Udgivelser
Følgeligt
Denne bog indgår i serien Skriftsprogligt, hvor de to forfattere tidligere har fået udgivet Bogstaveligt med fokus på fonetik, fonologi og bogstavskrift og Betydeligt med fokus på morfologi.
Med denne tredje bog sætter de fokus på syntaks og kohæsion og fokuserer på, hvordan ord sættes sammen til større helheder: sammenføjning af ord til længere ordfølger og sætninger (syntaks), og sammenbinding af sætninger til større meningsfulde enheder (kohæsion). En grundlæggende viden om sprogets opbygning og udtryksmuligheder er nødvendig for at kunne hjælpe andre til at skrive sammenhængende, klart og varieret og for at vurdere teksters tilgængelighed. Bogen er en introduktion, grundbog og opslagsbog på dette felt. Her formidles al relevant teori gennem ni kapitler suppleret med øvelser og løsningsforslag til disse, så læseren straks kan afprøve sin viden.
Bogen henvender sig til lærerstuderende, lærere og undervisere på professionshøjskolerne samt alle med interesse for dansk sprog. Den er relevant for undervisere og læsevejledere i både grundskolen, på ungdomsuddannelser og i læseundervisningen for voksne og unge (FGU, FVU, OBU mv.). Bogen kan desuden interessere læremiddelforfattere eller andre, der bearbejder tekster eller skriver letlæste bøger.