Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Aktuelt

Besøg fra Ontario

Skolesystemet i den canadiske provins Ontario er kendt af mange for at have givet inspiration til den danske skolereforms formuleringer om læringsmål og om, at alle elever skal blive så dygtige, de kan.

Fem lærere og skoleledere fra området Thames Valley i London, Ontario har besøgt centret, for at fortælle om deres brug af elev-data i literacy-undervisningen.

Assessment i undervisningen

Centrets faglige konsulent Peter Heller Lützen stod bag besøget. Han fortæller:

- I Ontario samler man alle typer af information om den enkelte elevs faglige og personlige udvikling i et fintmasket ’assessment-system’. Her kan lærerne iagttage og vurdere deres elever ud fra en række parametre, som altid er knyttet til læringsmål.

- Det er ikke noget, som ligger ud over den almindelige undervisning, fortsætter han, men en helt integreret del af den måde, undervisningens tilrettelægges og gennemføres på.

Assessment på dansk

Peter Heller Lützen mener, at selve begrebet ’assessment’ er svært at oversætte til dansk. Det der kommer tættest på, er nok ideen om formativ evaluering. Altså evaluering med et fremadrettet formål for øje. Han forklarer:

- Hvis man skal beskrive assessment lidt bredere, så er det alle de iagttagelser, en lærer kan gøre sig om en elevs, en gruppes eller en hel klasses faglige udvikling.

- I de mest formaliserede former kan det være test, færdige produkter eller præsentationer. I mindre formelle varianter kan det være alle typer iagttagelser af elevernes arbejde, deres måde at læse højt på, refleksionsniveauet i deres indbyrdes samtaler osv.

Det er med andre ord noget, enhver underviser gør hele tiden.

Det ligger i systematikken

Det særlige ved bruges af assessment i Ontario ligger i systematikken. Peter Heller Lützen fortæller:

- For det første vil læreren altid have forskellige skemaer og oversigter med sig og sikre, at elevernes arbejde bliver dokumenteret i en eller anden form. Eksempelvis med en lille video- eller lydoptagelse af deres samtaler i grupper eller i klassen.

- For det andet vil enhver didaktisk beslutning være truffet på grundlag af indsamlet viden – eller ’data’, som de kalder det. Når en elev skal læse en tekst om et emne, vil den være udvalgt ud fra dokumenteret viden om den pågældende elevs læseniveau og interesser.

På denne vis vil de canadiske lærere altid træffe didaktiske beslutninger på grundlag af indsamlet viden.

Data gemmes altid

Data og dokumenteret viden gemmes altid!

- Det sker enten i elevens egen portfolio eller i en slags personlig datamappe, som alle lærere, ledere, eleven selv og dennes forældre altid har adgang til.

- På den måde kan alle se, hvad man har arbejdet med næsten dagligt, og den viden danner grundlag for alle samtaler mellem skole og hjem og for al overdragelse fra klasse til klasse eller ved skoleskift.

Fra begivenhed til proces

De canadiske gæster pointerede flere gange, at assessment ikke er en ’event’, altså en begivenhed, men altid en ’ongoing proces’. Peter Heller Lützen uddyber:

- Det er noget, de gør hele tiden og i enhver undervisningssituation. Når vi her i Danmark siger ’test’, tænker vi på eksamen, nationale test og andre formaliserende evalueringer. De er netop begivenheder, som sjældent indgår i et formativt arbejde.

- Lærerne i Ontario siger, at assessment er alt det, der ligger indimellem, og som er nødvendigt in-put til lærerens didaktiske planlægning omkring hver enkelt elevs udvikling. Assessment og arbejdet med data er en integreret del af alt, de gør, afslutter han.

Del siden på email

Du deler et link til siden: Besøg fra Ontario