Udgivelser
Grammatikdidaktik
Denne bog præsenterer en grammatikundervisning, som sætter grammatikken ind i kontekst, og den viser, hvordan undervisningen kan udvikle elevernes bredere kommunikative kompetencer gennem dialog om og refleksion over de grammatiske sproglige valg, som de møder og selv træffer i mundtlige og skriftlige tekster. Bogens forfattere giver inspiration til en nyere tilgang i grammatikdidaktikken, som de kalder kontekstualiseret grammatikundervisning, der lægger op til, at lærere integrerer grammatikundervisning i skriveundervisning eller mundtlig kommunikativ undervisning.
Formålet med bogen er ikke at fremlægge en (skole)grammatik, men at opfordre til grammatikdidaktisk refleksion og praksisudvikling for således at understøtte læreres selvstændige didaktiske valg i tilrettelæggelsen af grammatikundervisning.
Bogen bygger på indsigter og eksempler fra et tværinstitutionelt forskningsprojekt, Gramma3 (2018-2019), som undersøgte praksisser i dansk-, engelsk- og tyskfaget, hvor man fulgte syv klasser på syv forskellige skoler i Danmark i dansk- og fremmedsprogsundervisningen. Desuden er bogen baseret på nyere international forskningslitteratur om grammatikundervisning i skolens førstesprogsfag.
Der er seks kapitler i bogen plus et introducerende kapitel. Kapitel 2 beskriver elevers perspektiver på grammatikundervisning i dansk- og fremmedsprogsfag. I kapitel 3 åbnes det grammatikdidaktiske felt – først præsenteres dilemmaerne ved en traditionel grammatikundervisning, dernæst præsenteres to bud på andre aktuelle tilgange: dels en kontekstualiseret grammatikundervisning og dels en grammatikundervisning med sprogsystemet som det væsentlige indhold. Kapitel 4 uddyber kontekstualiseret grammatikundervisning og beskriver den som en meningsfuld og undersøgende vej ind i skolens dansk- og fremmedsprogsfag, hvor målet er at styrke elever i at udvikle sig som sikre og reflekterede sprogbrugere. I kapital 5 bliver kontekstualiseret grammatikundervisning uddybet med tre udfoldede eksempler fra danskfaget. Kapitel 6 har fokus på kontekstualiseret grammatikundervisning i fremmedsprogsfagene. I kapitel 7 er omdrejningspunktet læreres kompetenceudvikling med afsæt i kontekstualiseret grammatikundervisning. Afslutningsvis giver bogen tre korte inspirationseksempler til kontekstualiseret grammatikundervisning i grundskolens dansk- og fremmedsprogsfag.
Grammatikdidaktik henvender sig til dansk- og fremmedsprogsfagene på læreruddannelsen og universitetet.