Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Konferencer og seminarer

Ordblinde- og it-konferencen 2027

Ordblinde og it-konferencen har fokus på læse- og skriveteknologi, herunder AI, til elever med ordblindhed på tværs af grundskole, ungdomsuddannelse og voksenliv. Konferencen har til hensigt at formidle nyeste viden og forskning gennem to hovedoplæg. På de efterfølgende seminarer vil forskellige fagpersoner inspirere til egen praksis. På konferencen vil der desuden være en livesamtale om AI og ordblindhed.

Program

09.00-09.30    Ankomst, registrering og morgenmad

09.30-09.45    Velkomst og åbning af konferencen
v. Helle Bundgaard Svendsen, docent ved Forskningscenter for didaktik og pædagogik, VIA University College, og Stine Fuglsang Engmose, specialkonsulent ved Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder

09.45-10.30    Skriv med strategier og LST på mellemtrinnet
v. Louise Rønberg, lektor ved Københavns Professionshøjskole, og Julie Fredsø-Rauer, lektor ved Professionshøjskolen Absalon
”Kæmpe wakeupcall!” Sådan beskriver lærere på 6. årgang deres oplevelse efter en fireugers indsats med skrivestrategier og LST for alle elever i klassen. Gennem en konkret strategibaseret skriveundervisning, hvor LST var integreret, blev elever med stavevanskeligheder bedre til at skrive argumenterende tekster. Vi kommer med vores bud på, hvilken rolle LST havde på resultaterne. I oplægget deler vi erfaringer og resultater fra elevernes og lærernes oplevelse af brug af LST i projektet Skrivesucces for elever med stavevanskeligheder, og vi diskuterer betydningen af at almengøre LST i klassen.

10.30-10.45    Kort pause    

10.45-11.30    Mødet mellem ordblindhed, LST og sprogfag
v. Anja Bols Slåttvik, lektor ved læreruddannelsen og Program for sprog og literacy, VIA University College
"Jeg syns det her er sår svert", tastede 11-årige Malte pludselig midt i en tekst, han ellers var ved at diktere på engelsk. Derefter kiggede han fortvivlet ind i kameraet, inden han målrettet dikterede videre og efterfølgende, næsten nynnende, arbejdede med tekstens layout.
Hvordan understøtter læse- og skriveteknologi (LST) elever med ordblindhed i fremmedsprog, og hvor opstår der nye udfordringer? Med afsæt i mit ph.d.-projekt undersøger oplægget samspillet mellem teknologi, ordblindhed og sproglæring og diskuterer, hvordan LST både kan fungere som støtte og benspænd i undervisningen.

11.30-12.00    Livesamtale om AI og ordblindhed
v. Stine Fuglsang Engmose, specialkonsulent ved NVOL
Lyt med, når vi har en samtale ud fra spørgsmålet: Hvilke fordele og ulemper har AI for mennesker med ordblindhed? Deltagerne i samtalen dækker de unge med ordblindheds eget perspektiv (Jens Gasseholm Bang) samt perspektiver fra hele uddannelsessystemet og ind i voksenlivet: grundskole (Maria Frantzen Sanko), ungdomsuddannelse (Heidi Boutrup Kynde), voksen/OBU (Karsten Jepsen), videregående uddannelse (Camilla Hafnar Høwert Hansen).

12.00-13.00    Frokost og forlagsudstilling

13.00-14.00    Seminarer, runde 1
Fem parallelle seminarer, hvor der ved tilmelding skal vælges en af følgende seminarer:

”Man skal bare altid tage det frem, ikke?” LST i udvikling af skrivestrategier på mellemtrinnet
v. Pia Mortensen, lektor i dansk ved læreruddannelsen i Odense, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, og Ulla Olander Vangsted, lektor ved Pædagogik & Læring, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Med udgangspunkt i projekt Skrivesucces, som har fokus på udvikling af skrivestrategier hos elever på mellemtrinnet, leder vi jer gennem en minilektion fra projektets lektionsplan. I får her mulighed for at afprøve projektets materialer med fokus på løbende inddragelse af LST i undervisningen. Undervejs præsenterer vi udvalgte resultater fra projektet. Vi opfordrer til, at I medbringer egen computer.

