Kunsten at få litteraturen derud, hvor folk eksisterer

Er en bogbus blot en samling bøger på hjul, der indimellem ruller ind i småbyerne for at supplere borgerne med bøger bestilt online? Kan et bibliotek på 12 x 2,5 meter med 3.500-4.000 materialer overhovedet måle sig med de store stationære biblioteker, eller har det måske andre kvaliteter? Hvordan bidrager biblioteket til borgernes læseengagement, når det kun sjældent er fysisk til stede?  

I denne artikel giver tovholder for bogbussen i Randers Irene Villumsen et indblik i det mobile biblioteks historie og hverdag, og vi ser på, om man kan tage ved lære af bogbussen, når det handler om at motivere til og stimulere læsning.  

En stolt tradition

Som tovholder er Irene Villumsens hovedopgave at være med til sikre, at bogbussen kommer ud i alle dele af Randers Kommune og således opretholder bibliotekets demokratiske forpligtelse på, at også landdistrikterne bliver givet de samme service- og videnstilbud, som borgerne i de store byer nyder godt af. Hun fortæller: ”I Randers har vi en meget stolt bogbustradition. I 1980’erne havde bogbusserne deres storhedstid, hvor seks busser kørte rundt til ti omkringliggende kommuner, da de ifølge den daværende kommunalreform ellers skulle have deres egne biblioteker”. I dag er der blot én bogbus tilbage, som kører i fast rute til 28 forskellige steder i Randers landdistrikt, og derudover køres der ture til børneinstitutioner samt ture, hvor bussen er blevet booket til forskellige formål. Bogbussen har 4-5 faste chauffører og et tilsvarende antal bibliotekarer tilknyttet og kører dagligt med én chauffør og én bibliotekar ombord. Til bookinger kan der desuden trækkes på andre af bibliotekets bibliotekarer, hvis de fx har en større viden om et særligt felt. Bussens holdetid varierer fra ½-2½ time, hvor de større byer får mest tid.

Hvem bruger bogbussen?

Brugerne af bogbussen er ifølge Irene Villumsen en broget skare. På nogle stop er det primært ældre, der kommer, men i de større byer er brugerne alt mellem 2 og 90 år. ”Der er en virkelig stor spredning. Hvis børnene ikke er hjemme, når vi kommer, så når vi dem gennem vores institutionsbesøg. Vi kan se, at mange af dem, der brugte bogbussen, da de var børn, nu kommer igen, efter de selv har fået børn. De, der har brugt bogbussen, kan nemlig altid huske det. De vender tilbage, fordi det har gjort en forskel i deres liv, at de har fået kendskab og adgang til litteraturen. Det kan vi høre, når vi taler med dem”.

At række ud til børnene

I Randers gør man rigtig meget ud af at nå børnene så tidligt som muligt. Børnenes første møde med litteraturen og biblioteket bliver prioriteret, og derfor får alle toårige børn i bogbussens område en personlig hilsen, hvori de får en invitation til bogbussen og får foræret en bog. For at give børnene et nært forhold til bussen og alle dens muligheder kører bussen ud til landdistrikternes daginstitutioner, som alle bliver besøgt ca. hver 5.-6. uge. Her kan børn og pædagoger se de nyeste børnebøger, blive inspireret og stille spørgsmål til bibliotekaren, og institutionerne kan låne bøger til børnene. Ved juletid kører bussen rundt med højtlæsning af julehistorier, og der bliver i løbet af året også lavet teaterforestillinger for børnene i bussen.

Det er ifølge Irene Villumsen vigtigt, at børnene kobler nogle gode oplevelser til mødet med bogbussen. Hun fortæller, at også skolerne nyder godt af bussen, som de kan booke til et besøg. ”Vi tager fra bibliotekets side direkte kontakt til skoler og børnehaver... og vi kører ud med lige det, de har brug for. Vi besøger rigtig mange skoler, hvor 5.-6.-klasse fx har brug for litteratur til emnearbejder, og vi hjælper også med projektopgaven i 9. klasse. Her kommer bibliotekarerne så ind på skolen og holder booktalks, og bagefter kan eleverne komme ud i bogbussen og få materialer med sig hjem”. Bogbussen kører også ud til store læsedag på de store skoler, hvor bibliotekarerne taler om litteratur med elever og lærere og fortæller om bussens tilbud.

Ifølge Irene Villumsen har de rigtig stor succes med de opsøgende arrangementer, og hun understreger, hvor vigtige sådanne tilbud er især for de elever, der bor langt fra byen, og som i nogle tilfælde har op til 25 km ind til Randers. ”De børn ville jo i realiteten være afskåret fra at benytte biblioteket, hvis ikke bogbussen eksisterede”, fortæller hun.

