Udgivelser
Identitet og tilhørighet. Om ressurser og dilemmaer i en krysskulturell oppvekst
Identitet og tilhørighet undersøger nogle af de grundlæggende sider, der er ved at vokse op med krydskulturelle erfaringer, altså at vokse op med flere kulturer, herunder hvilke eksistentielle udfordringer og forskellige kompetencer som det kulturelle minoritetsbarn udvikler. Den sociologiske, antropologiske og psykologiske forskning og litteratur peger på, at krydskulturelle børns udfordringer er præget af et komplekst årsagsbillede, som ikke kan forklares gennem faktorer som integrationsudfordringer eller flerkulturel tilhørsforhold. Derimod har ydre påvirkninger som graden af social støtte og inkludering, økonomisk og social status samt forældres evner som vejleder i et nyt samfund indflydelse på indre forhold hos de unge.
Forfatteren diskuterer, hvordan kultur og flerkultur er med til at forme os og dermed vores oplevelse af identitet, ligesom hun beskæftiger sig med betydningen af faktorer som migrationsstress, transnationalitet, social ekskludering og diskriminering for krydskulturelle børns udvikling og tilhørsforhold. En central pointe er, at krydskulturelle børn ofte ikke bliver forstået og mødt på egne præmisser, hvilket skyldes dels, at normen som oftest sættes af enkulturelle og etsprogede børn og dels, at de krydskulturelle børn på alle arenaer enten må leve op til eller bryde med andres forventninger og kategoriseringer.
Bogen er skrevet på norsk bokmål og er en anden udgave med opdaterede henvisninger, flere tegninger og mange nye øvelser.