Generativ AI – mulighed eller nye barrierer i SOSU-uddannelserne
v. Amina Sabah Karim, ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet, Institut for Kultur og Læring
Hvordan kan generativ AI støtte elever med læse- og skrivevanskeligheder? Med afsæt i mit ph.d.-projekt deler jeg foreløbige resultater om, hvordan tosprogede kvinder på SOSU-uddannelsen bruger generativ AI til at forstå, skrive og kommunikere. Seminaret sætter fokus på, hvilke muligheder AI skaber for læring og deltagelse, og hvilke nye udfordringer teknologien kan medføre for læring og selvstændighed. Workshoppen inviterer til fælles refleksion og debat.

AI-blomsten – et værktøj i undervisning og vejledning
v. Heidi Boutrup Kynde, ordblindekoordinator på HF i Nørre Nissum, og Nanna Holmgaard Andersen, pædagogisk IT-vejleder ved VIA IT, VIA University College
Dette seminar handler om, hvordan en ordblindekoordinator og en pædagogisk IT-vejleder sammen med kolleger på hf og læreruddannelsen i Nørre Nissum har grebet usikkerheden omkring brugen af AI i undervisningen an. Vi vil fortælle om vores motivation og rejsen på vej mod modellen AI-blomsten som et konkret værktøj til alle, der arbejder med AI i undervisning eller vejledning, og om vores indsats for at tæmme en ny teknologi til gavn for elever med (og uden) ordblindhed. 
Vi vil præsentere modellen og på baggrund af den vise jer et redskab til at stilladsere og sætte trygge rammer for elevernes livtag med AI. 
Medbring en computer med Edge-browseren installeret, da vi skal arbejde med Copilot-agenter i hands-on øvelserne.

AI er flyttet ind – AI som kompenserende værktøj for ordblinde studerende på videregående uddannelser
v. Camilla Hafnar Høwert Hansen, audiologopæd, læse- og skrivevejleder ved UC SYD
Seminaret sætter fokus på inddragelse af generativ AI (chatbotter) som en del af studiestøtten til ordblinde studerende på videregående uddannelser. Vi undersøger aktuelle tendenser, muligheder og dilemmaer ved AI som kompenserende LST samt læsevejlederens rolle i at understøtte en hensigtsmæssig og læringsfremmende brug af teknologien. Sammen bliver vi klogere på didaktikken omkring AI, og hvordan teknologien kan styrke læring, deltagelse og selvstændighed uden at overtage den studerendes læring.

AI som kompenserende værktøj – erfaringer fra undervisningen i OBU og FVU
v. Karsten Jepsen, ordblindeunderviser ved Københavns VUC
I dette oplæg kigger vi på alt det, der reelt kommer på spil, når kursisterne i OBU og FVU får øjnene op for AI i undervisningen. Vi ser på de største forskelle på de to gruppers mål – fra OBU-kursisten, hvor AI hurtigt bliver en nødvendighed, til seniorerne på FVU, hvor teknologien er en kilde til både nysgerrighed og bekymringer.
Vi dykker ned i alle de pædagogiske og didaktiske valg, der skal jongleres med i lokalerne, imens vi betræder ukendt terræn. For i denne nye verden kan vi som undervisere i AI kun vide os sikre i én ting – at det aldrig går efter planen.

14.00-14.30    Kaffepause og forlagsudstilling

14.30-15.30    Seminarer, runde 2
Fem parallelle seminarer, hvor der ved tilmelding skal vælges en af følgende seminarer:

AI – en makker med mening
v. Maria Frantzen Sanko, ordblindelærer, læsevejleder og forfatter til læremidler og letlæste skønlitterære titler til børn og unge
Hvordan kan AI blive en del af undervisningen og skabe nye deltagelsesmuligheder for elever i skriftsprogsvanskeligheder? På dette seminar undersøger vi, hvordan du kan introducere og afprøve AI sammen med dine elever, og hvordan du kan sætte tydelige rammer i dialog med eleverne samt skabe refleksion over arbejdet med teknologien. Vi veksler mellem korte faglige oplæg og masser af hands-on aktiviteter. Du får mulighed for at prøve konkrete opgaver med AI som en makker. Opgaverne har fokus på at understøtte og udvikle elevens forståelse, eksekutive funktioner og fagsprog m.m. Du går herfra med idéer til aktiviteter og greb, du kan afprøve direkte med dine elever.

