærksom, ikk’.”

Samtidig giver det at skrive anledning til ”nye tanker” (tema 3) og ”forestillinger” (tema 4) samt til at afprøve forskellige perspektiver. I følgende uddrag af et digt har en elev eksperimenteret med at forestille sig, hun var en anden. Det blev et vildt og modigt digt, hvor både det lyriske jeg og den forestillede anden er fiktive personer.

….

Ville kunne komme ind til time, helt uden makeup på, med drivvådt hår og alle ville stadig se på mig med et lys i øjnene

Nøj hvor var hun smuk.

Mine ører ville være lukket over for den stemme som har slået rødder i mit baghoved med indbygget kalorietæller der fortalte mig at jeg var en byrde

Er grim

Tyk

Uinteressant

….

I interviewet med eleven fremgår det, at hun skrev digtet, fordi mange i hendes generation ”har det på den måde”, og det at skrive om det gjorde noget ved hendes tanker.

det gør ligesom, at det bliver lidt mere anonymt, og jeg ligesom kan sætte mig i begge roller og se det fra sådan flere sider af. Så det gør det lidt nemmere at … så føler man sig ikke så alene med det, og så kan man mere forestille sig sådan den anden person. Og så kan man hoppe rundt i de forskellige følelser, der er til stede i digtet…

Det er for mig at se en væsentlig iagttagelse, at det at skrive kan give adgang til at forestille sig andres verden og ”hoppe” rundt i de forskellige følelser. Den politiske filosof Martha Nussbaum fremhæver, at demokratier har brug for litteratur, fordi litteraturen gør det muligt for os at forestille os andre perspektiver end vores eget. I forlængelse af det kan man sige, at demokratier har brug for, at mennesker skriver – fordi man gennem skriveprocessen får mulighed for at forestille sig ”den anden” og ”hoppe rundt” i forskellige følelser og positioner.

Giv plads til skrivning i undervisningen

Hvad er lærerens opgave, hvis eleverne skal opleve at gå med sproget? Først og fremmest skal man give plads til skrivning i alle mulige former. Skrivning af korte og lange tekster, i alle mulige former og i alle mulige situationer. Helst skal der skrives hver dag. Læreren skal selv skrive med og kende til de overskridelser, sårbarheder og glæder, der følger med det at skrive. På den måde er det muligt at tale med eleverne om skrivning og om deres tekster og støtte den enkelte elev i at få øje på sig selv som skrivende menneske. Læreren kan fokusere på det følgende:

Skrivningens form: Formkrav inviterer eleverne til at bruge sproget på nye måder. Det tilfører skrivning en legende og afprøvende kvalitet, hvor sproget tvinges væk fra vante standarder og tillærte klichéer. Digte har et særligt potentiale, der af eleverne i 8. klasse karakteriseres som ”ægte”:

Og så digte – det er meget nøgent, og det´ meget sådan ægte på en eller anden måde … Og det er, som om at digte kan bringe nogle helt specielle følelser og tanker frem i dig, som andre teksttyper kan have lidt sværere ved.

At skrive i digtets mange former kan tilsyneladende gøre noget ved den skrivende. Noget andet end det, vi kender til i hverdagen.

Skrivningens tid: Der skal bruges tid i klasseværelset på skrivning. Til små og store skriveopgaver. I dette studie skrev eleverne med både korte og lange tidsrammer. Flere elever gav udtryk for, at de korte tidsrammer (3-5 minutter) gjorde, at de kunne ”snyde” den indre dommer, bare skrive løs og på den måde ”gå med sproget”. Når man får tre minutter til at skrive og samtidig får at vide, at det ikke behøver at være godt, tør man måske mere og kaster sig ud i skriveprocessen. Som en elev udtrykte det: ”Jeg synes, det var meget spændende, fordi det bare føltes, jeg kunne bare komme ud med alt det der, hvad kan man sige … næsten mærkelige, man havde inde i sig og sådan noget.”

Skrivningens sted: At være mere opmærksom, at kunne se med nye øjne er for mig at se stærke udtryk for en bestræbelse på at forstå verden og forbinde sig med den. Den norske filosof Anniken Greve bruger det meget fine ord ”omverdensømfindtlighed” om det. Når vi træder i forhold til verden, udvikles det omverdensømfindtlige blik. Det er et modtageligt blik for stedet og samtidig et blik, som deltager i stedet. Ved at skrive om stedet på stedet deltager man i stedet og styrker opmærksomheden på og sensitiviteten over for stedet.

Skriv mere, vildere og friere

Skrivning kan være betydningsfuldt og øjenåbnende. Det kræver et andet blik på skrivning end det, vi kan læse om i danskfagets fælles mål. At skrive i skolen handler om at opnå skrivekompetencer, men det handler også om at tænke, at få øje på, at mærke verden og sig selv i verden, at prøve sig frem og at deltage i verden gennem sproget og derved styrke det omverdensømfindtlige blik og den tænkende opmærksomhed.