Udgivelser
Læselyst i skole og SFO
Udgangspunktet for denne bog er, at læselyst er afgørende for udviklingen af gode læsefærdigheder og dermed for funktionelle læsekompetencer. Men hvordan vækkes og stimuleres børnenes læselyst? I denne bog deler Pernille Sørensen sine erfaringer som lærer, læsevejleder og læsekonsulent.
Denne bog giver et bud på en forskningsforankret og faglig viden og forståelse, som lærere, pædagoger og læsevejledere må have indsigt i og dele med hinanden for at kunne skabe gode betingelser for børns læselyst, både så læselysten kan opstå og udvikle sig. Desuden giver bogen forslag til, hvordan dette arbejde i praksis kan folde sig ud og forankres – såvel i skole som SFO.
Bogen består af to dele. Første del præsenterer den fælles teoriramme og kommer ind på læsningens potentialer og forudsætninger, viden om sprog- og læsekompetence samt viden om børns læsning og læsevaner. Bogens anden del handler om tiltag og aktiviteter og sætter fokus på etablering af læsemiljøer både i skolen og SFO’en. Her gives også en række konkrete forslag til pædagogiske praksisser som fx digital bogformidling, booktalk, læseteater, læsebånd og lyttelæsning. Ligeledes gives anbefalinger til, hvordan læsning kan kombineres med andre aktiviteter, guidelines for valg af læsestof og forældresamarbejde.
Med til bogen følger en række kopiark. Disse fremgår af bogens illustrationer. Det er ideer til personale- og forældremøder og forslag til konkrete læringsaktiviteter rettet mod læselyst.
Bogen henvender sig til pædagoger, lærere, læsevejledere og skoleledelser samt til lærer- og pædagogstuderende.