Sprogrygsække med indbygget samspil

På Aalborg Bibliotekerne samarbejder børnebibliotekarer og talepædagoger om en sprog- og læseindsats for familier, dagtilbud og dagpleje. 

Bibliotekar Anne Grønhøj Krebs har gjort klar til dagplejens besøg på Hovedbiblioteket i Aalborg denne onsdag morgen. Børnebiblioteket er stort, og derfor er der stadig rigelig plads til bøger og legende børn, selv om der er afsat nogle kvadratmeter til besøget af de to dagplejere og de medfølgende børn. De får lov at boltre sig i et åbent rum, hvor Anne Grønhøj Krebs har sat en masse bøger frem og lagt nogle sprogrygsække på gulvet.   

De sorte rygsække består af billedbøger, legetøj og en læseguide med gode idéer til, hvordan man læser i samspil med sit barn. Initiativet er udviklet i samarbejde mellem Anne Grønhøj Krebs, hendes bibliotekarkollega Camilla Kvist Jepsen og de to talepædagoger Lene Poulsen Jensen og Nanna Rask. Selv om rygsækkene oprindelig var tiltænkt forældre, som efterspurgte nogle tiltag til de yngste børn, begyndte dagtilbud og navnlig dagpleje hurtigt at fatte interesse for initiativet. Derfor har Camilla Kvist Jepsen og Anne Grønhøj Krebs måttet lave nogle flere rygsække, sådan at der nu er 46 rygsække i alt. Men altså også 249 reservationer.  

Børn, bøger og legetøj på gulvet 

Børnene går straks i gang med at undersøge indholdet af rygsækkene, mens de sidder og går rundt på den store, grønne madras, der ligger som et tæppe på gulvet. Snart er madrassen dækket af bøger, puslespil, dukker, dukketøj og små bamser. Nogle af børnene vil gerne have læst højt, og andre leger, at de læser. Legetøjet fra rygsækkene bliver undersøgt. Dukken får børstet det imaginære hår, imens sidder et andet barn klar med tandbørsten.

To af børnene sætter puslespillet sammen igen og igen. 

Dagplejerne er glade for initiativet og synes, at det er rigtig godt, at bøgerne kombineres med legetøj, da de mener, at den sanselige tilgang til omverdenen er vigtig for de små børn. Deres erfaring er, at børnene bedre lærer sprog, når de har kroppen med. Bøgerne giver anledning til forskellige snakke om sutter, dyr, familier, bakterier og fænomenet pottetræning. Det sidste handler Den lille prinsesse: Hvor er min potte? af Tony Ross om.

Et af børnene opdager hurtigt, at rummet ikke har vægge hele vejen rundt, så han smutter ud for at gå på opdagelse i resten af biblioteket. 

Spørg mindre 

Et af de gennemgående principper i læseguiden er at stille færre spørgsmål og til gengæld kommentere mere. De to talepædagoger Nanna Rask og Lene Poulsen Jensen har udarbejdet folderen ”Talepædagogernes læseguide til forældrene”, og de fortæller, at de er meget optagede af kommunikation og samspil.  

Lene Poulsen: “Det handler om relationen mellem barn og voksen. Forældre og pædagoger er efterhånden blevet ”opdraget” til at fokusere på, at børn skal lære ord, og det i en grad, så de måske kommer til at glemme, hvad forudsætningen er, nemlig kommunikation. Nanna og jeg har et andet udgangspunkt end mange af de sprogpædagogiske koncepter.” Nanna Rask supplerer: “Ja, vi tænker det lidt anderledes end den måde, klassisk dialogisk læsning fungerer med mange spørgsmål omkring hvad, hvorfor, hvorhenne etc. Det kan komme til at være en slags eksamen, hvor barnet skal svare på spørgsmål, som den voksne stiller. Vores udgangspunkt er barnet og den kommunikation, som opstår mellem barn og voksen. Vi vil have de voksne til at opdage, hvad barnet er optaget af uden at stille spørgsmål.” 

