Kig eleven over skulderen og skriv observationerne ned

Løbende, systematisk indsamling af data om elevernes læsning er hverdag på skoler i Canada, og metoden kan med fordel bruges af danske lærere, vurderer ekspert i læsning og ansat i Nationalt Videncenter for Læsning Peter Heller Lützen. Han uddyber her hvorfor.

Danske skoler har arbejdet systematisk med data om læsning i en årrække. Gør de det ikke godt nok?

Test og dataindsamling om elevernes læsefærdigheder har fyldt en del i danske skoler siden offentliggørelsen af de dårlige danske resultater i de store Pisa-læseundersøgelser i 1990’erne.

Ud over nationale test i læsning fire gange i skoleforløbet har de fleste kommuner egne politikker for at dokumentere elevernes læsning, især i indskolingen ses systematisk test af eleverne. Resultaterne bruges både til tidlig opsporing af elever med læsevanskeligheder, så man kan finde den rette støtte til dem, og nogle kommuner bruger også disse data til at identificere, om der er hele skoler eller årgange på skoler, der har behov for støtte.

Men brugen af data varierer meget fra kommune til kommune. Nogle har en meget systematisk og omfattende indsamling af data om elevernes læsefærdigheder, mens andre i højere grad overlader det til den enkelte lærer. Det er mit indtryk, at der ikke er særlig mange, der arbejder så konsekvent med løbende dataindsamling, som det er almindelig praksis i skolesystemet i Ontario i Canada. Lige på det punkt gør de noget, som vi godt kan lade os inspirere af.

Hvad gør de candiske lærere mere konkret med data, som danske lærere kan lære af?

De definerer ’data’ meget bredt. De har fælles, standardiserede test, som dels er grundigere og dels laves hyppigere end vores nationale test. Så på systemniveau har de en stor viden, som siver gennem skoleledelser og ud i hvert eneste klasselokale.

Herudover har den enkelte lærer ansvar for næsten daglig indsamling af data. Det kan være simple noter om elevers arbejdsformer og progression. Så data er ikke bare testresultater, men også daglige iagttagelser. Den typiske lærer vil flere gange om ugen gå rundt i klassen og skrive små noter på en blok om, hvordan hver enkelt elev udvikler sig i forhold til læringsmål omkring fx forskellige aspekter af læsning. 

Bruger danske lærere ikke i forvejen for meget tid på test og dokumentation frem for at undervise?

Jo, det vil de fleste formentlig mene – og med god ret. Nytten afhænger af, hvad data bruges til. Elever skal lære at læse for at kunne bruge, producere og omgås tekster i alle mulige sociale og uddannelsesmæssige sammenhænge. Det siger de nationale test intet om.

I Ontario taler de hele tiden taler om ”assessment for learning”, altså vurdering med henblik på læring. De vurderer ikke for at kunne give ledelsen eller systemet et øjebliksbillede af eleverne, men for at kunne tilrettelægge det pædagogiske arbejde omkring den enkelte elev. Data er et dagligt redskab og ikke et slutmål. De begrunder derfor hele tiden deres undervisning med viden om elevernes udvikling ud fra en række parametre.

Jeg besøgte fx en 6. klasse, hvor læreren som det første gav mig et hurtigt overblik over samtlige elevers læseudvikling: en elev var ud fra nogle parametre på 1. klasses niveau, tre var på 3. klasses niveau, og fem var ’gifted’, altså højtbegavede, og de havde alle særlige behov, som læreren kendte ret indgående. Denne viden var et værktøj til løbende differentiering af undervisningen, og læreren fik sin viden løbende i undervisningen og uden at bruge en masse tid på test løsrevet fra det arbejde, der i øvrigt foregik i klassen.

Er det et problem, at danske lærere ikke laver den type daglig dataindsamling?

Der er i hvert fald klare fordele ved en systematisk tilgang til at vurdere læring og data i den her forstand. Det sikrer, at læreren ser alle elever, eleven er bedre stillet ved skole- og lærerskift, for eleven har en ’record’, hvor alle tidligere resultater og beskrivelser er gemt, og man kan lave differentieret undervisning på et informeret grundlag. Mange danske lærere gør allerede meget af det her og har selvfølgelig et klart billede af deres elever, men nok med en mindre grad af systematik.

Kan den canadiske praksis umiddelbart overføres til danske forhold?

Nej, og man kan sige, at hele denne optagethed af data ikke i sig selv sikrer de sociale og dannelsesmæssige aspekter af læringen, som vi i Danmark vægter højt. Derfor skal vi ikke ukritisk overtage et udenlandsk system, hvad der også ville ligne os dårligt. Men i fx Ontario har de fundet et pædagogisk værktøj, som vi sagtens kan integrere i vores skoletradition. Det kommer der helt sikkert mere diskussion af i de kommende år.