Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Konferencer og seminarer

Dansk i mange retninger 2024 – et fagdidaktisk møde

En stemme – stemmen – flere stemmer – alle stemmerne
– danskfaget i chatbottens tidsalder

Konferencen er fuldt booket 

Konferencen inviterer danskfolk fra grundskolen, ungdomsuddannelserne, læreruddannelsen og universitetet til et fælles fagdidaktisk mødested.

Chatbots er nu en realitet – i samfundet og dermed også i skolen. Hører kunstig intelligens til i danskfaget? Hvis svaret er ja, hvilke muligheder ser vi så for os? Kan det tænkes, at danskfaget som et sprog-, litteratur- og dannelsesfag har nogle særlige potentialer til at fokusere på stemme, tekst og perspektiv og gøre det i samspil med og gennem kritisk inddragelse af kunstig intelligens?

Årets konference kommer ikke med færdige svar, men lægger op til diskussioner af, om og hvordan vi kan arbejde med nogle af samtidens store udfordringer i danskfaget. Konferencen byder på bredt diskuterende keynotes og workshops.

PROGRAM
9.30-10.00 Ankomst og kaffe

10.00-10.10 Velkomst i lokalet ved arrangører

10.10-10.45 Hvad er sprogmodeller og generativ AI egentlig for noget
Michael Riis Andersen, lektor, Danmarks Tekniske Universitet
Vendinger og ord som kunstig intelligens, generativ AI, sprogmodeller og ChatGPT er for nylig blevet allemandseje. Disse teknologier har stor påvirkning på vores samfund, men hvordan virker de egentlig? Med særligt fokus på tekst og sprogmodeller giver oplægget et indblik i ‘maskinrummet’ for moderne kunstig intelligens.

10.45-11.30 Hvorfor lære at skrive, når AI kan gøre det bedre?
Peter Heller Lützen, specialkonsulent, Nationalt Videncenter for Læsning
Det er både besværligt og meget tidskrævende at lære at skrive, og de fleste bliver aldrig særligt gode til det alligevel. Så hvorfor fortsætte med at lære det, når teknologien næsten altid kan gøre det bedre? Skrivning for læring kunne være et muligt svar. Det stiller krav til viden, dømmekraft og tekstrevision.

11.30-12.20 Frokost og forlagsudstilling

12.20-13.05 Sagprosa og elevens egen stemme i chatbottens tidsalder
Christina Matthiessen, ph.d. i retorik, forsker og lærebogsforfatter
Sagprosatekster er tæt bundet til specifikke kommunikationssituationer. Det gælder, hvad enten de udspringer af domænet hverdag, demokrati, produktion eller viden. Hvilken rolle spiller elevens stemme i arbejdet med sagprosatekster inden for forskellige genrer? Og hvilket potentiale har chatbots til at accentuere elevens retoriske refleksioner og færdigheder?    

13.05-13.35 Kaffe/kage og forlagsudstilling

13.35-14.55 Workshops

Workshop 1
ChatGPT’s stemme i folkeskolens danskfag
Workshopledere: Kristine Langstrup, IT-vejleder og udskolingslærer i dansk, engelsk og kristendomskundskab, Usserød Skole, og Christian Larsen Langstrup, udskolingslærer i dansk og historie og medarbejder i PLC, Usserød Skole
AI er et vilkår for eleverne i dag. Udenfor skolen har de adgang til ChatGPT, indenfor skolen kan de anvende SkoleGPT og DanskGPT. Hvordan klæder vi eleverne på til at tage ansvar for egen læring, forstå de etiske udfordringer, tage aktivt del i nutidens og fremtidens teknologier og samtidig undgå at fokusere på forbud og dystopiske perspektiver? I denne workshop vil vi med udgangspunkt i afprøvede eksempler i udskolingen lægge op til ovenstående diskussion.

Workshop 2
ChatGPT’s stemme i gymnasiets danskfag
Workshopledere: Mathilde Lund Sinding, lektor og læsevejleder, Det Frie Gymnasium, og Signe Riis Petersen, Christianshavns Gymnasium
Med ChatGPT er der kommet en ny stemme ind i danskfaget. Hvordan lyder denne stemme, og hvordan kan vi stadig udvikle elevernes personlige stemme? I workshoppen vil vi dele øvelser, konkrete eksempler på og refleksioner over, hvordan man kan arbejde med ChatGPT i forhold til elevernes skriftlighed på ungdomsuddannelserne.

Workshop 3
Skrivning som æstetisk praksis og perspektiver i forhold til AI
Workshopledere: Anne Boch, lektor, VIA University College, og ph.d.-studerende, AU, og Morten Øbro, dansklærer, Frederiksbjerg Skole
Hvad er det særlige, skrivning som æstetisk praksis kan i målingens og den kunstige intelligens’ tidsalder? I denne workshop vil vi afprøve og diskutere skrivning som æstetisk praksis. Vi vil forsøgsvis flytte blikket fra skrivning som en måde at producere adækvate tekster og rette det mod den skrivendes mulighed for erkendelse og opmærksomhed på verden, sig selv og sig selv i verden.

Workshop 4
Kunstig intelligens i dansk med fokus på elever og studerende i læse- og skrivevanskeligheder
Workshopleder: Trine Gandil, lektor, Københavns Professionshøjskole
Hvis kunstig intelligens hører til i danskfaget, hvilke muligheder giver AI så, og hvilke faldgruber og potentielle farer lurer? Kom og vær med til at tale om, hvorvidt eleverne – og særligt dem med læse- og skrivevanskeligheder – får eller mister: 1) en stemme, 2) lysten til at læse og 3) evnen til at tænke selvstændigt.

Workshop 5
AI til analyse af elevers tidlige skrivning – muligheder og udfordringer            
Workshopledere: Jesper Bremholm, seniorforsker og ph.d., Nationalt Videncenter for Læsning, og Kristine Kabel, lektor og ph.d., DPU
I projektet ATEL (2018-2023) har vi udviklet og anvendt automatiserede analyser af elevers digitale skrivning i indskolingen. I workshoppen viser vi eksempler på vores brug af AI og lægger op til en diskussion af fordele og ulemper, når kunstig intelligens assisterer lærerens didaktiske arbejde.

14.55-15.10 Tilbage i salen

15.10-15.40 Kreativitet og digital dannelse
Cecilie Waagner Falkenstrøm, kunster og stifter af Artificial Mind
I oplægget sættes fokus på digital dannelse, og hvordan kunstige intelligente teknologier, fx GPT, fordrer nye spørgsmål om vores menneskelige rolle i skabelsesprocesser.

15.40-16.00 Afslutning
Nadia Raphael Rathje, ph.d.-studerende, DPU

Bilag

Del siden på email

Du deler et link til siden: Dansk i mange retninger 2024 – et fagdidaktisk møde