Konferencer og seminarer
Åbent Videncenter 2025
Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder inviterer vanen tro til Åbent Videncenter fredag før påske. Eftermiddagen vil byde på et kig ind i centerets arbejde med højaktuelle temaer inden for skriftsprogsvanskeligheder – præsenteret i et potpourri af formidlingsformer.
Arrangementet afsluttes med fredagsbar, frie faglige samtaler og mulighed for at give feedback på centerets arbejde.
Program
Kl. 13.00: Velkomst
v/ Anna Karlskov Skyggebjerg, centerleder, Nationalt Videncenter for Læsning og Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder
Kl. 13.15: Hvor blev effekten af? Ordblindhed i fremmedsprogene
v/ Stine Fuglsang Engmose, ph.d. og faglig konsulent, Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder
Det gør en forskel at blive testet ordblind i Danmark. Effekten ses i fagene dansk, matematik og til dels naturfagene, men ikke i engelsk. Det er et problem, da ordblinde elever også har læse- og skrivevanskeligheder i sprogfagene. Hvad bidrager til problemet? Vær med i quizzen, hvor vi præsenterer hypoteser fra forskere og fagprofessionelle i den nyopstartede arbejdsgruppe om ordblindhed og undervisning i sprogfagene.
Kl. 13.35: Sprogforstyrrelsen DLD i et livsperspektiv
v/ Anne-Mette Veber Nielsen, ph.d. og faglig konsulent, og Marie Wolter Bertelsen, faglig konsulent, begge Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder
Sprogforstyrrelsen DLD holder aldrig op, og vanskeligheden giver forskellige udfordringer alt efter, hvor man er i livet. Videncenteret er gået i gang med at indsamle viden og erfaringer fra dem, som giver tilbud til unge og voksne med DLD. Vi giver et kig ind i maskinrummet, hvor vi arbejder med at finde og fylde videnshuller.
Kl. 13.55: Pause
Kl. 14.10: Tværfaglighed, flersprogethed og sprogvanskelighed
v/ Minna Nørgaard Bruun, lektor og faglig konsulent, og Anne-Mette Veber Nielsen, ph.d. og faglig konsulent, begge Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder
På tværs af fagligheder står vi midt i udforskningen af centrale dilemmaer og temaer i arbejdet med flersprogede børn med sproglige vanskeligheder i dagtilbud. På Åbent Videncenter deler vi vores foreløbige indsigter i det gode samarbejde i hverdagen om denne gruppe børn.
Kl. 14.30: Podcastserie for ordblindeundervisere går live
v/ Marie Wolter Bertelsen, faglig konsulent, Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder, med gæst i livestudiet.
Før jul udgav videncenteret en podcastserie i fire afsnit om ordblindeundervisning for voksne (OBU). I næste afsnit skal vi tale om testning og udredning rettet mod OBU og SPS. Hvordan skal vi forstå det? Hvilke elementer skal indgå i udredning? Og hvordan kan man gribe det an? Vi inviterer salen til livepodcast med en erfaren testlærer fra OBU og tager hul på snakken.
Kl. 14.50: Fra business-to-business til burgermenu
v/ Katja Vilien, lektor og faglig formidler, Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder
Hvad fuck er NVOL? Du inviteres med på en brugerrejse fra nvol.dk version 1.0, over videncenterets nye hjemmeside og helt ind i centerets kernefortælling. På den anden side af indslaget vil du ikke være i tvivl om, hvad NVOL er, og hvor du kan finde viden og værktøjer af høj kvalitet, der gør en forskel for din praksis.
Kl. 15-16: Fri faglig fredagsbar og ”Put i postkassen”
Nyd en øl eller vand med spændende kolleger og læg en kommentar i videncenterets postkasse.