Q&A om PISA-undersøgelsen

Vi har sat centerets læseforskere stævne for at bede dem svare på spørgsmål affødt af debatten om PISA-undersøgelsen. 

 

Hvad skyldes det drastiske fald i danske elevers læsekompetencer? I PISA-rapporten kan man læse, at tendensen ikke kan tilskrives én årsag eller hændelse, men er en sammenblanding af historiske, strukturelle faktorer og nye forhold, som i øvrigt er til stede internationalt og på tværs af OECD-landene. Hvad er det for faktorer? 

Det er jo det gode spørgsmål, og i de kommende år vil der forhåbentlig komme nogle analyser, der kan præcisere, hvilke faktorer det kan være. Nogle af gættene er, at unge i dag læser på andre måder end tidligere; på andre medier, med flere forstyrrelser og i kortere tid ad gangen. Derudover er der i mange lande nogle generelle fald i bagvedliggende forhold som nysgerrighed og vedholdenhed, samt at elever og deres forældre kan have andre holdninger til skole og uddannelse end tidligere. 

Forfatterne til rapporten formulerer sig forsigtigt, og det korte svar er, at vi ikke ved det. Men når man ser generelle nedgange på tværs af domæner og lande, kan man jo blive nysgerrig på, om årsagerne også er generelle. PISA-undersøgelser kan ikke i sig selv give den slags svar, men er et godt afsæt for at undersøge det nærmere.  

Vi kan med andre ord ikke udpege en bestemt didaktik, et bestemt læremiddel eller en bestemt teknologi som årsag. 

Stadig flere taler om en fordybelses- og læringskrise. Når man som gymnasielærer oplever, at eleverne ikke kan læse lange, sammenhængende tekster, er det så ikke et problem? Og er det folkeskolens skyld? 

Jo, det er bestemt et problem. Spørgsmålet er imidlertid, om eleverne ikke kan, eller om de bare ikke gør det. Mange af dem har kompetencerne til at gøre det, men måske ikke vanen. Vi kan godt give folkeskolen skylden, men det løser jo ikke problemet. Der bliver lavet rigtig meget god læseundervisning i Danmark, selv om vi ikke ved nok om, hvordan læseundervisning realiseres i skolens fag, men den har måske fået sværere betingelser, og så er den stadig ikke bredt helt ud i alle hjørner af skolesystemet. Så vi skal stadig øge kvaliteten af den almene undervisning og af opsporing, indsatser og undervisning af de grupper, som er mest udfordrede. Og der skal være mere fokus på læsning på alle klassetrin og i flere forskellige fag. Man er også læser i fremmedsprog, naturfag og historie, og her kan lærerne undervise i faglig læsning.    

Nogle taler om, at vi er på vej ind i det postlitterære samfund – skal vi til at vænne os til, at læsning er for de få udvalgte? 

Nej, læsning skal fortsat være for det store flertal og er det heldigvis også. Det kommer nok lidt an på, hvad man mener med læsning. Er det at kunne bruge rejseplanen, læse underteksterne på tv, læse en indkaldelse fra lægen eller læse højt for sine børn? Alt det kan langt de fleste heldigvis fortsat.  

Hvis vi taler om længere tekster i bøger, kan vi i Bogpanelets årlige rapporter se, at den voksne befolknings læsevaner er stort set uændrede gennem de seneste 10-15 år. Vi ved også, at både udlån og salg af bøger er i vækst. Og netop nu er der kommet mere fokus på skolebibliotekets rolle som vejleder for både elever og lærere i litteratur- og læremiddelvalg, selv om bindingerne i den nye bekendtgørelse er beskedne. 

Mener I fortsat, at der ikke er tale om en læsekrise, jf. rapporten ‘Læsekrise eller ej’, som I skrev, inden PISA 2025 blev offentliggjort? 

I august 2025 præsenterede vi den viden, man på det tidspunkt havde om børn, unge og voksnes læsekompetencer og holdninger til læsning. Der så vi helt overordnet en stor stabilitet med undtagelse af børn og unges holdninger til læsning, som var blevet mere negativ. Men PISA giver en ny situation, og vi deler naturligvis bekymringen over tallene.  Så er det en smagssag, om man vil tale om læsekrise, læringskrise, fordybelseskrise, faglig krise, skolekrise, koncentrationskrise eller noget syvende. PISA-forfatterne taler selv om en læringskrise. 

Mener I, at det er vigtigt at være med i PISA-undersøgelsen i relation til læsning? Vi kan jo også vælge det fra, som nogle pædagogiske debattører har foreslået?  

Den giver os et grundigt indblik i unges læsekompetencer, og den viden vil vi fortsat gerne have. Man skal bare ikke bruge den til at iværksætte panikløsninger eller tiltag, som kun har midlertidig effekt. Puljeløsninger er ikke nødvendigvis lykken; de risikerer kun at virke for de udvalgte børn i de udvalgte tidsrum, hvor puljerne eksisterer. 

Hvad skal man først og fremmest være opmærksom på som lærer, læsevejleder, skolepædagog, børnehaveklasselærer, gymnasielærer og skolebibliotekar, hvis de mest udfordrede læsere skal løftes, så de får samme chancer som alle andre i et skriftsprogssamfund?  

De nævnte grupper har forskellige roller. Men helt grundlæggende skal vi identificere børn og unge i risiko for at udvikle læsevanskeligheder og støtte dem med tilpassede indsatser på tværs af fag. Meget af det står og falder med, om der er tilstrækkeligt uddannet fagpersonale med tid og ressourcer til at bruge den viden, vi har. Det er der desværre ikke alle steder. Vi har faktisk god viden om læseundervisning og læselyst, og det er vigtigt, at nogen fortsat samler og spreder den, så den kan komme i spil alle steder. Arbejdet med at udvikle elevernes læsefærdigheder og deres motivation for og lyst til at læse er vigtige allierede skoletiden igennem.