Aktuelt
Sproggave med oplæsning, dialog og leg
Et rigt sprog er nøglen til en god skolestart. Derfor har Fredensborg kommune igangsat Sproggaven i alle dagtilbud.
Det betyder, at alle pædagoger i alle kommunens dagtilbud, fra sommeren 2016 og fire år frem, vil arbejde med et særligt koncept for udvidet dialogisk oplæsning, hvor lege og aktiviteter er med til at stimulere børnenes nysgerrighed på sprog og skriftlige tegn.
Sproggaven gennemføres af Fredensborg kommune, i samarbejde med Nationalt Videncenter for Læsning
Udvidet dialogisk læsning
Pædagoger og fagkonsulenter i Fredensborg kommune har udviklet den udvidede dialogiske oplæsning. En pædagogisk metode, hvor oplæsningen følges af dialog, leg og forskellige aktiviteter, der motiverer børnene til at lege med sprog og skriftsprog.
Kommunen har gode erfaringer med metoden, læsekonsulent, Marianne Aaen Thorsen fortæller:
- Udvidet dialogisk læsning blev afprøvet i kommunens børnehaveklasser i 2013-2014 og havde dengang stor effekt på de deltagende børns sprogudvikling.
- Deres aktive ordforråd, deres lydlige opmærksomhed og færdigheder i at bruge bogstaverne blev stimuleret og styrket.
Bred forankring i pædagogisk praksis
Sproggaven gennemføres i et tæt samarbejde med kommunens pædagoger og dagtilbud. Det finder leder af Nationalt Videncenter for Læsning Lene Storgaard Brok helt unikt:
- Med en tidshorisont på fire år, giver det alle dagtilbud en særlig mulighed for faglig fordybelse og pædagogisk udvikling om børns sprog og tidlige literacy.
- Samtidig giver det mulighed for at fremme, kvalificere og systematisere dagtilbuddenes brug af udvidet dialogisk læsning samt at videreudvikle og evaluere metodens virkning. Det ser vi meget frem til at være med til.
Om Sproggaven
Sproggaven består konkret af udvalgte bøger og materialer, der inspirerer og støtter den dialogiske oplæsning.
Til hver bog i Sproggaven er der udviklet en folder med konkret vejledning til, hvordan pædagogen kan arbejde med dialogisk læsning og de mange sprogudviklende aktiviteter, der knyttes til bogens indhold og sprog.
Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger, LB Fonden og TrygFonden støtter projektet.