Ny forskning om børns skriveudvikling under corona

I Danmark har vi endnu ikke forsket i konsekvenser for børns skriveudvikling under coronaepidemiens skolelukninger. Men i Norge er et forskningsprojekt ramlet lige ind i epidemien og har skabt viden om elevers skrivekompetencer, umiddelbart før og efter at eleverne blev sendt hjem.

I 2018 igangsattes et storstilet forskningsprojekt, Funksjonell skrivning i de første skoleårene (FUS-projektet), varetaget af forskere fra Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet. Projektet varer til 2023 og har til formål at øge kvaliteten af den tidlige skriveundervisning i den norske grundskole. I projektet etableres en indsats i 1. og 2. klasse, hvor lærere og forskere udvikler og afprøver resurser til skriveundervisningen, og hvor lærerne oplæres i, hvordan de skaber bedre forudsætninger for og støtter elevernes læring og udvikling ift. skrivning.

En tilfældig forskningsmulighed

I den første del af projektets dataindsamling, der gennemførtes før indsatsens opstart, deltog 1.636 elever fra 1. klasser landet over i foråret 2019 i en skriveprøve, der havde til formål at måle tre aspekter af elevernes skrivekompetencer: motivation, flydende skrivning og tekstkvalitet. Testen skulle bruges som udgangspunkt for at kunne følge resultaterne af projektets øgede indsats på skriveområdet.

Præcis et år efter gennemførtes en lignende dataindsamling, hvor bl.a. 817 1. klasseselever, der havde haft skriveundervisning uden FUS-projektets fokus, blev målt på de samme parametre som testgruppen året før. Tilfældet ville, at skriveprøven denne gang blev taget, umiddelbart efter eleverne var vendt tilbage fra seks ugers coronanedlukning af de norske skoler. Da den eneste forskel mellem de to målte grupper udgjordes af denne nedlukning, stod projektets forskere pludselig med en gylden mulighed for at få indblik i, hvordan hjemmeskolingen havde påvirket elevernes forventede skriveudvikling.

Nedslående og overraskende prøveresultater

Professor Gustaf Skar, der er projektleder af FUS-projektet, fortæller, at resultaterne af prøverne var nedslående. De viste en tydelig og markant nedgang på alle parametre af elevernes skrivekompetence med størst nedgang i tekstkvalitet og dernæst flydende skrivning samt en anelse mindre nedgang i motivation. Særligt motivationen fremhæver Gustaf Skar som bekymrende, da elevernes motivation for skolearbejde som udgangspunkt er størst tidligst i skoleforløbet.

Man ved fra forskning i den såkaldte sommerferieeffekt, at mangel på undervisning i en længere sammenhængende periode ofte har en negativ effekt på elevernes faglige niveau. Gustaf Skar peger derfor på, at det er naturligt, at man, når eleverne får mindre undervisning, vil kunne spore en faglig tilbagegang. Men at nedgangen var så markant, som fundene viste, overraskede forskergruppen. De seks ugers nedlukning havde sat eleverne fagligt tilbage – ikke bare med seks uger – men med lidt mere end et halvt års skolegang. Dette svarer til, at eleverne stort set ikke havde haft noget læringsudbytte i første klasses skriveundervisning.

Mangel på undervisning og opfølgning har faglige konsekvenser

Skar henviser til et andet norsk forskningsprojekt under ledelse af professor Marte Blikstad-Balas fra Oslo Universitet. Projektet har ikke forbindelse til FUS-projektet, men kan bidrage til forståelsen af, hvad der har været på spil under hjemmeskolingen. I dette projekt gennemførte forskerne en spørgeskemaundersøgelse om hjemmeskolingen med forældre til børn i grundskolen. Undersøgelsen pegede på, at elever på 1.-4. klassetrin under nedlukningen kun modtog begrænset video- eller computerbaseret undervisning, kun havde få undervisningslektioner og arbejdsopgaver samt havde en meget begrænset kontakt til deres lærere. Omtrent 1/3 af eleverne i indskolingen var i kontakt med en lærer højst én gang om ugen, og meget få elever skulle demonstrere, at de faktisk lavede skolearbejde i løbet af skoledagen.

Gustaf Skar mener, at hjemmeskolingen for mange elever derfor godt har kunnet sammenlignes med en slags ferie. Når der ikke er den daglige kontakt mellem elever og lærere, og når eleverne har begrænsede skolerelaterede aktiviteter, så har det konsekvenser, og det skal tages alvorligt. Han har selv et barn i indskolingen og forstår godt, hvor kompliceret situationen er. Der er tale om små børn uden de store computerfærdigheder og forældre, der samtidig med at skulle hjemmeskole også selv arbejder hjemmefra. Det er desuden vanskeligt for lærerne at skulle undervise de yngste elever på distancen, og lærerne er ifølge Skar blevet stillet en helt umulig opgave. Så at der i det hele taget foregik undervisning og/eller opfølgning, mener han er strålende. Lærerne kan altså ikke stilles til ansvar for elevernes faglige tilbagegang, men det er nødvendigt, at der sker ændringer fremadrettet.

Hvis nedlukning igen bliver en realitet

Når man sammenholder undersøgelsen fra FUS-projektet med spørgeskemaundersøgelsen, tegner der sig et tydeligt billede af, hvor vigtigt det er for de yngste elever at være fysisk til stede på skolen. Hvis nedlukningen igen bliver en realitet, og hjemmeskoling derfor bliver en nødvendighed, må den ifølge Skar være mere struktureret og indeholde en bedre organisering af skoledagen med mere lærer-elev-kontakt. Da online-klasseundervisning ikke er optimal for de yngste, må der tillige være fokus på løsninger med mere individuel undervisning og opfølgning.

Indtil videre må vi dog vente på resultaterne fra FUS-projektets næste test af elevernes skrivefærdigheder, der gennemføres i foråret 2021. Her kan forskerne nok sige noget om, hvorvidt nedlukningen har haft mere langstrakte konsekvenser for eleverne og måske give nogle mere konkrete bud på, hvilke initiativer der må tages, for at elevernes faglige niveau ikke påvirkes så markant.