Vi bliver nødt til at vide, hvorfor elever synes læsning er ’røvkedeligt’

Hvis vi skal have flere elever til at læse af lyst, er vi nødt til at kigge på, hvad der skaber en ulyst til at læse hos børn og unge, skriver ph.d. og faglig konsulent Henriette Romme Lund.
Debatindlægget blev publiceret i Folkeskolen d. 22. marts 2024

 

De seneste læsevaneundersøgelser viser, at danske børn er blandt dem, der oplever mindst læselyst sammenlignet med andre lande. Derfor fylder læselyst også en hel del i skoledebatten. 

Men måske skulle vi i stedet kigge på børnenes læseulyst og hvad der udfordrer børnene, når de skal læse.

For at kunne det, skal vi møde Oskar og Alberte fra 6. klasse, der oplever forskellige former for læseulyst. Jeg interviewede dem begge som en del af mit ph.d.-projekt, da de stillelæser hver dag i en selvvalgt bog i 20-30 minutter.

Ronaldo giver aldrig op

Oskar synes stillelæsning er ”røvkedeligt. Han vælger bøger ud fra, om forsiden ser spændende ud, og selvom bogen ikke fanger hans interesse, tvinger han sig selv til at læse videre.

Men det er svært for ham. Han kigger ofte rundt i klassen eller forlader bogen for at hente vand. Hvis jeg spørger, hvorfor han læser, selvom han keder sig, svarer han:

”Jeg holder bare ud og tænker: Du skal bare igennem det her. Din karriere står på spil. Jeg tror heller ikke, at Ronaldo bare smækkede bogen i og sagde: Fuck, det var det”.

Det, at Oskar hiver et sportsidol frem – ikke en forfatter – viser at han sammenligner læsning med hård fysisk træning. For Oskar er det er vigtigt at blive bedre til at læse, selvom det ikke føles rart.

Ihærdigheden kan skyldes, at han ved, han læser langsomt i forhold til klassekammeraterne, og at han er bange for at blive grint ad, når han læser højt. Læreren fortæller ham også, at han skal øve sig mere derhjemme.

Det er pinligt ikke at kunne læse 

Alberte synes også stillelæsning er kedeligt - medmindre hun læser en bog, der interesserer hende.

Hun genlæser bøger, tager den første bog hun kan finde, eller vælger bøger, hun har set klassekammeraterne læse.

Under stillelæsning læser Alberte bøger, hun kan lide og som hun gerne vil fortælle mig om. Hun læser også bøger, som keder hende, og som hun – ligesom Oskar – tvinger sig selv til at læse.

Tidligere var Alberte ikke god til at læse. Derfor lod hun, som om hun læste under stillelæsning. Det krævede, at hun kiggede ned i bogen, havde en fornemmelse af, hvornår hun skulle bladre, og undgik øjenkontakt med læreren.

Aktuelt kan Alberte læse, selvom hun ved, at hun ikke er blandt klassens bedste. Når jeg spørger, hvorfor hun læser, siger hun, at hvis hun ikke kan læse, er der ”helt vildt meget”, hun ikke kan realisere. Desuden er det pinligt ikke at kunne læse.

Vi skal væk fra kriseretortikken 

Når Oskar lader være med at læse, og når Alberte tidligere lod som om hun læste, viser de tegn på læseulyst. 

For begge hænger det sammen med et mislykket bogvalg og deres forståelse af læsekompetencer.  Elevernes udsagn sætter et spørgsmålstegn ved, om det alene er adgang til bøger og gode fortællinger, der kan reparere den svindende læselyst. 

En mere positiv samtale om læsning kunne bevirke, at Oskar og Alberte udviklede en mindre krise- og konsekvenspræget retorik om læsning. Man kunne for eksempel tale om alt det, man kan bruge sin læsekompetencer til, og alle de gode oplevelser, man kan få ved at læse.

Bogvalgsstrategier kunne også hjælpe Oskar og Alberte til oftere at finde en bog, der matcher deres interesser. De kunne også lære, at det er ok at fravælge bøger, der ikke interesserer dem.

Hvor er klassens læsefællesskab? 

Endelig ville Oskar og Alberte kunne få en ny oplevelse af læsning, hvis de opdagede, at det var noget, man kan være sammen om. 

Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af dem ser ud til at søge et læsefællesskab, selvom Alberte indirekte udpeger et sådant, når hun læser bøger, klassekammeraterne har læst. I det hele taget virker det ikke til, at de anser læsning som en vej til et fællesskab. 

Det kunne ændres ved, at eleverne fik tid til at vælge bøger sammen og snakke om de bøger, de havde valgt. Eller ved, at børnene oplever og naturligt opsøger læreren som en læsende rollemodel.