At have fingeren på (lokal-)pulsen

Det er bestemt ikke kun børnene, som bogbussen er der for. Irene Villumsen understreger vigtigheden af, at biblioteket og bogbussen er en del af alle folks bevidsthed, og at de kontinuerligt bliver gjort opmærksomme på dens eksistens. Derfor deltager bussen også til store arrangementer som fx Fjordens Dag, Sommerfest og Banerock. ”Det er vigtigt, at borgerne ved, vi er her. Folk har brug for biblioteket på forskellige tidspunkter i livet. Nogle har brug for det som helt små, nogle har en periode, hvor de er småbørnsforældre, og hvor det kan være svært at få tid til læsningen, men så vender de måske tilbage, og så skal de vide, at vi stadig er her. Derfor er vi også aktive på de lokale Facebook-grupper, hvor vi fortæller om, hvad vi laver både her og nu, og hvad vi tidligere har lavet. Her kan vi se, hvor meget det betyder, at vi kommer derud, hvor folk eksisterer; der, hvor folk er”.

Bogbussens tovholder fortsætter: ”Vi bestræber os meget på at være en del af lokalsamfundets hverdag. Vi har fx læsekredse, hvor vi får folk ind i bussen og får litteraturen ud over rampen. Der er rigtig mange forskellige læsekredse, som selv bestemmer, hvad de vil læse, og hvor vi så fungerer som det servicemellemled, der sørger for, at de får det antal bøger, de har behov for”. Irene Villumsen fortæller, at hun denne aften skal til byen Assentoft, hvor der er tre forskellige læsekredse, som ofte henter bøger i bogbussen. ”Det er bare ét eksempel på, at vi har kontakt til rigtig mange i lokalsamfundet. Bibliotekarerne kører jo de samme ture fast, så vi kender ruterne, og det gør, at vi får en fantastisk relation til de steder, vi kommer, og de mennesker, vi møder. Vi kender hinanden – ofte også på fornavn, og det er en stor styrke, når vi fx skal anbefale litteratur. Jeg ved fx, at Mary i Uggelhuse er glad for én type bøger, og derfor kan jeg fortælle hende, at der er kommet en ny bog i hendes stil.”

At sikre lokale forankringer

Irene Villumsen beskriver, hvordan man i et halvt år ad gangen sætter spot på nogle af byerne for at sikre den lokale forankring. Man finder ud af, hvilke samarbejdsmuligheder der er i byen, og kontakter dem for at prøve at få nogle aftaler i stand. ”I Spentrup er der fx en løbeklub, hvor vi lavede et program målrettet til dens medlemmer. Vi mødte op i hallen, hvor klubben holder til, lavede en introduktion til løbebøger og -tidsskrifter, og så havde folk mulighed for at komme ind i bogbussen og blive oprettet som låner”. På den måde kobler bogbussen litteratur og interesser sammen og møder borgerne på deres egen hjemmebane. ”Den måde at møde bibliotek og litteratur på giver rigtig god mening for folk, og sådan får vi venner for livet ude i de små byer. Folk kan huske det, og de efterspørger stadig, at vi kommer. Så det kunne vi gøre meget mere, hvis vi bare havde ressourcerne til det".

Bogbussens kvaliteter i et skoleperspektiv

Når man kigger på bogbussens unikke kvaliteter, står tre elementer tydeligt frem: forankringen i lokalområdet, kendskabet til den enkelte borger og evnen til at række ud og lave opsøgende arbejde.

I forskningsprojektet Ro(man)Tid fandt forskere ud af, at når bibliotekarer lavede opsøgende arbejde, hvor de vejledte borgere i at finde litteratur, der passede til dem, samtidig med at de hjalp dem med at finde små tidsrum at læse i i en travl hverdag, så havde det en positiv effekt på borgernes læselyst. Hvis man overfører bogbussens arbejde til arbejdet i det pædagogiske læringscenter på en skole og forestiller sig skolen som en samling små lokalsamfund og PLC som centralbiblioteket, så kunne idéen om et mobilt bibliotek måske være værd at kigge nærmere på. Et bibliotek, der bliver givet bedre muligheder for at komme rundt i afdelingerne/klasserne, og hvor et mere indgående kendskab til elevernes interessefællesskaber og læsepræferencer kunne være med til at forankre biblioteket ”lokalt”.

Som i Randers er de økonomiske ressourcer en rammefaktor, der naturligt kan sætte begrænsninger for udfoldelsesmulighederne, men som både bogbussens arbejde og Ro(man)Tid-projektet peger på, ligger der måske et uudnyttet potentiale i bibliotekets opsøgende samtale med lærere og elever, der kan være med til at fyre op under elevernes læsemotivation. Det meste kan i dag fås med tryk på en knap, men måske lever mødet med litteraturen også rigtig godt, når det ledsages af et menneske, der brænder for det, og om det står lige ved siden af dig.

Så ja! En bogbus er en lille samling bøger på hjul, der kun ruller forbi indimellem. Men når dørene åbnes til det trange rum, bliver muligheden for at blive set som den læser, man er, måske medvirkende til, at det litterære univers kan vokse sig meget større end det store bibliotek, som ligger lige rundt om hjørnet.