Det, vi efterlader til tomrummet

Nationalt Videncenter for Læsning har inviteret ph.d.-studerende Anders Simmelkiær Laraignou til at skrive en række nyhedsartikler i foråret 2021. I Laraignous første artikel fortæller han om sit eget ph.d.-projekt, der har fokus på at undersøge, hvordan køn giver sig til udtryk i danskfagets litteraturarbejde. Projektets formål er at udvikle konkrete analyse- og fortolkningsredskaber til danskundervisningen i skolen, sideløbende med at der genereres viden om, hvordan kønstematisk tekstarbejde påvirker elevernes viden, refleksion og handlinger i klasserummet.

Om kønsnormer i barnets møde med skønlitteraturen

Man undrer sig ikke over, at bladene falder af træerne om efteråret, eller at der kommer vand ud af hanen, når man drejer på håndtaget. Det sker hele tiden. Det er normalt. Når solen står op, er det dag, og når den går ned, er det nat. Sådan er det. I hvert fald indtil du befinder dig nord for Polarcirklen ved midnatstide – badet i dagslys. Det er, når noget ikke sker; når noget ikke er, som det plejer at være, at det kan gå op for os, hvor meget vaner, rutiner og selvfølgeligheder fylder i vores liv. Det lille hov? og den undren, det bringer med sig, har potentialet til at ændre verden. Det er det lille skift i perspektiv, der gør, at vi får muligheden for at få øje på verden fra et andet sted.
I øjeblikket skyller anden bølge af #MeToo ind over landet og hvirvler os og vores selvforståelse godt og grundigt rundt. Den offentlige debat om køn er ikke, som den plejede at være. Køn er ikke, hvad det plejede at være. Skiftet i perspektiv har sat noget i svingninger, men det “lille” hov? hænger i luften som et hvad drikker Møller?… uden svar. Det er her – på kanten af den eksistentielle ekkodal – at vores børn og unge står og venter. Og det er midt i denne undren, der er et mulighedsrum for at handle litteraturpædagogisk. Denne artikel vil ikke give et endeligt svar på, hvad vi skal gøre. Den søger at udfolde en personlig undren og beskrive et forskningsprojekt om køn og skønlitteratur, der er afledt af denne undren.

Fra hov? til behov: Normer i trafikbøger og børnesange

For tiden er trafikbøger det store hit hos mit ældste barn. Når vi læser godnathistorie, taler vi om, hvordan personerne i bogen agerer i trafikken. Hvad betyder skiltene? Hvad skal man være opmærksom på? Når man nærmer sig det røde lys, så skal man sagtne farten og stoppe. Det er vigtigt for mig, at hun forstår, at det røde lys udgør en grænse, man ikke krydser. Men når vi så har læst om trafikken, så synger vi godnatsange. Det kunne meget vel være “Fra Engeland til Skotland”, som er at finde i et ikke uvæsentligt antal antologier med børnesange. Her kan jeg så høre mig selv synge tekstens sidste vers:

Vor skipper prygled’ konen både gul og blå hver dag,

så blev hun hejst i mastens top – det var det svenske flag.

Og helledusse da, vi kommer langvejs fra,

hurra for skippers kone, når vi ser Amerika.

Hov? Jeg præsenterer altså mit barn for verden på to meget forskellige måder. I samtalen om trafikbogen serverer bogen tydeligt reglerne for adfærd og ansporer til, at jeg som voksen udfolder samtalen. Sangen inviterer ikke på samme måde til samtale. Jeg lader det passere ubehandlet hen, at jeg i en munter tone synger om en mand, der netop går over for rødt lys. Han banker sin kone gul og blå og stiller hende efterfølgende til skue for alle til stor jubel og begejstring. Min datter ved godt, at man ikke må slå, for det fortæller vi hende hver gang, hun kommer til det. Men i godnatsangen signalerer jeg gennem min ikke-italesættelse, at det faktisk er helt i orden for mænd at opføre sig sådan. I børnelitteraturen er voldelig adfærd meget ofte hæftet på mandlige karakterer, så jeg opdager det ikke. Ingen forældre kunne drømme om at anerkende eller anspore til vold, men pointen er, at det gør vi alligevel. Når jeg har sunget sidste vers af sangen og lukket bogen, opstår der et tomrum, hvori det sagte får lov til at leve sit eget liv. Vi glemmer ofte, hvad det egentlig er, vi synger eller læser; hvilken fremstilling af verden vi efterlader til tomrummet.

