Tidsskrift
Skrivedidaktik - Når vi skriver sammen
Nr. 40
I dette temanummer af Viden om Literacy kan du læse om skrivedidaktik med fællesnævneren: at mødes om egne og andres tekster for at udvikle sig som skriver. Denne vinkel på skriveundervisningen er interessant, fordi der har vist sig at være store læringspotentialer i at gøre skriveprocesser til fælles udforskning og arbejde i skole og uddannelse. Lærerens greb i tekstsamtaler, modellering og stilladsering sættes under lup. Samtidig er mange optagede af at undersøge elevers egne oplevelser af skolens tekstarbejde og balancer mellem lærerstøtte, medbestemmelse, fri fantasi og kreativitet. Derfor undersøger vi med dette temanummer blandt andet, hvordan udviklende samtaler om elevers tekster udspiller sig i klasserum, og hvad der kan ske, når samarbejdet omkring tekster foregår sammen med en skrivende forfatter eller mellem en elev og vores alle sammens nye og lettere påtrængende ven: AI.
Hent de enkelte artikler
Indledning
Af Katja Sørensen Vilien & Nina Berg Gøttsche
Hvorfor skriver vi?
Af Lærke Malmbak
Om artiklen
Unge samles hos Forfatterskolen for unge for at finde ind til skriften, sig selv og hinanden. Dette er en introduktion til Forfatterskolens arbejde og til de 13 tekster, der fletter sig ind gennem hele tidsskriftet, skrevet af unge på en sommercamp.
Att skriva tillsammans i klassrummet
Af Gustaf B. Skar
Om artiklen
Denna introduktion presenterar några orsaker till att skrivförmåga (fortfarande) är viktigt och att skrivande mer eller mindre alltid är en social aktivitet. Introduktionen presenterar vidare en skrivundervisningsmetod som nyttjar styrkan i kollaborativt skrivande och avslutas med en reflektion över spänningen mellan individuellt arbete och grupparbete i skolan.
Løft skriveundervisningen på mellemtrinnet: Strategibaseret skriveundervisning med fokus på elever i skriftsprogsvanskeligheder
Af Louise Rønberg, Lene Illum, Mette Sofie Kirkedal Jensen & Helle Bonderup
Om artiklen
Hvordan styrker vi deltagelse og handlemuligheder i skriveundervisningen for elever med ordblindhed og andre stavevanskeligheder uden at sænke ambitionerne for deres skriftsproglige udvikling? Dette spørgsmål danner afsæt for nærværende artikel, som undersøger dansklæreres erfaringer med et målrettet skriveundervisningsforløb i dansk i 6. klasse. En væsentlig indsats har været inddragelse af læse- og skriveteknologi for alle elever i klasserne, men med særligt fokus på ordblinde elever. Undersøgelsen er en del af Projekt Skrivesucces, som har undersøgt metoden strategibaseret skriveundervisning (SRSD1) i en dansk skolekontekst. Artiklen præsenterer fund fra interviews med de deltagende lærere om deres refleksioner over metoden og dens potentialer og ulemper samt elevernes udbytte.
Den sproglige nøgle til argumenterende skrivesucces – erfaringer med elevtekster fra Projekt Skrivesucces
Af Eva Theilgaard Brink, Trine Liengaard, Charlotte Christiansen & Stine Fuglsang Engmose
Om artiklen
I forbindelse med Projekt Skrivesucces er der blevet indsamlet et korpus af argumenterende elevtekster skrevet af 6.-klasseelever med stavevanskeligheder over hele landet. I denne artikel viser vi, hvordan projektet udviklede evalueringsværktøjer til at måle, om elevernes
tekster blev bedre efter en fire uger lang forsøgsundervisning, og hvilke sproglige træk der kendetegner den gode argumenterende tekst skrevet af elever med stavevanskeligheder. Denne indsigt bidrager med ny viden om denne særlige elevgruppes sproglige progression.
Strategibaseret skriveundervisning i et elevperspektiv
Af Helle Bundgaard Svendsen, Ulla Olander Vangsted, Berith Ravnsgaard Christensen, Julie Fredsø-Rauer & Pia Mortensen
Om artiklen
I denne artikel præsenterer vi, hvilke erfaringer elever i 6. klasse med stavevanskeligheder har, når de bliver undervist efter metoden Strategibaseret skriveundervisning. Strategibaseret skriveundervisning er en ny metode i dansk skolekontekst. Den er udviklet med udgangspunkt i den internationale metode Self-Regulated Strategy Development (SRSD), men er i Projekt Skrivesucces videreudviklet og afprøvet i danskundervisningen i 14 6.-klasser på syv skoler. I vores analyser ser vi nærmere på, hvordan eleverne oplever at blive undervist
på denne måde, ligesom vi undersøger, hvilken indflydelse det har på deres oplevelse af at udvikle sig som skrivere.
