Undskyld men er der plads til en billedbog her?

I denne artikel fra Selskabet for Børnelitteraturs (IBBY) medlemsblad Klods Hans fortæller Marianne Eskebæk, der er faglig konsulent i Nationalt Videncenter for Læsning og lektor på pædagoguddannelsen, om literacybegrebets og børnelitteraturens plads – eller mangel på samme – på den nuværende uddannelse.

Artiklen blev bragt i marts 2022

I november 2021 blev den længe ventede evaluering af pædagoguddannelsen offentliggjort, og en ny pædagoguddannelse er formentlig snart på vej. Der er mange forskellige interesser i en eventuel ny pædagoguddannelse, og det er derfor vanskeligt at spå om, hvordan den vil komme til at se ud. Som underviser håber jeg, at de nuværende moduler bliver erstattet af egentlige fag, og at et nyt fag krystalliserer sig.

Et fag, som tager udgangspunkt i en bred forståelse af begrebet literacy, hvor den studerende undervises i børns sprogtilegnelse og dertilhørende vidensområder som nærværende samtaler, sprogvanskeligheder, flersprogethed m.m. og desuden fordyber sig i fortælling, læsning og litteratur – navnlig børnelitteratur. Det er et område, som er stort set forsvundet fra pædagoguddannelsen, siden 2014-uddannelsen blev implementeret.

Rammer og regler

At børnelitteratur er forsvundet fra pædagoguddannelsen, skyldes først og fremmest bekendtgørelsen – altså den lovtekst, der regulerer uddannelsen. Her nævnes sprog og litteratur stort set ikke. Faktisk er litteratur og skriftsprog kun nævnt én gang. Fortælling, børnelitteratur og (højt)læsning slet ikke.

Det er desuden en noget trist forståelse af sprog, som kommer til udtryk i bekendtgørelsen. Sprog fremstår som en isoleret teknisk kompetence frakoblet samtaler, fortællinger, leg og litteratur.

Den nuværende uddannelse indeholder ikke længere fag, men moduler, og der er en meget stor mængde kompetencemål tilknyttet hvert modul. Det betyder, at man som underviser kan opleve at skulle kæmpe med sine kollegaer om pladsen i forhold til andre faglige områder.

I nogle tilfælde kan også studieplan og organisering være med til at komplicere intentionen om at undervise i sprog og litteratur. Studieplanen er professionshøjskolernes lokale fortolkning af lovteksten. Den kan være et regulært forhindringsløb af krav og bindinger og uden synderligt fokus på literacy.

Literacyfeltet er maginaliseret

Jeg har spurgt tretten undervisere med interesse for området, fordelt på landets seks professionshøjskoler, om deres vurdering af literacyfeltets status og vilkår på uddannelsen.

De praktiserer alle en bred forståelse af literacy, hvor det ikke handler så meget om sproglige udviklingstrin som om børns undersøgende og legende tilgang til sprog, herunder også skriftsprog. Literacy indbefatter i deres optik samtaler, litteratur, læsning, tidlig skrivning, rim og remser, sanglege, fortællinger, børns sprogeksperimenter, billeder og andre symboler.

De adspurgte undervisere fortæller samstemmende, at literacyfeltet er marginaliseret og lavt prioriteret. De ”kæmper for sagen”, ”holder ved med næb og kløer” og ”lusker sprog og litteratur ind”.

I og med at fagene er forsvundet, og der er en veritabel trængsel af kompetencemål, får selve organiseringen og tilrettelæggelsen af undervisningen stor betydning. Hvis et team på et forløb eller et modul ikke består af en underviser med viden om literacy, ja, så bliver holdet formentlig ikke undervist i det.

At det står skidt til med de studerendes viden om literacy, er for nyligt blevet bekræftet af en undersøgelse, som sammenligner norske og danske pædagogstuderendes oplevede læringsudbytte. De norske pædagogstuderende føler sig langt bedre rustet end de danske, hvilket – udover mangelfuld og fraværende undervisning på de danske pædagoguddannelser – hænger sammen med, at de studerendes praktikforløb er organiseret anderledes i Norge, og at undervisningsmiljøet er forskningsbaseret.

Kan det bruges til noget?

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at kommende pædagoger har en viden om børnelitteratur? Det hyppigst anvendte argument er højtlæsning som motor for sprogtilegnelse. Bøger indeholder et rigere sprog end hverdagens samtaler mellem børn og voksne, da ordforråd og sætningskonstruktioner er mere komplekse. Bøger kan lære børn ord for ting, steder og begreber, som ikke findes i de nære omgivelser, fx vandfald og savanne. Især når bøgerne læses igen og igen. Bøger hjælper børn med at forstå narrative strukturer, hvilket understøtter sprogtilegnelsen.

Der er en klar sammenhæng mellem talesprog og deltagelsesmuligheder. Jo bedre sprog, desto mere trivsel – groft sagt. At kunne udtrykke sine tanker og følelser i samspillet med voksne og i legen med andre børn er helt afgørende for børns velvære og udviklingsmuligheder. Nærværende samtaler og kvalificeret højtlæsning er derfor yderst vigtige for børns sprogtilegnelse.

