Udgivelser
Dansk Retskrivning: Bogstav – Lyd – Bogstav. En grafemisk beskrivelse af dansk ortografi
Denne bog, Dansk Retskrivning: Bogstav – Lyd – Bogstav, har fokus på bogstavernes lyde og lydenes bogstaver i dansk. Bogen kortlægger forholdet mellem, hvordan ordene staves, og hvordan de udtales, sådan som de er repræsenteret i Retskrivningsordbogen (2012). Desuden belyser bogen retskrivningens overordnede strukturering, dens forudsætninger og vilkår samt dens funktion som medie for læser og staver. I bogen redegøres der derudover – fonetisk og fonologisk – for den standardudtale, der står for den ene side i bogstav-lyd-relateringen.
Fremstillingen i bogen er ordnet i to hoveddele, en almen beskrivelse af retskrivningen og en mere detaljeret bogstav-lyd-beskrivelse. Herefter følger en uddybende redegørelse for begreber, terminologi og analyser med henvisning til relevant litteratur. Således er bogen desuden en indføring i det begrebssæt og den terminologi, der er relevant, når det drejer sig om beskrivelse af forholdet mellem ords skriveformer og deres udtale.