Ubarmhjertig og udviklende børnelitteratur

Alle de ubehagelige og uønskede ting, vi ønsker at skærme børnene fra, når de er små, sniger sig altså via fiktionen ind i deres liv. Præsten og filosoffen K. E. Løgstrup mente, at det er nødvendigt, at der i børns møde med litteraturen tages pædagogiske hensyn, fordi børnenes indlevelse og identifikation med teksten er mere rendyrket end den voksne læsers. Løgstrup syntes, det var forfatterne, der i deres tekster til børn skulle være opmærksomme på ikke at fratage børnene livsmodet. Jeg mener, at børnelitteratur skal portrættere verden i både sin ubarmhjertige, men også horisontudvidende form. “Fra Engeland til Skotland” skal altså ikke skrives ud af den fremtidige børnesangskat, ligesom "Strudsen Rasmus” eller “Tintin i Congo”, der fremstiller mennesker på en stereotyp og utidssvarende facon, heller ikke skal bortcensureres. Men de skal ikke læses af børn uden vejledning. Man kunne sige det samme om mange nyere tekster med børn som målgruppe.

Den amerikanske filosof Martha C. Nussbaum peger på skønlitteraturens unikke evne til at få os til at udvikle empati og forståelse for hinanden, fordi vi får mulighed for at blive følelsesmæssigt involveret i andre personer og forstå baggrunden for deres handlinger. I det skønlitterære rum kan man spejle sig, udvikle identitet, forstå, hvorfor man passer eller ikke passer ind og stifte bekendtskab med sider af tilværelsen, der ellers ville være uopnåelige. Nyt perspektiv. Men i mødet med litteraturen er der altid mere på spil, end man først antager, og man kan blive forført og bedraget af teksten, hvis man ikke stiller de rigtige spørgsmål. Derfor er det nødvendigt, at der arbejdes med, hvordan teksterne og de rammer, børn og unge læser dem i, påvirker deres forståelse af det læste, samt at teksterne udvælges og rammesættes pædagogisk og didaktisk, så forældre, pædagoger eller lærere klædes på til at kunne læse – og bearbejde – teksten med dem.

Danskfagets køn: Forskning i skolens litteraturarbejde

Det er ikke nok, at vi i skolen taler om køn som en historisk eller samfundsfaglig kategori; kvindekamp og feminisme var også på pensumlisten, da jeg var barn. Det er derimod kønnet i den fiktive fortælling, der skal sættes i scene. Som forsker har jeg derfor en dobbelt mission: Hvordan udvælger vi i skolen narrative tekster, der fremstiller verden i hele dens mangfoldighed og kompleksitet, og hvordan sikrer vi, at eleverne bliver givet de rigtige værktøjer til på sigt at kunne åbne teksterne uden vejledning? Hvis skønlitteraturen skal hjælpe os med at sætte fokus på de muligheder og begrænsninger, køn medfører i børnenes liv og i samfundet som helhed, så er vi også nødt til at sætte fokus på, hvordan litteraturarbejdet skal gentænkes med køn som klangbund.

I ph.d.-projektet “Danskfagets køn – forhandling, forvandling og forgrening” undersøger jeg derfor, hvordan køn giver sig til udtryk i arbejdet med skønlitteratur i skolens ældste klasser. Hvilke tekster læses der, og hvordan taler og skriver de unge om køn, når de arbejder med tekster? I projektet samarbejdes med dansklærere om at udvikle og afprøve læseguides, der anbringer køn forrest i analyse- og fortolkningsarbejdet. Dette gøres både for at kunne udvikle konkrete arbejdsredskaber til lærere, der gør arbejdet med køn nærværende og håndgribeligt, og for sideløbende at observere og forstå, hvad der sker i de unges tanker, følelser og handlinger, når der i læsningen sættes fokus på skiftende kønnede tematikker.

Projektets formål bliver således at søsætte en lille slæbebåd, der kan hjælpe den store folkeskole-supertanker med at sætte en ny kurs, så den kan begynde sin lange rejse mod et sted, hvor køn indgår som en selvfølgelighed i skolens dannelsesprojekt; hvor både kaptajnen og læseren sætter spørgsmålstegn ved grænseoverskridende adfærd, og hvor den høje søgang på sigt afløses af en blidere vuggen.