Konferencer og seminarer
(Selv)sikker læsestart i indskolingen
På dette seminar kan du høre om erfaringer fra projektet (Selv)sikker læsestart (2024-2027), der er støttet af Nordea Fonden. Projektet har fokus på læsedidaktisk udvikling i bh.kl.-2.kl.
Det henvender sig til dig, der er, eller snart bliver, dansklærer, børnehaveklasseleder, læsevejleder, afdelings- eller skoleleder, læsekonsulent eller som arbejder med noget, der på anden vis har relevans for begynderundervisning i skolen – fx læremidler og formidling af litteratur, lærer- eller pædagoguddannelsen.
Du kommer til at møde repræsentanter fra deltagende skoler i Norddjurs og Horsens kommune, projektmedarbejdere og forskere. Seminaret sætter fokus på den gode begynderlæseundervisning, hvordan man kan anvende data fra sin undervisning i evaluering af undervisningen, skabe fælles rammer for læsning og læseundervisning på skolen, samarbejde mellem skole og forældre om læsning, og børns egne perspektiver på læsning.
Programmet kommer i januar 2027, men sæt allerede nu kryds i kalenderen.
Deltagelse er gratis, men du skal melde dig til.