Samarbejde kræver benarbejde

“Samarbejde er en kompleks størrelse; på den ene side skal det fungere, uanset hvem der udfylder rollerne, men på den anden side er det dybt afhængigt af personlige relationer.” 

Sådan lyder et citat fra en af deltagerne i den nationale indsats for børn og unges læseglæde. Her har skolebiblioteker og folkebiblioteker i to år fokuseret på at styrke børns læseglæde gennem det tværprofessionelle samarbejde. Helt konkret har 35 kommuner været involveret i lokale udviklingsforløb, hvor aktiv elevinddragelse har været en afgørende nøgle til at skabe læseglæde.  

At det relationelle er vigtigt, kan Karen Sørner og Lise Røge Kronborg nikke genkendende til. Karen Sørner er ansat på Stevns Bibliotekerne, og Lise Røge Kronborg er lærer og skolebibliotekar på Bavnebakkeskolen i Rebild. Marianne Eskebæk Larsen, Nationalt Videncenter for Læsning, der har været tilknyttet indsatsen som konsulent, satte dem stævne for at høre om deres erfaring med samarbejdet i indsatsen for børn og unges læseglæde.  

Hvordan gør vi hinanden stærkere? 

Både Lise Røge Kronborg og Karen Sørner er enige om, at det er utroligt vigtigt, at der kommer ansigter på samarbejdet, og at der bliver opbygget nogle relationer. De oplever desuden, at der skal sættes præcise ord på, hvad det er, parterne i samarbejdet byder ind med. Hvad tilbyder folkebiblioteket, og hvad tilbyder skolebiblioteket? Karen Sørner fortæller: “Folkebiblioteket har et andet rum, som netop ikke er skole.” For Karen Sørner har det været en fordel, at hun har en fortid som skolelærer, da hun kender rammerne og taler sproget: “Min bibliotekskollega siger, at jeg taler skolsk!” 

Lise Røge Kronborg har været tovholder på indsatsen i Rebild, som involverede to skoler og to folkebiblioteker, og hvor samarbejdet tidligere har bestået af en folder fra folkebiblioteket til skolen: “Fra skolens side har man nok tænkt, at bibliotekstilbud, dem kan vi godt i forvejen, fx book talks og informationssøgning. Måske har man været sådan ‘I kommer og tager vores jobs’, men det handler jo ikke om at kæmpe om kunderne, men om at gøre hinanden stærkere.” I dag er de involverede skoler optagede af, hvordan de kan formidle folkebibliotekets tilbud, og folkebiblioteket er inviteret med til møder på skolebiblioteket. “Så altså nu ved folkebiblioteket godt, at folderen skal sendes til os og ikke til ledelsen, hvor den kan forsvinde”, afslutter Lise Røge Kronborg med et smil.  

Hvem ejer lystlæsningen?  

Der er blevet udviklet en række redskaber til indsatsen, som man kan finde i arbejdsbogen Sammen om børns læseglæde. Et af redskaberne er et barometer, som kan tage temperaturen på samarbejdet. Barometeret består af en række spørgsmål, som man starter med at besvare hver for sig ved at sætte krydser afhængigt af, hvordan man oplever samarbejdet, fx “I hvor høj grad deler vi viden og erfaringer på tværs?” Dernæst reflekterer man i plenum.   

På Stevns tog de udgangspunkt i barometeret, hvilket ifølge Karen Sørner gav anledning til nogle gode snakke om læsning, som folkebiblioteket og skolen har forskellige opfattelser af: “Folkebiblioteket har lidt en idé om, at det kun er dem, som tager sig af lystlæsningen, men man arbejder også med lystlæsning på skolerne”, siger Karen Sørner.  

Lise Røge Kronborg supplerer ved at fortælle, at man på skolen vejleder i læsning på forskellige læsetrin, hvor folkebiblioteket er mere brede: “Kan man læse ungdomsbøger i 4. klasse? Som lærer og skolebibliotekar synes jeg, at eleven skal vente lidt, for selv om man læseteknisk er klar, hvad så med indholdet? Her er folkebiblioteket mere åbne for, at man må læse, hvad man vil, hvornår man vil.” 

Det genkender Karen Sørner og fortæller, at for en folkebibliotekar er det vigtigt at give børn lov til at læse det, som de har lyst til. Det er Lise Røge Kronborg enig i, når det gælder lystlæsning: “Men vi skal også udfordre eleverne på andre typer tekster, hvis de fx kun vil læse faglitteratur. Vi skal kunne vejlede i al type litteratur.”  

Samarbejde kræver benarbejde 

Evalueringen af indsatsen viser, at samarbejdet mellem folkebibliotekarer og skolebibliotekarer er lykkedes godt. Glæden ved at samarbejde om børn og unges læseglæde har været en vigtig drivkraft. Evalueringen viser dog også, at skolernes rammer og vilkår betyder, at de har vanskeligere ved at prioritere samarbejdet.  

Lise Røge Kronborg fortæller, at der er meget få timer til at betjene de lokale skolebiblioteker. Ja, faktisk har kommunen været ved at lukke de fleste, da der er mange små skoler i området. Kun to skoler har deltaget i indsatsen. “Det er svært at sprede erfaringerne, når vi kun har 10-14 timer om ugen pr. skole, men vi prøver at køre videre med skabeloner, som kan deles med andre skoler.” Karen Sørner genkender udfordringerne fra Stevns: “Det har affødt opmærksomhed, hvor få timer skolebiblioteket har til rådighed. Det er mellem 12-15 lektioner om ugen på skoler med to spor. Det er ikke meget. Så det er svært for dem at få tid til at mødes med folkebibliotekaren.” 

Derudover udfordres samarbejdet også, hvis ledelsen ikke er synlig, eller som det er tilfældet i Rebild Kommune, hvor Lise Røge Kronborg arbejder, at de øverste ledelser på kommunalt plan for hhv. skolebibliotek og folkebibliotek ikke arbejder i samme afdeling.  

Karen Sørner oplever, at ledelsen gerne vil hjælpe, og det er også nødvendigt: “Det er svært at inddrage de skoler og biblioteker, som ikke har været med i indsatsen. Vi vil gerne køre videre med et fast forløb for 4. klasser, som vi har udviklet i indsatsen. Det kræver, at ledelsen bakker op, og at det prioriteres i lærernes opgavebank. Indtil videre har vi søgt penge fra en pulje i kommunen, som vi har fået. Så ja, samarbejde kræver benarbejde!”