Aktuelt
Digitale multimodale tekster i skolen
Et nyt pilotprojekt: Tekster med strøm på - multimodale tekster i indskolingen undersøger, hvordan lærere og elever i indskolingen agerer som multimodale læsere og tekstproducenter.
Det første fund peger på, at eleverne kan lide at lave digitale, multimodale tekster, men at deres viden om og interesse for digitale funktioner klart overskygger deres refleksion over valg af modaliteter.
Bag projektet står Nationalt Videncenter for Læsning og professionshøjskolen UCC.
Nysgerrige digitale brugere
- Vi har været inde i en 1. klasse på en skole lidt udenfor København for at se, hvordan eleverne producerer digitale, multimodale tekster i app´en Book Creator, fortæller Henriette Romme Lund, faglig konsulent i Nationalt Videncenter for Læsning og del af projektgruppen.
- Her så vi ekstremt motiverede børn, der eksperimenterende med funktionerne i app´en, som spurgte hinanden og lærte nye funktioner ved at iagttage sidemanden.
Børn er digitale brugere
Medieforsker Ole Christensen, Professionshøjskolen UCC, der er projektleder, er ikke overrasket over dette fund:
- Medialiseringen er et vilkår i dag. Børn har adgang til digitale medier som aldrig før, og de indgår som en helt naturlig del af hverdagslivet.
- Det er afgørende, at skolen møder denne virkelighed og bliver bedre til at håndtere digitale medier som læringsressourcer
Manglende sprog om modaliteter
Observationen af undervisning i 1. klasse pegede på, at eleverne ikke reflekterede over de modaliteter de satte i spil i deres digitale tekster.
- Eleverne producerede multimodale tekster med både skrift, billeder, film, lyd og farver, men spurgte vi ind til, hvorfor de valgte nogle modaliteter frem for andre, fik vi typisk en personlig synsning som: "den er pæn eller nuttet", som svar, fortæller Henriette Romme Lund.
Børn som digitale, multimodale tekstproducenter
Gruppen bag projektet mener, dette kan skyldes, at læsning og produktion af multimodale tekster endnu ikke er del af undervisningen, når eleverne går i 1. klasse.
Da Multimodal læsning fremgår eksplicit af Fælles mål for 3. - 4. klassetrin, er næste skridt i projektet derfor at observere undervisning her.
Om projekt Tekster med strøm på
Tekster med strøm på - multimodale tekster i indskolingen er igangsat af Nationalt Videncenter for Læsning og Professionshøjskolen UCC.
Fra UCC deltager Ole Christensen og Frank Støvelbæk. Fra Nationalt Videncenter for Læsning deltager Henriette Romme Lund og Charlotte Reusch.
Projektet løber fra august 2015 - til juni 2016.