Deres afsæt har været Hanen, som er en canadisk nonprofitorganisation, der arbejder med sprogpædagogiske interventioner. Fokus er at styrke de samspilssituationer, som forældre og fagprofessionelle har med børn, ud fra antagelsen om, at sprog læres i relation og kommunikation. Lene Poulsen forklarer: “Mange spørgsmål kan i virkeligheden ødelægge en god dialog. I stedet skal man fokusere på relationen og kommunikationen. På den måde er det en sammenføjning af pædagogik, læring og sprog. Det handler om at lære at tage tur, at ræsonnere etc. Man ræsonnerer ikke så meget, hvis man bliver spurgt ‘Hvad farve har bolden?’. Spørgsmålene bliver kravsættende og implicerer et bestemt svar. Her er vi i stedet optagede af barnet, og hvad barnet tænker.“   

Nanna Rask nikker: “Spørg mindre og kommenter mere. Spørgsmålene lukker kommunikationen, for når barnet har svaret, så er samtalen slut! Hvis man kommenterer, afføder det i højere grad, at børnene tager initiativ, hvilket, man ved, er godt for sprogtilegnelsen.” “Ja”, supplerer Lene Poulsen: “Kommentaren kan være med til at tage barnet i hånden, sådan ‘vi deler noget her’. Med de større børn forsøger vi at tale mere refleksionsbaseret, fx ‘Jeg tror, at han er sur, fordi de har slået ham’ frem for ‘Hvorfor er han sur?’” 

Strategier frem for manualer 

Begge oplever, at en del voksne gerne vil have en færdig manual for højtlæsning. Eksempelvis læs bogen fire gange. Men deres tilgang er, at læsning er en samværsform, hvor man som voksen skal kunne aflæse barnet og afstemme, hvad samtalen går ud på. Det er ikke muligt at lære sprog, hvis barn og voksen snakker om noget forskelligt. En samtale, som i øvrigt også kan være kropslig og handle om at opdage, at barnet tager initiativ gennem blikretning eller ved at pege.   

Nanna Rask: “Og så skal man give tid og afvente! Man skal have is i maven. Barnet er i en sproglig proces, og nogle af de udfordrede børn skal have meget tid. Når først man som voksen forstår, at det handler om en måde at kommunikere på, kan man jo praktisere det i alle situationer, ikke kun læsning. Strategierne, vi fremhæver i guiden, kan bruges i legen og i rutinesituationer.“  

Nanna Rask og Lene Poulsen har oplevet, at denne måde at forstå sprogpædagogik på kan være anderledes for det pædagogiske personale i forhold til, hvad de har været vant til. Tidligere har sprogtilegnelse været tænkt ret instrumentelt, men det giver ofte god mening at forstå det mere som et samspil mellem barn og voksen. Flere pædagoger er nærmest lettede og oplever, at det er en mere intuitiv tilgang. Det betyder dog også, at de må aflægge sig nogle foretrukne vaner, eksempelvis at arbejde med farver som tema. “Vi ønsker noget, som der kan arbejdes med kommunikativt,” siger Lene Poulsen. Nanna Rask supplerer: “Og det kan farver selvfølgelig også, men hvis du fx sætter temaet ”Min hverdag” over for ”Farver”, så får du et ordforråd, som er meget mere anvendeligt, end at du kan sige, at noget er gult. Det gælder især for de sprogligt udfordrede børn. Det er mere brugbart at kunne sige ”færdig” og ”mere” end ”gul” eller ”grøn”.“ 

Bogen 

Bibliotekar Anne Grønhøj Krebs har været glad for at kunne fortælle forældre, pædagoger og dagplejere at læseguiden er udarbejdet af talepædagoger: “Det betyder meget for vores formidling, at materialet er udarbejdet af talepædagoger og bygger på anerkendt forskning inden for sprog og kommunikation.”   

Omvendt er Lene Poulsen og Nanna Rask også glade for samarbejdet, da de anerkender den faglighed som Camilla Kvist Jepsen og Anne Grønhøj Krebs har i relation til børnelitteratur. Anne Grønhøj Krebs forklarer, at de har været optagede af at kvalificere udvalget, da der udkommer ekstremt mange børnebøger hele tiden: “Alt er jo ikke lige godt. Samtidig har vi også ønsket at indlemme nogle klassikere.”  Begge talepædagoger er enige om, at det har været inspirerende at blive opdateret på børnelitteraturen. “Vores referencer er gamle,” fortæller Lene Poulsen. “I har jo et stort overblik og kvalificerede holdninger. Vi har ingen af delene,” griner de begge.