Skrivestrategier med SOUL-modellen
Af Peter Heller Lützen, Pernille Hargbøl Madsen, Lise Overgaard Nielsen & Bonnie Vittrup
Om artiklen
I denne artikel viser vi, hvordan man kan arbejde med skrivestrategier ud fra SOUL-modellen. Den bygger på evidensbaseret forskning i, hvordan man tilrettelægger effektive skriveprocesser, som styrker elevens skriftlige fremstilling, og den er udviklet og afprøvet i projektet Lolland skriver. Sammen med lærere og elever har vi afprøvet den som både planlægningsværktøj, til monitorering af skrivning undervejs, til udarbejdelse af mundtlige præsentationer og som rettesnor for feedback.
”Her er vi, vi glæder os til at møde jer” – myndighed og faglighed i skolens overgange
Af Peter Heller Lützen, Pernille Hargbøl Madsen, Lise Overgaard Nielsen & Bonnie Vittrup
Om artiklen
I denne artikel viser vi, hvordan elever kan skrive sig gennem skolens overgange. Elever forbinder ofte overgange i skolelivet med nervøsitet og en lille frygt for, hvordan deres nye lærere ser dem. Her møder vi elever i 6. klasse, der skriver til deres kommende lærere i 7. klasse. De skriver både om sig selv og om, hvordan de gerne vil undervises. Som vi skal se, er elever ofte dem, der bedst ved, hvordan de skal mødes og undervises.
Skrivning for læring og elevernes deltagelse
Af Peter Heller Lützen, Pernille Hargbøl Madsen, Lise Overgaard Nielsen & Bonnie Vittrup
Om artiklen
I denne artikel skal vi på besøg i en 7. klasse. De har dansk og arbejder med intertekstualitet mellem et klassisk maleri og nyere reklamebilleder. Vi skal se, hvordan de arbejder med skrivning for læring på en måde, hvor eleverne bliver sprogligt aktive, arbejder sammen, arbejder undersøgende og integrerer mundtlige aktiviteter med skriftlige. Vi introducerer til skrivning for læring som et generelt greb, der kan skabe kognitiv aktivering, gode muligheder for tilpasset lærerstøtte og styrket klasseledelse.
Den kæmpende, essayisten og den suveræne skriver – tre elever fortæller om skrivning i skolen
Af Bonnie Vittrup, Peter Heller Lützen, Pernille Hargbøl Madsen & Lise Overgaard Nielsen
Om artiklen
I denne artikel præsenteres resultater fra et interviewstudie, hvor vi har fulgt elever på samme årgang gennem tre skoleår. Vi analyserer samtalerne med dem ud fra, hvordan de identificerer sig med skrivning i skolen, og hvilke udviklinger vi kan se i deres oplevelser af skrivning på tværs af fag i overgangen fra mellemtrin til udskoling. Vi fokuserer her på tre elever, som alle er glade for at skrive, er engagerede i det indhold, de skriver om, og bruger skrivning som en måde at reflektere og forstå sig selv på. De kan godt lide fantasi og frihed og er ikke meget for krav og rammer. Gennem de tre år oplever de tre elever et vist tab af frihed, men de udnytter på hver deres måde fagenes forskellige potentialer for realisering af skriveridentitet. De søger en kontinuitet mellem fagene og er vedvarende engageret i det indhold, de skriver om.
Skriveundervisning med fokus på dialog, modellering og tekstsamtale
Af Kristine Kabel, Mette Vedsgaard Christensen & Morten Tannert
Om artiklen
I denne artikel går vi tæt på klassesamtaler i skriveundervisningen i en 8.-klasse. Vi undersøger, hvordan dansklæreren gennem klassesamtaler støtter elevernes skrivning og deres refleksioner over skrivning. Lærerens interaktionelle greb i skriveundervisningen er interessante, fordi de viser flere måder at mikrostilladsere elevernes skrivning på, men de viser også den kompleksitet og fleksibilitet, læreren må orkestrere i klassesamtalerne.
