Konferencer og seminarer
Bevægelse og læring - fra forskning til undervisningspraksis
Hvordan kan meningsfuld bevægelse medtænkes i undervisningen for at styrke elevernes læring? Det er essensen i bevægelsesintegreret undervisning. På temadagen får du indblik i, hvordan bevægelse i undervisningen kan virke motiverende og understøtte elevers faglige udbytte generelt og deres læse- og staveudvikling mere specifikt. Du får også konkret inspiration til, hvordan bevægelse kan blive en integreret del af skolens undervisningspraksis.
Program
08.30 - 09.00: Registrering og morgenmad
09.00 - 09.15: Velkomst
09.15 - 10.15: Bevægelse i læringen: Teori, forudsætninger og erfaringer fra forskningen
v. Jacob Wienecke, lektor, ph.d., Institut for Idræt og Ernæring | Human Movement Sciences
Oplægget introducerer, hvad bevægelsesberiget læring er, og hvilke forudsætninger der skal være til stede for, at bevægelse kan understøtte læringen i undervisningen. Der gives en kort gennemgang af de teorier, der kan forklare, hvorfor og hvordan bevægelse kan påvirke læringen. Herefter præsenteres erfaringer fra forskning med skoleelever i forhold til læseundervisning og matematik i indskolingen og udskolingen, hvor der er undersøgt effekter på læring, motivation for læring og børnenes oplevelser med bevægelse i undervisningen.
10.15 - 10.30: Pause
10.30 - 11.15: Når bevægelse får fodfæste i skolen – indblik fra Active School forskningsprojektet
v. Lise Sohl Jeppesen, ph.d., forsknings- og udviklingskonsulent i Center for Bedre Børneliv og Malene Norup, ph.d., Cand.scient i humanfysiologi, Københavns Professionshøjskole
Active School er et af de største danske forskningsprojekter om bevægelse i skolen. Over to skoleår (2023–2025) har 30 skoler og mere end 100 lærere, pædagoger og ledere arbejdet med at gøre bevægelse til en del af hverdagen – sammen med ca. 1200 elever. I dette oplæg får du et indblik i, hvad vi faktisk så ske, når skoler arbejder med bevægelse over tid. Vi dykker ned i, hvordan lærere oplever arbejdet med bevægelse – fra de første forsøg til det, der begynder at blive rutine – og hvordan elever reagerer, når undervisningen i højere grad bliver kropslig. Derudover ser vi på, hvordan man konkret kan re-didaktisere sin undervisning med meningsfuld bevægelse, der understøtter læring. Oplægget giver opmærksomhedspunkter og muligheder, som kan kvalificere egne valg i arbejdet med bevægelse og læring for forskellige målgrupper.
11.15 - 11.30: Pause
11.30 - 12.15: Fra ide til klasseværelse: Effekter af ACTIVE SCHOOL
v. Malene Norup, ph.d., Cand.scient i humanfysiologi, Københavns Professionshøjskole og Lise Sohl Jeppesen, ph.d., forsknings- og udviklingskonsulent i Center for Bedre Børneliv
Oplægget præsenterer resultater fra forskningsprojektet ACTIVE SCHOOL, hvor to bevægelsesprogrammer er afprøvet i 3. klasse. "Move & Learn" kobler bevægelse til fagene, mens "Run, Jump & Fun" består af lege og høj puls. Oplægget belyser, hvilken betydning programmerne ser ud til at have for elevernes faglige præstationer, motivation og fysiske aktivitet, og hvad resultaterne kan betyde for bevægelse i skolen fremover.
12.15 - 13.15: Frokost
13.15 - 13.45: Hvad skal en læseunderviser vide om bevægelse?
v. Anne-Mette Veber Nielsen, ph.d., specialkonsulent i Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder
Børn møder skolen med forskellige forudsætninger for at komme godt i gang med deres læseudvikling. Derfor har læseundervisere en stor og afgørende opgave med at tilrettelægge undervisning, der kan forebygge og reducere senere læsevanskeligheder. I oplægget udpeger jeg indhold og metoder i den tidlige læseundervisning, der er vigtige for alle elever. Og jeg udpeger elementer, hvor integrering af bevægelse kan understøtte læringen for de elever, der i særlig grad har behov for stilladsering, flere hukommelseskroge og repetition.
13.45 - 14.00: Kaffe og kage
14.00 - 14.45: Moving literacy instruction forwards: The effect of integrating movements when learning to spell
v. Ph.d.-stipendiat Rasmus Ahmt Rohde, Institut for Idræt og Ernæring | Human Movement Sciences & Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder.
Projektet undersøger effekten af meningsfuld integrering af legende bevægelser i staveundervisningen i 2. klasse på elevernes læse- og stavefærdigheder. Der er fokus på kendskab til fonemer og stavemønstre i undervisningen, og elevernes udbytte evalueres med sproglige mål, selvudviklede diktater samt standardiserede test af læsning og stavning. Første delundersøgelse har fokus på alle elever uanset deres niveau i læsning og stavning, mens anden delundersøgelse har fokus på elever i risiko for at udvikle skriftsprogsvanskeligheder.
14.45 - 15.00: Afrunding