Børnelitteratur og højtlæsning handler også om, at børn lærer at se sig selv som del af et større kulturelt fællesskab og at begå sig heri.

Børnebøger er naturligvis ikke kun et sprogstimuleringsværktøj. God børnelitteratur kan hjælpe børn med at forstå sig selv og andre børn bedre. ”Vejen ud af ensomhedens fængsel går gennem bøgernes dør”, har den tyske sociolog Ulrich Beck engang sagt. Det kan måske ikke overføres direkte til blå og rød stue. Men alligevel: Børnelitteratur og højtlæsning handler også om, at børn lærer at se sig selv som del af et større kulturelt fællesskab og at begå sig heri. Og at de gennem litteraturen anspores til forundring, åbenhed og selvoverskridelse. Alt det, vi ofte betegner med begrebet dannelse. Heri ligger også, at børnelitteratur af høj litterær og æstetisk kvalitet ofte vil være de små børns første møde med et kunstnerisk udtryk.

Til gengæld er jeg ikke sikker på, at det er klogt at spænde børnelitteraturen for en alt for frelsende vogn. Det er blevet populært at koble litteratur til udvikling af empati. At vi gennem indlevelse i en fiktiv karakter opnår en bedre forståelse for andre menneskers vilkår og handlemåder og derfor opfører os moralsk upåklageligt. Men empati i sig selv gør os ikke til bedre mennesker. Det afhænger af, hvad vi bruger den til, idet empati også kan bruges til skadelige handlinger.

På mange måder er børnebøger taknemmelige forandringsagenter. De kan bruges igen og igen. Og hvis bøgerne er frit tilgængelige, og børnene har lært at omgås dem, hvilket selv helt små vuggestuebørn kan, kan børnene også selv ”læse” for hinanden. Bøger inspirerer legen, som er børns primære værensform og vigtigste beskæftigelse.

Læsemåder

I de nordiske lande har man i daginstitutionerne især praktiseret højtlæsning før frokost, middagslur eller inden afhentning. Men hvis man ønsker at skabe rum til samtale om bogen, skal højtlæsningen også igangsættes på andre tidspunkter. Hvorfor ikke tage bogen med på tur fx?

Man kan diskutere, om dialogisk læsning har ført til en instrumentalisering af børnelitteraturen i sprogpædagogikkens tjeneste.

Samtidig har der i Danmark været en overordentlig stor interesse for dialogisk læsning i forskellige afskygninger. Dialogisk læsning er blandt mange efterhånden synonymt med børnelitteratur og læsning.

Man kan diskutere, om dialogisk læsning har ført til en instrumentalisering af børnelitteraturen i sprogpædagogikkens tjeneste. Der er næppe noget entydigt svar, da det bl.a. afhænger af, om de pågældende daginstitutioner arbejder med børnelitteratur i forvejen og således har en etableret læsekultur. Men det er værd at notere sig, at der indtil videre kun er svag evidens for effekten af dialogisk læsning som særligt sprogudviklende.

Der er tegn på, at den dialogiske læsnings dominans er under opbrud, og at der er større opmærksomhed på, hvordan litteratur og læsning i højere grad kan kobles til børneperspektivet, sådan at læsningen bliver mere legende og mindre styret af eksempelvis fokusord og udførlige oplæsningsmanualer.

Forhåbentlig kan det udvikle sig til en større forståelse for mange forskellige slags højtlæsningsmåder, der har hver deres funktion og berettigelse. Nogle gange skal historien have lov at stå ukommenteret, andre gange skal den dramatiseres. Og sommetider skal den formidles videre gennem andre aktiviteter som fx tegning.

Et formål med at have bøger i dagtilbud må også være at udvikle børns glæde ved litteratur og læsning. Nogle børn er læseuvante, hvilket betyder, at de skal have hjælp til at indgå i litteraturens magiske fællesskab. Det kan være i form af konkret kropslig guidning, som eksempelvis Børns Bogvenner praktiserer.

Børn fra hjem, hvor der sjældent læses eller samtales, får det langt sværere, når de starter i skole, end børn fra læsende hjem. Her kan dagtilbud gøre en forskel.

Det er et ofte fremhævet og væsentligt argument, at det har betydning for børns uddannelsesmuligheder, at de socialiseres til at blive læsere. Men vi skal ikke glemme, at det også har stor betydning for deres vilkår som borgere i et fortsat skriftbåret samfund.

Børnelitteraturens plads fremover

Som nævnt indledningsvis er mit ønske til en ny pædagoguddannelse, at børnelitteratur får en mere fremtrædende plads gennem et egentligt fag. Men måske skal pædagoguddannelsen også i højere grad påtage sig ansvaret for at give de studerende gode oplevelser med litteratur og læsning. Der skal arbejdes med de studerendes egen dannelse som læsere, sådan at de ser sig selv som kommende litteraturformidlere af de mange gode børnebøger, som udgives hvert år, hvilket er bemærkelsesværdigt, taget i betragtning at dansk er et ganske lille sprogområde.

Forhåbentlig vil bøgerne derved i endnu højere grad nå ud til sit primære publikum, børnene.