Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Aktuelt

Splat og spor! Kreativ højtlæsning i vuggestuen

I vuggestuen Kongevellen i Aarhus tager det sprogpædagogiske arbejde udgangspunkt i temaer, og for øjeblikket er temaet farver. Pædagog Trine Winkler fortæller dog, at det ikke så meget handler om selve temaet, men måden, de arbejder med det på. Og her er billedbøger en central del af pædagogikken. Derfor har de bl.a. læst Mimbo Jimbo laver kunst (2011) af Jakob Martin Strid flere gange. Den handler om den lille blå elefant Mimbo Jimbo, som laver et kæmpestort maleri med hjælp af en masse farver og en række temmelig alsidige teknikker. Dem skal nogle af børnene afprøve med Trine, og Nationalt Videncenter for Læsning har fået lov til at være med.

Farveværksted

Sammen med to piger går Trine ind i et lille tilstødende lokale, hvor de starter med at kigge i bogen for at genopfriske historien. De får derpå et stort stykke papir hver, farver og en lille plasticelefant, som de kan dyppe i farverne. Elefanten fungerer nemlig som pensel. Børnene er lidt forsigtige til at starte med. Det er formentlig ikke hver dag, at det er tilladt at male med legetøjet. Trine fortæller og spørger ind til farverne.

I bogen hælder Mimbo Jimbo gul, blå, grøn og rød maling ud over lærredet, men han er ikke tilfreds. Heller ikke selv om han tramper rundt på lærredet, dypper tennisbolde i maling og endog kører rundt i malingen med en safaribil.  Det er først, da Mimbo Jimbo ved et uheld får skubbet sine venner ind på lærredet, at kunstværket bliver fuldendt. Selvtilfreds opnår Mimbo Jimbo international anerkendelse for sit ”stærke, chokerende, farlige og vilde” maleri. Der gøres grin med kunstverdenen og den egoistiske kunstner med stort K. Men det er samtidig også en fortælling om glæden ved at skabe, hvilket understreges af de farvestrålende, ekspressive illustrationer.

Trine ruller ikke børnene ind over lærredet som i Mimbo Jimbo. I stedet tager hun en safaribil frem på bordet. Og en bold. Trine viser, hvordan bilen kan køre rundt i farverne på papiret, og taler om bilspor, bølgede spor og elefantens spor. Pigerne er lidt afventende og har tilsyneladende ikke den blå elefants frygtløse tilgang til kunsten. Så viser Trine sine orange hænder frem, og pigerne griner og siger ”Addd”. Hun understreger, at de jo kan vaske fingre bagefter. De vender tilbage til historien: ”Du blev så optaget af splat, da vi læste den!”, siger Trine henvendt til den ene pige. De dypper bolden i farven og triller den rundt på papiret. ”Splat!”, siger den ene pige. ”Det er et lækkert ord,” siger Trine opmuntrende. Efterhånden triller, kører og trykker børnene de forskellige genstande hen over papiret, og den ene pige griner: ”Det sjovt.”

Børnebøger

At bøger er i centrum for det sprogpædagogiske arbejde, er ikke tilfældigt. Det er noget, Kongevellen har intensiveret siden udviklingsprojektet Sammen om sprog – lokal kvalitet i vuggestuens sprogmiljø igangsat af forskere fra professionshøjskolen VIA UC. Sammen med Line Daugaard og Marie Højholt fra VIA UC gav Trine og de andre pædagoger sig i kast med at skabe et sprogmiljø ud fra billedbogen Den sultne larve Aldrigmæt af Eric Carle (1969). Stuen blev indrettet med genstande fra historien i børnehøjde, hvilket bl.a. betød laminerede billeder klistret på gulvet, så selv de kravlende børn kunne være med.

”Vi tog også larvetemaet ind i vores aktiviteter i løbet af dagen. Vi lavede rigtig meget med kroppen. Børnene blev pakket ind i tæpper, de krøb rundt som larver, og vi fik lavet sommerfuglevinger, så de kunne flyve rundt og være sommerfugle. Vi lavede larver og pupper af saltdej. Vi havde et lille terrarie med sommerfugle, pupper og larver .... Det var virkelig noget, børnene var optagede af, især fordi de også var med i processen,” fortæller Trine.

Børnenes spor

Netop medbestemmelse er Trine og kollegerne meget opmærksomme på: ”Selv om vi med larveprojektet havde en overordnet plan, lod vi os også inspirere af børnenes initiativer. Vi fulgte deres idéer, og det skal vi også.” Trine fortæller om dengang, hun havde planlagt dialogisk læsning lige foran vinduet, og selv om hun vidste, at bogen ville interesse dem, og hun havde rekvisitter med, blev børnenes opmærksomhed ret hurtigt fanget af noget helt andet: ”Jeg sad med alle mine gode intentioner, og pludselig var der et barn, der sagde ’se, der kommer skraldebilen’, og så skulle vi alle sammen kigge på skraldebilen, men det er der jo også sprog i. Der måtte jeg sadle om, og det skal vi være parate til. Det handler om at være så rutineret, at man kan gribe øjeblikket og snakke om, hvad børnene er optagede af lige nu.”                       

Små grupper

Selv om pædagogerne ikke længere har forberedelsestid som under larveprojektet, prøver de at indarbejde projektets sprogpædagogiske tilgang løbende. ”Hvordan kan vi få kroppen med ind i det tema om farver, som vi har lige nu? Hvordan kan vi få sange ind? Hvordan kan vi få rim og remser ind? Det er planen, at vi skal på biblioteket for at se, om vi kan finde nogle bøger,” fortæller Trine. De er også blevet mere opmærksomme på vigtigheden af små grupper på 3-4 børn. I starten organiserede de børnene efter alder, men de erfarede, at det ikke duede, hvis børnene var på forskellige sproglige niveauer: ”Vi sammensætter derfor grupperne, sådan at børnene har et nogenlunde ens sprogligt niveau. Ofte tager jeg også et sprogligt stærkt barn med, som jeg som pædagog kan spille bold op ad, og hvis sprog smitter de andre børn.”

Trine slutter af med at understrege, at der er vigtigt, at man som pædagog har fokus på sprog og husker, hvor fundamentalt det egentlig er: ”Hvor hører jeg til i verden, hvem er jeg...?”

Det kræver, at man som pædagog følger børnenes spor, både de forsigtige og de uventede, de bølgede og de splattede…

Del siden på email

Du deler et link til siden: Splat og spor! Kreativ højtlæsning i vuggestuen