Giv mig et læserum

De mange elever, der læser henslængt i lænestole, gemt i små huler og indhyllet i tæpper, tænker tydeligvis ikke over det, men Brønshøj Skoles nye PLC er indrettet, så det netop inviterer til det, de er i gang med: læsning.

I forbindelse med en omfattende renovering blev det rykket fra skolens loft og ned i den gamle gymnastiksal sammen med en ambition fra skoleledelsen om ikke at genetablere det gamle PLC, men i stedet skabe en læseindsats. Centeret mødte folkebibliotekar Julie Arndrup og dansklærer Pia Winsløw, der, sammen med dansklærer Anders Emil Humle, har konkretiseret denne ambition.

På endevæggen er der skabt små læserum med gardiner, puder og tæpper. Her trækker børnene gerne ind for at læse.

Gymnastiksalens ribber har fået selskab af gule lænestole fra IKEA. De er gode at læse i.

Alle bøger er placeret med forsiden frem, hvilket skaber overskuelighed for børnene, og så appellerer forsider mere end bogrygge, mener Julie Arndrup.