Skrivelyst i fællesskab - når børn og voksne skriver sammen
Af Stine Heger
Om artiklen
Hvad sker der med børns skrivelyst, når voksne selv skriver med? Forskning i fritidsskrivning i forfatterskoler for børn viser, at skrivelyst her udvikles i særlige skrivefællesskaber. Voksne forfattere deler skriveprocesser, håndværk, tvivl og valg med børn og unge i forfatterskolerne, og dermed opbygges inkluderende, aktive og tillidsfulde skrivefællesskaber. Med afsæt i empiriske eksempler giver artiklen indblik i forfatterskolerne som kontekst, leverer en karakteristik af skrivefællesskabet og viser, hvordan den voksne forfatters egen skrivning er helt afgørende. På den baggrund argumenterer artiklen for, at lignende skrivefællesskaber kan etableres i skolen – og at lærerens egen skrivepraksis kan spille en central rolle for elevers skrivelyst.
Samskrivning i gymnasieklasser for unge med autisme: Identitet, overgange og kommunikation
Af Malene Sønderberg & Kira Bangsgaard
Om artiklen
Elever med en Autisme Spektrum Forstyrrelses-diagnose (ASF) oplever ofte en større kognitiv belastning i mødet med den akademiske skrivning i gymnasiet end neurotypiske elever. På Høje-Taastrup Gymnasium har vi udfordret narrativet om, at unge med autisme har vanskeligt ved at indgå i læringsfællesskaber, hvor kommunikation og socialt samspil er bærende didaktiske principper. Denne artikel beskriver gennem to cases fra et udviklingsprojekt, hvordan samskrivning kan praktiseres i ASF-klasser og bidrage til en bæredygtig udvikling af elevernes skrive- og skriveridentitet. Der zoomes ind på de kognitive vanskeligheder – først i en udviklingscase fra gruppeskrivning til individuel skrivning. Dernæst i en case, hvor samskrivningen udfordres yderligere af koblingen mellem autisme og dysleksi, med et særligt fokus på kommunikationen mellem eleverne og mellem lærer-elev. Desuden sætter artiklen fokus på den udvidede lærerrolle i ASF-samskrivning.
Elevers samskriving med chatboter i skolen: muligheter og didaktiske overveielser
Af Jon Olav Sørhaug
Om artiklen
Mange lærere erfarer at det kan være engasjerende å la elever samarbeide om å lage tekster. Fra tidligere forskning vet vi at samskapende skriveprosesser har en veldokumentert læringsverdi blant annet fordi elevene ofte snakker sammen om det de skal skrive, og diskuterer hvordan de ønsker å gå fram. Men hvordan fungerer slike skrivepraksiser når det ikke er medelever, men en chatbot som er partner i skriveprosessen? Hva er læringspotensialet, hvilke problemer oppstår, og med hvilke strategier kan lærere gå utfordringene i møte?
Tidlig indsats mod ordblindhed – En undersøgelse af langtidseffekter og ressourceforbrug
Af Anna Steenberg Gellert, Carsten Elbro, Dorthe Klint Petersen, Mads Poulsen & Ina Borstrøm
Om artiklen
Et nyudviklet, lydbaseret læseundervisningsprogram for elever med forøget risiko for ordblindhed i 1. klasse er afprøvet i en effektundersøgelse, som 34 danske skoler deltog i. På 18 skoler deltog elever med forøget risiko for ordblindhed som forsøgsgruppe på små hold hen over 1. klasse i det nyudviklede program. Dette program bestod af 76 lektioner og blev varetaget af skolernes egne læsevejledere. På 16 andre skoler deltog elever, der også havde forøget risiko for ordblindhed, som kontrolgruppe i den undervisning, de normalt ville få på deres skoler i 1. klasse. Eleverne i kontrolgruppen fik gennemsnitligt 14 lektioners særligt tilrettelagt læseundervisning på små hold i løbet af 1. klasse. Undersøgelsen viste betydelige positive effekter af deltagelse i det nyudviklede undervisningsprogram på både kort og lang sigt. I foråret 3. klasse var andelen af elever med testresultater, der tydede på ordblindhed, væsentligt lavere i forsøgsgruppen (37 %) end i kontrolgruppen (53 %). Det nyudviklede undervisningsprogram krævede umiddelbart flere lektioner på små hold og dermed flere ressourcer end gængs praksis i 1. klasse på danske skoler. Imidlertid viste undersøgelsen, at forsøgsgruppen i 2. og 3. klasse gennemsnitligt fik færre lektioners særligt tilrettelagt læseundervisning på små hold, end kontrolgruppen fik. Hvis man så på hele perioden fra begyndelsen af 1. klasse til foråret 3. klasse, kunne det ekstra ressourceforbrug estimeres til gennemsnitligt omkring 12 læsevejlederlektioner med tilhørende forberedelse pr. elev, som deltog i det nyudviklede undervisningsprogram.