Samskabelse i børnelitteraturen

Samskabelse er et populært begreb. Det henviser blandt andet til, at det offentlige inddrager og udvikler velfærd sammen med borgerne – og ikke kun for borgerne. Noget tilsvarende er tilsyneladende på vej i børnelitteraturen i form af nye samarbejder. NVL er taget til seminar i Aarhus for at blive klogere på den aktuelle børne- og ungdomslitteratur.

Hvert andet år er der Albus i Aarhus. Albus er en international børnelitteraturfestival, som finder sted på Dokk1, hovedbiblioteket ved havnen. Jeg er taget til Aarhus på vegne af Nationalt Videncenter for Læsning, og det emmer af børneliv, da jeg bevæger mig ind for at finde den store sal. Sammen med Center for Børns Litteratur og Medier (AU) har festivalen arrangeret seminaret Børnelitterære forbindelser – på tværs af generationer, udtryksformer og grænser. Der er oplæg af forskere, formidlere og kunstnere, og professor i børnelitteratur Nina Christensen binder det hele sammen. Selv om programmet kommer vidt omkring, fra nordisk, gotisk litteratur til tjekkiske billedbøger og samspillet mellem skrift og illustrationer, er den røde tråd forskellige former for samarbejder mellem forfattere og børn/unge.   

Børn på flugt

Den hollandske professor emerita Helma van Lierop-Debrauewer beretter om bog-samarbejder mellem unge i udsatte positioner og etablerede forfattere, til hvem de unge fortæller deres historier. Resultatet er den hollandske ungdomsromanserie "Slash". I bogen De gelukvinder af forfatter Edward van de Vendel og Anoush Elman er fortælleren afghansk flygtning. Titlen betyder noget i retning af ‘Lykkefinderen’ og handler om at være på flugt fra Taleban med familien, om at bo på et asylcenter og om at finde tryghed i Holland, men ikke vide, om det er muligt at blive.

Bogforside til den hollandske ungdomsroman De gelukvinder fra bogsamarbejdsserien Slash

Netop flygtninges erfaringer – og i det hele taget ikke-hvide forfattere og ikkehvide karakterer – er underrepræsenterede i den europæiske børne- og ungdomslitteratur ifølge van Lierop-Debrauewer. Hun mener, på baggrund af et casestudie, at projektet kan være med til at skabe mere solidaritet på tværs af generationer og kulturer – også selv om projektet udgår fra en asymmetrisk magtbalance mellem forfatter og fortæller. Ifølge professor Nina Christensen er den her type samskabende udgivelser, hvor børn/unge fortæller, og forfattere skriver, indtil videre ukendt i Danmark.  

Børn, der skriver, går til forfatterskole, som andre går til sport

Hvad der til gengæld ikke er ukendt i Danmark, er børn og unge, som selv skriver. Det er Stine Heger i færd med at undersøge i hendes ph.d.-projekt om børns skrivelyst og skrivning i fritiden. Hun er derfor på feltarbejde i forfatterskoler for børn mellem 11-18 år defineret som steder, hvor børn/unge skriver, og professionelle forfattere guider og underviser. Børnene identificerer sig med at skrive: ”Jeg er sådan én, der skriver”, og de sammenligner det at "gå til forfatterskole” med at gå til tennis eller andre former for sport. Indtil videre tyder undersøgelsen på, at børnene motiveres af muligheden for fællesskaber, frihed og fantasi. Det opleves som frigørende at kunne skrive, hvad og hvordan man har lyst til, sammen med andre.

Jeg opsøger efterfølgende Stine Heger for at spørge ind til, hvorfor vi pludselig oplever forfatterskoler og skriveværksteder fra Odsherred til Brønderslev. Børn og unge læser mindre og mindre, men de skriver mere og mere. Sådan kan det i hvert fald umiddelbart se ud, når man sammenligner læsevaneundersøgelser med det stigende antal forfatterskoler og skriveværksteder for børn og unge.

"Jeg er ikke sikker på, om flere børn skriver mere,” lyder det fra Stine Heger. "Det kan min undersøgelse ikke sige noget entydigt om. Det, vi kan se, er en opblomstring af organiserede skrivetilbud til børn uden for skoleregi, hvor de sammen med voksne forfattere kan udforske deres egne historier, skrive og nogle steder også få udgivet deres tekster. En del børn har muligvis også tidligere skrevet og haft teksterne liggende hjemme i skuffen.” Uanset om børn måske ikke skriver mere end før, skorter det ikke på lysten til at blive læst. Skrivekonkurrencen 500 ord for børn og unge, som kårede dette års vindere til Albus Festivalen, modtog mere end 1.000 historier. Der synes derfor at være en stor tiltrækningskraft ved skriften og det at mødes om den.