AI-didaktik og skriftsprogsvanskelighede
v. Mikael Stensgaard Nielsen, selvstændig konsulent hos mikaelstensgaard.dk, og Minna Nørgaard Bruun, lektor ved Københavns Professionshøjskole og faglig konsulent ved Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder
Vi har fra udviklingsprojekter indsamlet erfaringer med, hvad der sker, når AI møder unge med skriftsprogvanskeligheder på FGU. Vi oplever, hvordan eleverne reagerer og forsøger at bruge teknologien med varierende succes. På dette seminar får I hænderne i konkrete øvelser, der er eksempler direkte fra praksis, og I får eksempler på, hvad der ser ud til at virke, og hvilke potentialer der endnu ikke helt indfries. Vi kommer bl.a. omkring AI til førlæsning og førskrivning, alternative udtryksformer og målrettede AI-assistenter.

Når elever med ordblindhed skriver med AI
v. Berith Ravnsgaard Christensen, lektor ved læreruddannelsen i Vestjylland og Program for sprog og literacy, VIA University College
Hvordan oplever elever med ordblindhed at skrive i danskfaget med kunstig intelligens? Og hvordan kan man som lærer arbejde didaktisk med de nye muligheder?
På seminaret præsenterer jeg erfaringer og resultater fra to projekter om elevers skrivning med kunstig intelligens. Der vil være tid til gruppediskussioner, hvor perspektiver og resultater fra oplægget drøftes, samt at dele erfaringer fra egen praksis som lærere og læse- og ordblindevejledere.

LST – om at bruge hjælpemidler i egen praksis
v. Katrine Lenskjold, efterskolelærer på Vrigsted Efterskole og freelanceunderviser hos Everway
Hvordan får vi som lærere LST’s mange funktioner integreret i egen praksis, så vi holder os opdaterede og giver en langt mere kvalificeret undervisning?
På dette seminar bliver deltagerne præsenteret for, hvordan jeg som erfaren ordblindelærer bruger LST aktivt i min egen praksis. Jeg fortæller blandt andet om, hvordan jeg har gjort det mere håndgribeligt og stilladserende at rette stile med hjælp fra LST.
Vi kommer igennem funktioner i AppWriter, TxtAnalyser og Cliarly. Det er en god idé at have en skærmoptager installeret på ens computer inden seminaret.

LST alle vegne – med fokus på lethed og implementering
v. Allan Madsen, udøvende LST-praktiker, talepædagog, master i IKT og læring og ejer af Ordlab
Der er LST alle vegne. På alle platforme og styresystemer findes der i dag LST-muligheder.
Det er derfor en legitim fordring i 2027 at kunne tilbyde alle danskere, at de kan være læsende og skrivende deltagende.
På dette seminar vil deltagerne få indsigt i:

  • Hvad den europæiske lovgivning fra juni 2025 om tilgængelighedskrav har betydet for de læse- og skriveudfordrede.
  • Hvad der sker, når man kommer AI ind i motoren på allerede kendte LST-værktøjer.
  • Hvordan man får eleven, den studerende og den voksne i arbejde til at kende og bruge mulighederne.

På seminaret vil deltagerne få vist eksempler på de allernyeste LST-muligheder i april 2027.

15.30-15.40    Gå til salen!

15.40-15.55    AI som hjælpemiddel i voksenlivet
v. Marie Wolter Bertelsen, faglig konsulent ved Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder
Christian er ordblind og arbejder som sagsbehandler. Han benytter AI på sin egen måde, og det har frigjort vigtig energi og tid. Se, hvordan Christian arbejder, og hør hans egne overvejelser om, hvordan han kommunikerer med AI.

15.55-16.00    Tak for i dag!

Bilag

Del siden på email

Du deler et link til siden: Ordblinde- og it-konferencen 2027