Konferencer og seminarer
Dansk i mange retninger 2022
Om at tale, ikke snakke – danskfaget i samtalens tjeneste.
Konferencen inviterer danskfolk fra grundskolen, ungdomsuddannelserne, læreruddannelsen og universitetet til et fælles fagdidaktisk mødested.
Vi kommunikerer i dag på livet løs og mere end nogensinde før. Vi giver os til kende og interagerer i tale, skrift og lyd på sociale medier, internetfora og i en række andre både velkendte og nye sammenhænge. Men bidrager al denne kommunikation til den form for samtale, som et demokratisk samfund har brug for og bygger på? Eller skaber den større polarisering kulturelt, socialt, geografisk og politisk?
På årets konference spørger vi, hvad danskfaget kan gøre for at tydeliggøre forskellen mellem at tale sammen eller i hver sin retning.
Konferencen byder på bredt diskuterende key-notes og workshops med fokus på samtalen i danskundervisningen. Desuden præsenteres nye danskfaglige ph.d.-projekter.
Program
9.30-10.00: Ankomst og morgenmad og kaffe
10.00-10.05: Velkomst
10.05-10.15: Jubilæumstale 10 års Dansk i mange retninger
Erik Skyum-Nielsen, lektor, KU
10.15-11.15: Den farlige samtale
Lotte Folke Kaarsholm, programvært, Deadline, DR
Hvornår er samtale mulig, og hvornår er den slet ikke mulig? Hvornår bliver samtaler farlige, og hvordan kan man blive bedre til at føre dem, selv om der ikke findes anden oplæring end erfaring og intuition? På grundlag af egne oplevelser vil Lotte Folke Kaarsholm med eksempler belyse tv-interviewet som en risikabel og i visse tilfælde vellykket samtaleform.
11.15-11.30: Pause
11.30-12.30: Samtalen i danskfaget
Tina Høegh, lektor, SDU
De erfaringer, vi gør os med kommunikation og med samtalekulturer igennem uddannelsessystemet, er med til at danne os. I klasserummet kan forskellige typer af samtaler anskues som modeller, der kræver hvert sit sprog. I oplægget vil Tina Høegh med eksempler fra grundskole og gymnasium undersøge en række faglige dialogformer i danskfaget.
12.30-13.15: Frokost
13.15-14.30: Workshops
Workshop 1: Den litterære samtale
I workshoppen spørger vi, hvad der kendetegner den gode, spørgende samtale om litteratur, og hvordan vi giver denne samtale optimale rammer i undervisningen? Vi præsenterer nogle mulige scenarier og tilrettelæggelsesstrategier baseret på Forfatterskolens æstetiske samtaler og på erfaringer fra offentlige samtaler med forfattere.
Workshopledere: Erik Skyum-Nielsen, lektor, KU & Louise Bang, ph.d.-studerende, DPU, AU (lokale K3.23)
Workshop 2: Den flerkulturelle samtale
Hvordan kan man medtænke kulturel diversitet i litteratursamtalen? Og hvordan får elever med forskellige resurser del i fortolkningsfællesskabet? I workshoppen vil vi diskutere teoretiske perspektiver og praktiske tilgange til den litterære samtale i det sammensatte klasserum.
Workshopledere: Helle Rørbech, lektor, DPU, AU & Katja Gottlieb, formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion (lokale K3.22)
Workshop 3: Samtaler om grammatik
Klassesamtaler om grammatik indeholder ofte begrænsede elevbidrag og begrænsende talepositioner for elever. I denne workshop vil vi afprøve aktiviteter, som vi kalder ”grammatik på lodrette flader” (med inspiration fra canadieren Peter Liljedahl). Vi lægger op til fælles diskussion af muligheder for at støtte undersøgende samtaler i danskfagets grammatikundervisning.
Workshopledere: Tina Mohr Nickelsen, projektmedarbejder, Alle i Uddannelse, Birgitte Bom, lærer, Horsens Byskole & Mette Vedsgaard Christensen, docent, VIA (lokale K3.21)
Workshop 4: Undersøgende gruppesamtaler
Hvad foregår der egentlig, når elever taler med hinanden i danskfagets gruppearbejde? I workshoppen viser vi eksempler på, hvordan elever udforsker litterære tekster, og diskuterer, hvordan dansklærere i grundskole og gymnasium kan støtte gruppesamtaler, hvor forskellige perspektiver mødes, og faglige problemstillinger udforskes.
Workshopledere: Loa Schmidt Jensen, lektor, Det frie Gymnasium & Marie Dahl Rasmussen, lektor, KP (lokale K3.17)
Workshop 5: Den diskussionsbaserede samtale
Diskussions- og dialogbaseret undervisning er et muligt svar på, hvordan vi får vi skabt fagligt dygtige og socialt orienterede samfundsborgere, der trives i og bidrager til demokratiske fællesskaber. I workshoppen skitserer vi den teoretiske baggrund for tilgangen, vores inspirationskilder, og vi afprøver i fællesskab en diskussionscirkel, som kan bruges i undervisningen i dansk og andre fag.
Workshopledere: Ulla Højmark Jensen, docent, Professionshøjskolen Absalon & Michael Bang Sørensen, lektor og vejleder/underviser, Det Frie Gymnasium (lokale K3.16)
Workshop 6: Eksamenssamtalen
Hvad kendetegner den særlige samtale, som finder sted ved mundtlig eksamen? Hvordan finder eleverne ud af, hvad der tæller til eksamen, og hvordan kan vi skabe plads til nytænkning og ikke bare reproduktion af viden ved det grønne bord? Workshoppen præsenterer ny forskning i et underbelyst felt og inviterer til en diskussion af, hvordan vi kan hjælpe eleverne til at blive mere modige til eksamen.
Workshopledere: Julie Marie Isager, specialkonsulent, KU & Nina Sofie Munck, lektor, KVUC (lokale K3.13)
Workshop 7: Samtalen og de sociale medier
I workshoppen undersøger vi, hvordan sociale medier og sociale liv hænger sammen blandt unge mennesker i dag. Med udgangspunkt i data indsamlet blandt gymnasieelever viser vi, hvordan en konkret konflikt udspiller sig på tværs af forskellige sociale medier, og inviterer til en diskussion af, hvordan man kan arbejde danskfagligt med fællesskaber og konflikter på de sociale medier.
Workshopledere: Andreas Stæhr, lektor, KU og Janus Spindler, lektor, KU (lokale K3.12)
14.30-15.00: Pause i workshoplokaler med kaffe og kage
15.00-15.50: Til inspiration. Nye danskfaglige ph.d.-projekter
Læsevanskeligheder i litteratursamtalen belyst gennem et elevperspektiv
Nina Berg Gøttsche, lektor, VIA
Kritisk undersøgende samtaler i elevernes gruppearbejde i skolen
Eva Dam Christensen, lektor, UC SYD
15.50 -16.00: Opsamling på dagen v. Nadia Raphael Rathje, ph.d.-studerende, KP og AU