Stine Heger peger på fællesskabet som motiverende faktor i forhold til opblomstringen af skrivetilbud: "I min undersøgelse ser jeg, at fællesskabet er helt afgørende for de børn, der deltager i forfatterskolerne, og det er noget, som vi måske bør have mere fokus på: Fællesskabet, hvor børn og unge kan møde litteraturen gennem skrivning, fællesskabet som en vigtig faktor for skrivelyst,” afslutter Stine Heger.

Forfatteren som procesfacilitator for børns historier

I projektet Små stemmer – Store fortællinger har forfatter Kathrine Assels samarbejdet med en gruppe børn om at skrive børnelitteratur. Opgaven var at skrive et fælles værk, som endte med at hedde Theodoras dagbog. Der var tale om en blandet aldersgruppe af otte piger og to drenge. Pigerne havde selv valgt kurset, hvorimod drengene var blevet tilmeldt af deres mødre.

Theodoras dagbog fra projektet Små stemmer – store fortællinger

Kathrine Assels fortæller, at den største udfordring var at lægge styretrangen fra sig og lade børnene forme processen. Hun forsøgte at gribe børnenes spontane indfald og indlemme dem i teksten, samtidig med at hun havde mandat til at samle tekstbidderne sammen til sidst. Hendes rolle var desuden at være børnenes nødgenerator, hvis de gik i stå. Der var eksempelvis en deltager, som udelukkende havde skrevet ordet ‘Fred’ massevis af gange på én hel A4-side, og som forsøgte at skjule det. Men det kom med i bogen. Kathrine Assels fortæller afslutningsvis, at projektet har inspireret hende til gerne at ville inddrage børn i processen fremover, både før og efter skrivningen.

Det vil jeg gerne høre noget mere om, så jeg spørger Kathrine Assels, hvad det indebærer. "Jeg er blevet mere nysgerrig på, hvad man kan give hinanden i skriveprocessen. Som forfatter kan jeg træde mere i baggrunden. Det har været meget inspirerende at lade sig guide af børnenes proces og erfare, hvor hurtige og dygtige de er til at skrive. Jeg kunne godt tænke mig, at skriveworkshops er mere åbne, så at børn kan give input til, hvordan man i det hele taget skal tilrettelægge en workshop. Altså prøve at lade deres behov, ideer og lyster være mere styrende.”

Kathrine Assels forestiller sig også at inddrage børn og unge mere i hendes egen skrift: "Jeg kan f.eks. lade børn læse mine tekster igennem. Det har jeg prøvet med en ny roman, som jeg har skrevet. Min søn læste og kommenterede undervejs. Der var f.eks. scener, hvor han påpegede, at sådan ville unge ikke udtrykke sig, og han foreslog sange, som de ville høre. Det styrkede troværdigheden i historien. Jeg overvejer også at lade børn/unge skrive nogle små dagbogssekvenser, som jeg vil bruge i en anden kommende roman. Det giver noget andet, når det rent faktisk er skrevet af et barn eller en ung. Som da min dengang 12-årige søn tegnede til min roman Månen er en højtaler (2017), hvor hovedpersonen er 12 år gammel.”

Jeg spørger Kathrine Assels, om ikke den troværdighed og autenticitet, hun oplever at få ved at inddrage børn og unges stemmer, er afhængig af, hvem de børn er? Ens egne børn kan jo ikke gælde for alle børn. "Jeg er opmærksom på, at mine børn ikke kan repræsentere børn som sådan. Det er vigtigt at opsøge andre børn og inddrage deres tanker, når vi tilrettelægger og udfører skriveworkshops og skriver tekster. Bestemt. Jeg har altid haft lyst til at inddrage børn/unge, der har haft det svært. For eksempel ved at besøge institutioner for flygtningebørn eller anbragte børn og lade dem fortælle deres historier,” afslutter Kathrine Assels.

Fællesskaber, troværdighed og solidaritet

Børne- og ungdomslitteratur er typisk skrevet af voksne, udgivet af voksne, bedømt af voksne og formidlet af voksne. Det forsøger de nævnte former for samarbejder at ændre på. For forfatterne handler det om troværdighed og solidaritet. For børn og unge selv handler det især om fællesskaber, hvor de kan møde ligesindede, der også føler sig som ‘en, der skriver’.  

Samskabelse kan være mange forskellige ting og foregå på mange forskellige niveauer. Således også i børne- og ungdomslitteraturen. Der er bogsamarbejder som den hollandske ungdomsserie Slash, hvor den unge fortæller, og den voksne forfatter skriver, workshopudgivelser som Theodoras dagbog, hvor børn skriver en tekst, som rammesættes og færdigredigeres af en forfatter, og deciderede forfatterskoleudgivelser, hvor børn og unge skriver deres egne tekster guidet af en forfatter. Og der er samarbejder, hvor forfattere tager børn med ind i værkstedet og lader dem kommentere teksten og lave illustrationer til historien.

Seminaret efterlader det indtryk at fremtidens børne- og ungdomslitteratur i højere grad bliver præget af børn og unges egne stemmer.